Løsningen på vores krise hedder integration

Danmark er i krig og EU er i krise. Og i går blev trepartsforhandlingerne, som skal sikre bedre integration på arbejdsmarkedet skudt i gang. Heldigvis, fristes man til at sige. Hvad mange overser er nemlig, at de mange flygtninge, som krigen i Syrien forårsager, kan vise sig at være løsningen på EU og Danmarks krise. I modsætning til det altoverskyggende fokus i størstedelen af de nationale medier, er den demografiske krise Europa står overfor i det 21’ende århundrede en langt større trussel mod vores velfærd end flygtningekrisen. Hvis vi formår at skabe god integration og se de nytilkomne som ressourcer frem for problemer, kan flygtningekrisen tilføre os de hoveder og hænder, som vi ved vi kommer til at mangle om ikke så mange år. Dermed kan den ene krise hjælpe os med at overkomme den anden.

Med vildledninger i Libanesiske aviser, er Danmark gået langt for at begrænse antallet af asylsøgere. Medierne har været hurtige til at tage begrebet “flygtningestrøm” til sig, selvom de omkring 15.000 personer, der har søgt om asyl i 2015 reelt kun udgør en kvart procent af befolkningen. Med finurlige krumspring og uhørt hastebehandling af lovforslag, har man forsøgt at bøje reglerne, så Danmark i dag næppe lever op til de internationale konventioner. Noget der for ganske få år siden var helt utænkeligt. I dag er det nærmest blevet normen blandt Danmarks tre største partier at skubbe til grænsen. Det anses ikke længere som uhørt at gå imod vedtagne internationale konventioner og ej heller pinligt, når EU og FN retter deres kritik mod os. Dette har både Dansk Institut for Menneskerettigheder og ombudsmanden tydeligt gjort opmærksom på ved flere lejligheder. Derudover vælger regeringen trods kritik, at placere flygtninge og asylansøgere under forhold og på steder, som direkte modvirker integration. Det fremstår som om, at man fra politisk side decideret ønsker at forhindre en integration. En integration, som skændslen i Køln ved indgangen til det nye år kun har understreget vigtigheden af.

En historisk chance
Med den aktuelle politik forspilder vi en historisk chance for at skabe udvikling og stabilitet – i nærområderne, men også herhjemme. Danmark og resten af EU står nemlig over for en langt mere grundlæggende krise. Kigger man på vores fødselsrater skal vi helt tilbage til 1960’erne for at vi som danskere har været i stand til at reproducere os selv. Denne demografiske udvikling betyder, at der om 50 år vil være halvt så mange i den arbejdsdygtige alder, til at sørge for hver person over 65 år. Dette vil få voldsomme konsekvenser for hele vores velfærdssamfund, hvis ikke vi handler i tide. Og her er det smukke, at hvis vi formår at integrere de mange nytilkomne mennesker, som har forladt deres hjemland, for at søge sikkerhed i Danmark, vil vi kunne skabe en lysere fremtid for både dem og os.

Alireza_GAME_Esbjerg
Foto: Daniel Hjorth

Integrationen sker ikke af sig selv, men kræver en målrettet indsats for at lykkes. Og selvfølgelig er der grænser for hvor stor en mængde vi kan optage. I integrationsdebatten har fokus den seneste tid særligt været på arbejdsmarkedet, men ingen sektor kan alene løfte denne opgave. For at få integrationen til at lykkes, så de nytilkomne kan blive en ressource og ikke en byrde for staten, skal vi udnytte civilsamfundets evne til at bygge bro langt bedre. Og her har idrætten noget særligt at tilbyde. Her kan børn og unge mødes på tværs af sprog, religion og etnicitet for at spille, konkurrere og svede sammen. Ved at indgå i et kropsligt fællesskab bliver fokus flyttet fra forskellighederne til den fælles passion for at spille fodbold eller stå på skateboard.

I GAME har vi haft fornøjelsen af at se, hvordan ressourcestærke minoritetsunge fra ressourcesvage boligområder med en lille smule hjælp, har været i stand til at løfte deres lokalområde. En af dem er Alireza Lavasani, der 2 år gammel landede på den jyske vestkyst som flygtning fra Iran. Gennem dansen lykkedes det ham, at opbygge et community af ligesindede, som ikke havde råd til dyre kontingenter, men som brændte for den dans de via videoer på YouTube fandt inspiration i. Hans vedholdende indsats har Esbjerg Kommune sammen med en række private fonde valgt at støtte op omkring. I sidste måned kulminerede det med borgmesterens åbning af GAME Streetmekka Esbjerg. I den nyåbnede idrætsfacilitet, vil Alireza og andre lokale ildsjæle med gadeidrætten som redskab skabe lettilgængelige, fleksible og inkluderende fællesskaber på tværs af etnicitet for byens børn og unge. Huset har fået en flyvende start og har efter blot en måned rundet de første 900 medlemmer.

Hvis vi ser de nytilkomne som ressourcer og hvis vi får samfundets forskellige sektorer til målrettet at sætte ind med de tiltag, vi i dag ved virker, vil vi kunne lykkes. Vi vil kunne fortsætte traditionen for at udvikle vores kultur samtidig med, at vi holder fast i centrale principper som demokrati, menneskerettigheder, religions- og ytringsfrihed. Det vil dog kræve et visionært politisk lederskab frem for et drevet af frygt. Et lederskab, som overholder vores internationale forpligtelser og som helhjertet går ind i arbejdet for at skabe god integration.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s