Åbent brev til Kulturministeren

Åbent brev til Kulturministeren

Er Danmark ved at få en ny progressiv idrætspolitik? Måske. Kulturministeriet har lagt en udredning om idrættens økonomi og struktur på Folketingets bord. I Jyllands Postens dækning af de aktuelle forhandlinger på Christiansborg om dette oplæg, lægges der op til, at “et nybrud i dansk idræt” er på vej. Dette er måske at tage munden for fuld?

De to største og ældste idrætsorganisationer – DGI og DIF – er nemlig godt i gang med at forpurre nybruddet til fordel for en fastfrysning af status quo. Deres veltrænede lobbymaskiner har haft succes med at sprede rygter i medierne og på Christiansborg om at gadeidrætten skulle være kommerciel. Faktuelt forkert. Samtlige initiativtagere til en national platform for gadeidræt er organiseret som non-profit foreninger med en stærk kommunal forankring.

Med en årlig statsstøtte fra tipsmidlerne på over en halv milliard kroner er DIF og DGI ubestridt de mest begunstigede i dansk idræt. Til sammenligning får gadeidrætten 0 kroner fra tipsmidlerne. Det ville derfor klæde de to meget store organisationer at have format til at give plads til nytænkning, der støtter den stigende andel af danskerne, som vælger at dyrke idræt uden for de traditionelle strukturer. Aktuelt dyrker 22 pct. idræt i foreninger, mens 50 pct. dyrker udendørs-idræt på egen hånd.

Gadeidrætten har gennem de sidste 10 år bevist sit værd, og rummer et stort potentiale i forhold til at nå den yngre og fysisk mindre aktive del af de, som ikke er en del af DIF og DGI. Med bedre koordinering på tværs af kommunerne og gadeidrættens aktører, vil det være muligt at skabe et vækstlag for dansk idræt. Dette vil være et frisk pust i et foreningsliv, som i stigende grad har svært ved at rumme dem, som ikke lige passer ind. Den traditionelle idræt er godt i gang med at udvikle sig til en lukket klub for middelklassen og kun 3,6 pct. af medlemmerne i DGI kan prale af at have en anden kultur med i bagagen. Der er således langt op til de 10 pct., som indvandrerne udgør af den samlede befolkning. Til sammenligning har 66 pct. af deltagerne i GAME´s aktiviteter i gadeidræt anden etnisk baggrund end dansk, samt en tilsvarende høj andel af de frivillige, som muliggør aktiviteterne i 32 boligområder fordelt over hele landet. En evaluering fra Syddansk Universitet bekræfter værdien af disse aktiviteter, og peger på, at fire ud af 10 af dem som er inaktive når de møder op, bliver aktive via gadeidrætten.

Vi er dybt skuffede over, at DGI og DIF for egen vindings skyld, tilsyneladende kaster sig over små og økonomisk meget svage foreninger. Vi håber ikke, at kulturministeren eller ansvarlige politikere vil lade sig påvirke til endnu engang at forbigå de medlemsmæssigt succesfulde foreninger, som bl.a. står bag gadeidrættens fælles platform. Støtte til vores frivillige arbejde vil styrke mangfoldigheden og begrænse idrættens sociale slagside.

Når forhandlingerne i Kulturministeriet genoptages på onsdag tror vi på, at der er politisk vilje til at give Danmark den progressive idrætspolitik, som det høje støtteniveau giver plads til. Vi håber derfor, at JP får ret i sin profeti om, at der kommer et nybrud i dansk idræt.

GAME er en dansk baseret non-profit organisation, som i mere end 10 år har arrangeret gadeidrætsaktiviteter med særligt fokus på forebyggelse af konflikt og marginalisering. GAME arrangerer aktiviteter i 32 udsatte boligområder over hele Danmark. På gadeplan har organisationen over 70 gadeidrætsinstruktører og 150 frivillige, der gør de mange aktiviteter på asfalten mulige at gennemføre. I 2010 slog GAME i samarbejde med Københavns Kommune portene op for GAME København et hus for gadeidrætten, hvor de unge i københavnsområdet kan dyrke deres passion for den uformelle idræt året rundt.

Med venlig hilsen,

Vibeke Frank
Formand i GAME

Advertisements

Gadeidræt med x-faktor

Gadeidræt med x-faktor

Den 22. april starter en ny sæson med gadeidræt i udsatte boligområder over hele landet. I det kommende sommerhalvår kan unge mellem 10 og 18 år gå til ugentlige træninger i street dance, street basket, street soccer og parkour. Og det er unge med x-faktor, som løfter indsatsen – tipsmidlerne er nemlig forbeholdt den traditionelle idræt.

Over halvanden million danskere så med, da Anthony Jasmin i sidste måned vandt talentshowet X Factor. Duoen som består af Anthony Lopez og Jasmin Dahl er et godt eksempel på, at man med hårdt arbejde og en kærlighed til gadekulturen kan komme langt. X-faktor betyder den lille ting, der gør den store forskel og det er derfor helt naturligt, at Anthony ved siden af musikkarrieren er rollemodel for andre unge på gadeplan i nonprofit organisationen GAME.

Som en del af ’Playmaker’ frivilligkorpset, har Anthony sammen med andre unge været med til at skabe et åbent og fleksibelt idrætstilbud, hvor alle unge uanset sportslig kunnen kan deltage. Aktiviteterne foregår på asfalten i 32 udsatte boligområder over hele landet.

– Det har været en virkelig lærerig oplevelse og det har været sjovt at møde en masse nye mennesker. Teamet af frivillige og trænere har været fantastisk og vi har haft det sjovt til alle træningerne. Men det bedste har været at skabe motivation blandt børnene og hjælpe dem til at tro på sig selv, siger Anthony Lopez, Playmaker i GAME.

At have frivillige kræfter og stærke rollemodeller er særligt vigtigt, når man har en ambitiøs målsætning om at få flere i gang med street soccer, street dance, parkour og street basket. I dag støttes gadeidrætten nemlig ikke via tipsmidlerne ligesom den traditionelle idræt i foreningerne. Det bliver der forhåbentligt lavet om på, når politikerne på Christiansborg senere på året skal revidere spilleloven.

– Uden de mange Playmakers som Anthony, ville det ikke kunne lade sig gøre. Med deres indsats kan vi i dag nå ud til dobbelt så mange boligområder, som vi kunne for bare to år siden. De mange børn, som deltager i træningerne, oplever at de bliver anerkendt for deres indsats på boldbanen og bliver en del af gadeidrættens positive fællesskab. Det kan være med til at opbygge selvværd og modvirke, at nogle ryger ud i en kriminel løbebane. Vi håber meget, at politikerne også vil få øjnene op for det store potentiale, som gadeidrætten rummer, fortæller Mikkel Selmar, projektleder i GAME.

Og indsatsen gør en forskel. En undersøgelse fra Syddansk Universitet viser, at fire ud af 10 af de børn og unge, som ikke var idrætsaktive før de kom med i gadeidrætsaktiviteterne, også bliver idrætsaktive i anden sammenhæng.

Yderligere information, kontakt venligst:
Simon Prahm, direktør i GAME. Tlf. 2728 8160. E-mail: sp@gamedenmark.org.

GAME er en dansk baseret non-profit organisation, som i mere end 10 år har arrangeret gadeidrætsaktiviteter med særligt fokus på forebyggelse af konflikt og marginalisering. GAME arrangerer aktiviteter i 32 udsatte boligområder over hele Danmark. På gadeplan har organisationen over 70 gadeidrætsinstruktører og 150 frivillige, der gør de mange aktiviteter på asfalten mulige at gennemføre. I 2010 slog GAME i samarbejde med Københavns Kommune portene op for GAME København et hus for gadeidrætten, hvor de unge i københavnsområdet kan dyrke deres passion for den uformelle idræt året rundt.