Overraskende tal for danskernes idrætsdeltagelse?

Så er der kommet dugfriske tal på danskernes idrætsdeltagelse. Denne gang fra GAME, som har fået Analyse Danmark til at kigge på hvordan idrætsbilledet ser ud blandt voksne danskere med særligt fokus på gadeidrætten. Her siger 64 procent af danskerne, at de dyrker idræt i en eller anden udstrækning, 22 procent af danskerne er aktive medlemmer af en idrætsforening og 38 procent dyrker selvorganiseret idræt (GAME, 2015).

GAME_Roskilde
Gadeidræt i Æblehaven, Roskilde. Foto: Caroline Bohn, 2015

Tallene er enten overraskende eller knapt så overraskende. Hvis udgangspunktet er Idrættens Analyseinstituts (IDAN) seneste afdækning af danskernes idrætsvaner (IDAN, 2011), så er de nye tal ganske overraskende. IDANs undersøgelse peger nemlig på, at hele 41 procent dyrker idræt i en forening. Men kigger man på Den Europæiske Kommisions undersøgelse fra 2014 (EC, 2014), er det samme tal 22 procent. Med dette perspektiv er de nye tal knapt så overraskende.

Dette afføder en række spørgsmål, hvoraf det væsentligste må være, hvilket af de to tal der er tættest på virkeligheden. Her er det værd at tage et nærmere kig på metoden – beklager at det bliver lidt nørdet, men djævelen ligger som bekendt i detaljen.

Mens EU og Analyse Danmarks undersøgelser med hhv. 1.010 og 1.052 interviews kun lige akkurat når op på det nødvendige minimum for at kunne være repræsentative for den danske befolkning, så forholder det sig anderledes med IDANs. Her har man sendt spørgeskemaer ud til hele 9.074 voksne, men trods en ihærdig indsats for at få det 20 sider lange skema retur, er svarprocenten helt nede på 43,6 procent.

Dette er sandsynligvis den væsentligste årsag til at IDANs tal for foreningsdeltagelsen er blevet 86 procent højere end både EU og Analyse Danmarks tal. Antager man lidt firkantet, at de idrætsaktive danskere er mere motiveret for at returnere et spørgeskema om deres idrætsdeltagelse, end dem, for hvem spørgeskemaet taler til deres dårlige samvittighed, så har vi måske forklaringen. Det er derfor rigtig trist, at svarprocenten for undersøgelser af danskernes idrætsdeltagelse er faldet støt siden man første gang spurgte til emnet i 1964.

Personligt krydser jeg derfor alt hvad der kan krydses for, at IDAN i deres kommende undersøgelse, som er planlagt at blive igangsat i efteråret spørger mere ind til den voksende gadeidræt samt at der benyttes interviews frem for spørgeskemaer. Det tror jeg personligt ville give et mere retvisende billede af, hvor mange danskere der er aktive hvor. Dette er selvsagt vigtigt for at kunne træffe kvalificerede beslutninger på et oplyst grundlag for hvilke indsatser der skal til, for at vi som samfund kan få flere i gang med et fysisk aktivt liv. Til glæde for samfundet, som vil kunne begrænse den fysiske inaktivitets omkostninger på sundhedsbudgetterne. Og til glæde for den enkelte, som vil kunne forvente at leve længere og få flere år med godt helbred.

Advertisements