Støttekroner til idræt bør nytænkes

(bragt i Weekendavisen 30. december 2011 i redigeret version)

Med årsskiftet træder en ny spillelov i kraft. Den nye spillelov har været undervejs i mere end 10 år og vil skabe rystelser i hele det danske idrætsliv. Forhåbentligt. Det danske idrætssystem er nemlig kalket til og har brug for en rystetur, hvis ikke det vil ende som en lukket klub for middelklassen – en udvikling, som allerede er godt i gang.

Nødvendigheden af den nye lov skyldes, at EU mildest talt ikke har været særligt begejstret for Danske Spil A/S’s monopol på spilmarkedet herhjemme. Dette er nu blevet brudt og fra 1. januar vil udenlandske bookmakere kunne udbyde spil i Danmark mod at betale en afgift til staten. Den øgede konkurrence forventes at presse Danske Spil til et lavere overskud, da det er højere gevinster, som kunderne skal fastholdes med. Dermed er det sandsynligt at statens indtægter mindskes, selv om den samlede spilomsætning givetvis kommer til at stige.

Og det er her idrætten kommer på banen. I dag modtager idrættens to hovedorganisationer, DIF og DGI, tilsammen omkring 500 mio. kr. årligt afhængigt af det samlede overskud hos Danske Spil. De to hovedorganisationer modtager dermed hver især mere end hvad resten af idrætten modtager tilsammen. Reduceres overskuddet hos Danske Spil, har politikerne på Christiansborg stillet garanti for, at de vil lægge de manglende mønter i kassen – men kun det første år. Hvad der skal ske herefter er derfor uvist, men de professionelle interesseorganisationer, som DIF og DGI har udviklet sig til, opruster i disse dage lobbyindsatsen på Christiansborg med nye ansættelser. Dette tyder på, at der vil blive kæmpet med næb og klør for at få fast placering på Finansloven, så de kan beholde deres statsstøtte de næste mange år frem.

Men er idrætten ikke værd at løfte over på statens husholdningsbudget? I forebyggelsesøjemed kan der jo være mange penge at spare for samfundet, hvis vi som danskere er mere fysisk aktive og dermed lever længere og får flere år med godt helbred. Og er det i så fald ikke også berettiget, at de to store folkelige idrætsorganisationer løber af sted med opgaven, nu hvor de har haft succes med at få historisk mange danskere til at trække i træningstøjet?

Hvis idrætten skal løftes over på velfærdsstatens i forvejen hårdt tyngede budget, må det være under forudsætning af, at den skaber velfærd. Vores samfundsøkonomi er ikke længere til store forkromede velfærdsløsninger, og det må derfor være en del af forudsætningen, at indsatsen særligt retter sig mod landets udsatte grupper. Det er her, forebyggelsen batter mest og også her velfærdsstaten oprindeligt var tiltænkt at skulle løfte. Fattig eller ej, så er kontingent til idrætsforeningen eller fitnessmedlemskabet ofte langt nede på prioriteringslisten, når privatøkonomien strammer til. Et fokus på udsatte medborgere – ikke mindst børn – bør derfor være en eksplicit forudsætning for at modtage støtte, hvis idrætten fremover skal finansieres via de stakkels forpinte skattekroner.

En væsentlig del af danskernes idrætsaktivitet foregår i dag i foreningerne, men at hævde at hele den brede befolkning er aktive i foreningslivet, er en illusion. De to hovedorganisationer, som er opbygget med specialforbund og landsforeninger, som repræsenterer en stor del af landets idrætsforeninger, har ganske vist kunnet bryste sig af undersøgelser de senere år, som peger på at omkring 40 % af den voksne befolkning er aktive i en idrætsforening. Men undersøgelserne er behæftet med stor usikkerhed, da de historisk lave svarprocenter er på under 50 %. Da de idrætsaktive formodes hellere at ville svare på spørgsmål om deres idrætsvaner, end dem hvis dårlige samvittighed spørgeskemaet taler til, er den reelle foreningsdeltagelse med al sandsynlighed langt lavere end antaget.

Hvor foreningslivet særligt har haft stigende udfordringer ved at rumme teenagerne de senere år pga. et øget fokus på eliten, er der heldigvis lys forude, hvis man tør nytænke rammerne omkring idrætten. Non-profit organisationen GAM3 kunne sidste år i samarbejde med Københavns Kommune slå portene op til en indendørs gadeidrætsfacilitet – et StreetMekka – med 2.200 m2 asfalt til gadeidræt for byens unge.

På bare et år er stedet blevet en succes med over 3.000 aktive medlemmer, som bl.a. bruger huset til at dyrke parkour, streetbasket, gadefodbold, dans og DJing. De åbne træninger som medlemmerne tilbydes, arrangeres af husets brugerforeninger, som til gengæld får styrket deres rekrutteringsgrundlag. Nøglen til denne succes synes at være en høj tilgængelighed til faciliteten og fleksible organiseringsformer inden for de enkelte idrætter, så både det selvorganiserede, semi-organiserede og foreningsorganiserede sammen kan skabe en synergi. Derved skabes plads til mange forskellige måder at dyrke idrætten på, med det resultat at udsatte unge fra Sjælør og Mjølnerparken kan træne og indgå i et kropsligt fællesskab med unge fra andre dele af byen. Dette er blot et enkelt eksempel på hvordan nytænkning og traditionel foreningsidræt sagtens kan gå hånd i hånd.

De traditionelle idrætsforeninger fremhæves desuden ofte for deres særlige kvaliteter i forhold til at integrere borgere med anden etnisk baggrund. Men eftersom kun 3,6 % af medlemmerne i DGI kan prale af at have en anden kultur med i bagagen, tyder noget på, at taget i den brede befolkning også her efterlader meget at ønske. Der er således langt op til de 10 %, som indvandrerne udgør af den samlede befolkning.

Derudover er der et demokratisk underskud i idrættens organisering i dag. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at det er ekstremt bureaukratisk og nogle gange umuligt for nye idrætter at blive en del af det gode selskab. At blive godkendt som specialforbund under DIF er nemlig en forudsætning, hvis man ønsker at få andel i støttekronerne. I de senere år har en blandet flok, bestående af bl.a. skateboardere, frisbee-entusiaster, bordfodboldspillere, cheerleaders og parkour-udøvere, alle mødt en lukket dør hos Danmarks Idræts-Forbund i deres bestræbelser på at udbrede kendskabet til deres sport til danskerne.

Man kan på denne baggrund spørge, om man i stedet for ensidigt at fokusere statens støttekroner mod de to aldrende hovedorganisationer, som DIF og DGI er, i stedet burde åbne rammerne op, for bedre at kunne møde befolkningen, der hvor den er. Tiden er ganske enkelt løbet fra den mere end 60 år gamle tipslov, der gennem årene er blevet lappet på, men som fortsat dikterer idrættens organisering med et ensidigt fokus på foreningsidrætten.

Denne tipslov blev skabt i en tid, hvor foreningslivet var det primære omdrejningspunkt for idrætslivet. Her fik man som barn venskaber for livet og fortsatte med at mødes omkring idrætten til langt ind i voksenlivet – på tværs af titler som direktør og lagerarbejder. At holde fast i dette romantiske billede af foreningslivet er fristende, men hvis ikke det danske idrætssystem nytænkes, risikerer vi at tabe både generationer og befolkningsgrupper på gulvet. Den forkætrede sammenhængskraft er dermed på spil, hvilket politikerne på Christiansborg heldigvis har erkendt, da der i de kommende år vil blive arbejdet på en ny organisering af idrætten, som med udgangen af 2014 vil afløse det gamle idrætssystem.

I denne proces vil politikere og embedsværk gøre klogt i at undersøge, hvordan landet reelt ligger. Der appelleres dermed ikke til, at der skal tilføres ekstra midler til området – blot at midlerne skal anvendes mere direkte til udøvernes aktiviteter. Idrættens hovedorganisationer trænger til et serviceeftersyn omkring bureaukrati, effektivitet og nyskabelse. Vælger beslutningstagerne (læs: politikerne) den lette løsning og følger de store idrætsorganisationers lobbymedarbejderes råd om at bevare systemet, som det er, vil vi tabe de borgere og børn, som ”ikke passer ind” eller ikke har råd til medlemskab og udstyr. Hvorfor ikke etablere et nyt fællesskab omkring idrætten, som formår at rumme hele befolkningen. Vi kan og bør ikke nøjes med et forstenet og dyrt idrætsliv for middelklassen med en stor social slagside.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s