Ny strategi for forebyggelse på gaden

Som medlem af Det Nationale Forebyggelsesråd, har jeg det sidte år været med til at skrive den nye strategi på forebyggelsesområdet, som blev lanceret i sidste uge. Strategien er blevet navngivet Det er tid til handling – forebyggelse er en politisk vindersag” og tager nogle af de mest gængse myter omkring hvad der giver et godt og sundt liv under behandling. Skal man tro de økonomiske og demografiske prognoser, står vores samfund jo til at sejle ud over kanten i løbet af nær fremtid. Men heldigvis ligger der et enormt potentiale inden for forebyggelsesområdet, da der ikke altid skal så meget til for at undgå de mest levetidsnedsættende risikofaktorer.

I rådet sidder der mange lærde, som det ville hedde i et eventyr, og det har rent faktisk været kilde til nærmest komiske historier at få aflivet nogle af de mest gængse myter omkring levetid. F.eks. har man gennem mange år troet, at kaffe virkelig var en slem ting at indtage i for store mængder. Man glemte bare lige en ting, når man kiggede på kaffedrikkernes dødelighed – SMØGERNE! Dengang jeg var barn, hørte smøger og kaffe nemlig sammen som milkshakes og sugerør gør det i dag. Tænk bare på aktiviteten på lærerværelset i frikvartererne op gennem skoleårene. Smøgerne betød, at kaffedrikkerne, som pulsede kraftigt igennem, dermed levede kortere end gennemsnittet og man troede derfor at kaffen var medvirkende til den lavere levetid.

Sidenhen har man fået adskilt de to faktorer, og det har vist sig, at kaffen slet ikke er så farlig, som man engang troede. Personer med stillesiddende job, som drikker meget kaffe, er rent faktisk mindre udsatte end personer i samme job, som ikke drikker kaffe. Hvordan hænger det så sammen? Jo, sedentarisme (“stillesidenhed”) er rent faktisk en væsentlig risikofaktor, og det handler derfor så vidt muligt om at undgå at sidde stille foran skærmen i for mange timer ad gangen. Dette problem havde kaffedrikkerne ikke, da turen ud til kaffekolben i køkkenet eliminerede dette problem.

Måske er det som Woody Allen siger – at alt hvad vores forældre sagde var sundt reelt er usundt, og omvendt. Smøgerne bliver nu nok aldrig sunde igen. Måske alkohol bliver det næste, der ryger?


Fra “utanförskap” til “innanförskap”

Selvom den svenske debat til tider kan være ret flad på integrationsområdet, og der nogle gange bliver brugt lidt for mange omveje for at nå frem til pointen, så har Anders Carlberg (medstifter af Fryshuset) en fantastisk evne til at ramme hovedet på sømmet. I Fryshusets seneste årsrapport kan man læse om deres bestræbelser på at “vända utanförskap till innanförskap”. Og så er det jo bare dejligt, når man kan genkende sin egen organisations daglige bestræbelser i dette citat. Fællesskab er en stærk kræft, og her har sporten en særlig evne til at bringe folk sammen. Andre kulturelle indslag kan dog have samme effekt – se f.eks. denne video på youtube: Mukhtars Fødselsdag. Måske du har gode ideer til hvordan man kan skabe fællesskab i hverdagen?

DR P1: Gadeidræt til folket

– Vi spillede selv streetbasket, og så opdagede vi, at der næsten ikke var nogen med indvandrerbaggrund i de klubber og foreninger, der fandtes. Det syntes vi var ærgerligt, og så besluttede vi at gøre noget ved det, fortæller Simon Prahm.

Det handler om starten på GAM3, der nu har eksisteret siden 2002, hvor den blev grundlagt af Simon Prahm og to af hans venner.

26 zoner i landet
GAM3 går ud på at få unge i socialt belastede områder til at dyrke gadeidræt – og GAM3 har valgt, at det skal være streetbasketball og dans. GAM3 arbejder i 26 zoner fordelt over hele landet, bemandet fortrinsvis med frivillige, der har lyst til at træne med de unge.

Events om sommeren
I hver GAM3 Zone afvikles der midt på sommeren en Street GAM3 event på områdets lokale streetbasketball-bane.

Street GAM3 består af fem timers intens basketballtræning med professionelle basketballspillere som trænere og hiphop DJs. Til sidst er der basketturnering og hiphop-koncert.
Desuden holder GAM3 en årlig turnering på Rådhuspladsen i København, hvor der også er DJ’s og koncerter.

Mindre hærværk
Folkene bag GAM3 understreger, at det ikke handler så meget om socialpædagogik. Det er sporten, der er vigtig. Det er bare en sidegevinst, at de f.eks. ringede fra Aalborg og fortalte, at man har sparet 300.000 kr. på hærværkskontoen i et belastet område, efter at GAM3 kom til.

Hør hele udsendelsen her: http://www.dr.dk/P1/Vita/Udsendelser/2010/04/23105748.htm

Kronik: Tvangsidræt?

Simon Prahm: Ønsker vi flere år at leve i, er der overordnet to veje at gå. Den første, som regeringen har været størst tilhænger af, er den, hvor den enkelte borger på et veloplyst grundlag selv tager ansvar for det levede liv. Den anden, som Forebyggelseskommissionen har slået hårdt på, er den strukturelle tilgang, hvor ændringer i samfundets opbygning skaber sundere levevilkår.

Er det sjovere at være i live end død? Ja, burde det ret banale svar lyde. Men når vi snakker sundhed og forebyggelse, bliver debatten desværre ofte fordrejet og reduceret til en formynderisk løftet pegefinger sat over for individets frihed til at leve sit eget liv. Danmark har i dag det højeste antal forebyggelige dødsfald i Europa, så der er behov for handling, hvis vi vil have flere år at nyde livet i. I dag har Danmark en lavere gennemsnitlig levetid end lande som Portugal, Grækenland og England, på trods af at vi betaler flere penge for vores sundhedssystem. Vi kan derfor ikke være tjent med tingenes tilstand.

Teenagerne spørger, hvad de skal bruge fem år ekstra til som olding. Men rent faktisk giver et sundt liv ikke alene flere år at leve i. Det udløser også en bonus på flere år med godt helbred. Ved at leve sundt udskyder og minimerer vi derfor tiden som grå skrøbelige væsner fastlåst til sygelejet. Dybest set ønsker vi vel alle flere år til at realisere os selv i og nyde familielivet med børn, børnebørn og måske endda oldebørn. Det er derfor synd, at debatten har udviklet sig til en skyttegravskrig mellem forstenede standpunkter, da øget sundhed ikke nødvendigvis behøver føre til tab af personlig frihed.

Ønsker vi flere år at leve i, er der overordnet to veje at gå. Den første, som Regeringen har været størst tilhænger af, er den, hvor den enkelte borger på et veloplyst grundlag selv tager ansvar for det levede liv. Den anden, som Forebyggelseskommissionen har slået hårdt på, men som ikke altid bliver kommunikeret lige heldigt, er den strukturelle tilgang, hvor ændringer i samfundets opbygning skaber sundere levevilkår. Mens den første tilgang primært arbejder med oplysning gennem kampagner og har vist sig at have størst effekt hos de højtuddannede, som i forvejen har en højere gennemsnitsalder end resten af befolkningen, tager den strukturelle tilgang mere drastiske metoder i brug, herunder lovgivningen, og når dermed bredere ud i samfundet.

Med rygning har det ud fra et sundheds- og forebyggelsesmæssigt perspektiv vist sig at være en stor succes at gå lovens vej og forbyde rygning på offentlige steder. Konsekvenserne af forbuddet er også ganske håndgribelige. På bare to år, er det lykkedes at reducere andelen af danskere, som dagligt udsættes for passiv rygning på uddannelse eller job fra 20 til 5 pct.

Vi kender sikkert alle nogen, som før rygeforbuddet blev indført, var modstandere af det, men som efterfølgende er blevet tilhængere. Så man kan passende spørge, om ikke det har været værd at foretage denne indgriben i den personlige frihed. Hvis ikke kan vi jo altid gå tilbage, men det er nok et mindretal af befolkningen, som i dag ønsker dette.

Den foreløbige succes på rygeområdet, ændrer dog ikke på, at vi fortsat har lang vej op til vores nabolande, når vi kigger på det samlede sundhedsbillede. Der er derfor behov for, at vi bliver mere handlende på nogle af de andre forebyggelige områder, og her er det ikke nødvendigvis en løftet pegefinger, som vil være bedst til at forbedre vores livskvalitet.

Efter rygning, er fysisk inaktivitet ifølge WHO den væsentligste faktor for dårligt helbred i vores del af verdenen. Helt uden at løfte pegefingeren kan vi konstatere, at der herhjemme på bare 10 år er sket en stigning i antallet af fysisk inaktive unge mellem 13 og 15 år fra 12 til 22 pct.. Det betyder, at mere end hver femte unge i dag ikke er regelmæssig fysisk aktiv.

Det er næppe manglende viden, som er årsagen. Talrige kampagner har appelleret til at få danskerne op af stolen. Men dette syntes primært at have haft sin virkning på den voksne del af befolkningen, som i dag er mere aktive end nogensinde før. Når det gælder de unge, har kampagnerne imidlertid ikke kunnet ændre på billedet.

Foreningerne er fortsat den primære arena for aktiviteterne frem til omkring 15 års alderen, men herefter vender det, og de unge er resten af livet mere aktive på egen hånd end i foreningerne. Spørger man de unge, hvorfor de stopper med at dyrke idræt i forening, svarer de, at de mister interessen, mangler tid, eller at træningstiderne passer dårligt.

Efter 10 fede år med et stort udbud af idrætsprojekter til de foreningsløse og fysisk inaktive unge, må man med fornyet kraft spørge, om foreningsidrætten med alle sine positive kvaliteter nu også bør forblive den suverænt mest tilgodesete måde at aktivere en ungdom, som synker dybere og dybere ned i sofaerne – og hvis øjne snart bedre tåler computerskærmens lysstråle end sollyset. Vi ved, at det for de unge er blevet sværere at være med på denne bane, og vi ved samtidig, at de voksne danskerne i stigende grad er fysisk aktive uden for foreningens rammer.

Men er det overhovedet rimeligt at pålægge foreningerne denne ekstra byrde? Der findes i dag adskillige initiativer som GAM3, der med succes har fået fat i udsatte unge gennem uforpligtigende spontane aktiviteter – faktisk så godt fat, at tre ud af fire vælger selv at fortsætte spillet på gadeplan, så længe det danske vejr tillader det.

Så langt så godt. Spørgsmålet lyder nu, hvordan vi kan drage nytte af dette på et bredere plan? Løsningen synes hverken at være mere oplysning til de unge om konsekvenserne ved ikke at være fysisk aktive eller tvangsidræt gennem et lovgivningsmæssigt påbud om fysisk aktivitet.

Her kommer den strukturelle tilgang os til undsætning. Politiske tiltag som en justering af Folkeoplysningsloven eller regeringens nye sundhedspakke, som giver kommunerne en økonomiske gevinst ved at øge befolkningens sundhed, kan bl.a. skabe incitamenter for forebyggelse og lette vejen til et fysisk aktivt liv uden brug af tvang.

Lige netop Folkeoplysningsloven rummer oplagte muligheder for at styrke den fysiske aktivitet og er måske stedet at tage fat. Størstedelen af de midler, kommunerne i dag støtter idrætten med, fordeles via Folkeoplysningsloven. Midlerne går til medlemsstøtte og dækning af lejeudgifter, så foreningerne gratis kan benytte faciliteterne. Desværre giver dette en skævvridning, da den socialt og økonomisk dårligst stillede del af befolkningen i langt mindre grad har ressourcer til at deltage i foreningslivet og hertil kommer de unge, som af førnævnte årsager vælger foreningerne fra. At foreningerne alligevel fortsat sidder tungt på adgangen til idrætsanlæggene er derfor med til at gøre Folkeoplysningsloven knapt så folkelig, som den var tiltænkt og måske engang var.

Lad os derfor få åbnet op for almen brug af idrætsfaciliteter, som ikke udnyttes til fulde af det lokale foreningsliv. Skolegårde og lukkede legepladser kan i samme pust gøres tilgængelige uden for institutionernes åbningstider, så afstanden til den nærmeste bevægelsesarena gøres mindst mulig. Vi ved, at der er en klar sammenhæng mellem afstanden til næridrætsanlæg og graden af fysisk aktivitet. Hvorfor bruger vi ikke denne viden konstruktivt og åbner op for adgangen en gang for alle? Inaktive unge skal gives rum til at udfolde sig – det rum bør ingen have patent på.

Der findes også andre muligheder end Folkeoplysningsloven. I Københavns Kommune har man på baggrund af to drenges vedholdende argumentation og indsamling af mere end 2.000 underskrifter valgt at give gadeidrætten tørt på. I marts 2010 vil Khuram og Samir og alle andre unge med hang til Street Basket, Street Dance, DJ-ing og Parkour således kunne dyrke deres aktiviteter på asfalt, men under tag, når StreetMekka slår portene op i de gamle industribygninger på Enghavevej. I disse krisetider står der sikkert mange andre tomme lagerhaller rundt omkring i landet, som ville danne fantastiske rammer om lignende initiativer.

Vigtigst er det, at vi åbner op for at tænke bredere og mere kreativt, når det gælder forudsætninger og rammer for et fysisk aktivt liv – også selvom dette er uden faste træningstider og generalforsamling. Forebyggelse kan nemlig både gøre livet længere og sjovere.

Af Simon Prahm, direktør i GAM3, Medlem af Det Nationale Forebyggelsesråd og BA i idræt
Bragt i Berlingske Tidende, onsdag den 18. november 2009

Velkommen til min blog!

Hejsan. Og velkommen til min nye blog. Her vil du kunne læse om intet mindre end gadeidræt, lederskab, forebyggelse, integration og måske lidt familieliv. Lyder det kedeligt, så klik videre til youtube og søg på f.eks. flash mob eller practical joke. Det kan bloggen her nemlig ikke konkurere med. Men hvis du vil have nogle andre perspektiver end de gængse på hvordan fællesskab kan skabes i formelle og uformelle rammer, så kan det være værd at læse videre.