Mere fællesskab end forening

Nye tal fra Idrættens Analyseinstitut (IDAN), viser, at for første gang siden 1964, hvor man begyndte at lave nationale idrætsundersøgelser herhjemme, er der tilbagegang i danskernes idrætsdeltagelse. Tallene som officielt først bliver offentliggjort til sommer i rapporten Danskernes motions- og sportsvaner 2016 viser, at danskerne samlet set er mindre fysisk aktive, end for fem år siden. Mere præcist er der en tilbagegang fra 64 % til 61 %. Og som noget nyt, er det særligt hos børn og unge, at pulsen sjældnere kommer op. I disse år, hvor vores to store nationale idrætsorganisationer DIF og DGI er gået sammen om at løfte danskernes idrætsdeltagelse, kan dette virke noget overraskende. Men at løfte idrætsdeltagelsen har jo aldrig alene været DIF og DGI’s ansvar. Lad os i fællesskab tage arbejdstøjet på, og få gjort noget ved det.

I lørdags var det Gadeidrættens Dag. Fra Nakskov til Aalborg inviterede lokale fælleskaber af ildsjæle til events, hvor man kunne prøve gadeidrætten på egen krop: Parkour, skate, street fodbold, cyr wheel er bare et lille udsnit. Det skete, fordi der findes en National Platform for Gadeidræt, som helt uden om det etablerede idrætssystem stimulerer de selvorganiserede miljøer på gaden. Noget der med stor sandsynlighed har været medvirkende til, at løbehjul, rulleskøjter og skateboarding i dag er rykket op som den fjerde største børneidræt efter fodbold, svømning og gymnastik. Ud af de 10 største børneidrætter, er gadeidrætten sammen med styrketræning de to eneste, som er vokset i løbet af de sidste fem år.

Platformen er der behov for, fordi selv-organiserede fællesskaber som gadeidræt har en tendens til at blive devalueret som ‘uorganiserede’ og dermed mindre legitime i de nationale og kommunale prioriteringer – både når det kommer til adgang til kommunale faciliteter og til midler via folkeoplysningsloven. Det er tid til at ruske systemerne omkring begreber som ’forening’ og ’idræt’, så der bliver plads til det mylder af fællesskaber og aktivitet, der ikke kan eller vil være i det etablerede.

Gadeidræt er bevægelse og fællesskab, der bruger gaden. Både som fysisk lokalitet og som kultur. De største gadeidrætter er parkour, skate, street basket, street soccer og street dance. Det er kendetegnet ved fællesskaber, som er selv- eller semiorganiserede og hvor regler og krav er et fælles anliggende for deltagerne. Gadeidræt er vigtig for vores fælles sundhed, mangfoldighed, frivillighed og inklusion, fordi det har en særlig evne til at tage livtag med barrierer, som afholder mange børn og unge fra at være aktive.

Okay, gadeidræt er godt. Så hvad er problemet? Problemet er den måde, vi ser på ’forening’ og de systemer, der er sat op for at kunne agere som fysisk og demokratisk civilsamfund.

Kommunerne bruger årligt 3,5 mia. på idrætsfaciliteter – som man skal være forening eller skole for at benytte. Det samme er tilfældet for at få støtte iht. folkeoplysningsloven. Problemet er, at det ekskluderer mange fx unge, rastløse eller ressourcesvage, at man skal lave vedtægter, vælge formand og sekretær, afholde generalforsamling med indkaldelse 14 dage i forvejen. Og at man skal kunne det, for at være en forening, så man kan bruge faciliteter.

I foreningsdanmark er idrætten domineret af DIF/DGI, som langt er de største spillere med en politisk besluttet fordeling af tips- og lottomidler, hvor der står DIG/DGI på knap 600 millioner af kronerne. Det er en monopoliseret position, som kan formulere dansk foreningsidræt som sundt, demokratisk opbyggeligt og et redskab til inklusion og integration. Men hvad med alle de andre aktører, som gennem de senere år er lykkedes med at få gang i de idrætssvage målgrupper, som mange foreninger interesserer sig mindre for?

esbjerg_047-1200x511

Gadeidrættens lave tærskel til deltagelse kan tiltrække socialt, økonomisk og kulturelt udfordrede børn og unge, som snubler i den etablerede foreningsidræt med fokus på førsteholdet og høje krav til ressourcer, kulturkendskab og opbakning fra hjemmeadressen i udsatte boligområder. Og gadeidrættens DNA som selvorganiseret, fleksibelt, do-it-with-others-drevet kan tiltrække de rastløse, innovative og iværksætterne, som selv vil have ejerskab, selv bygge, opfinde og udvikle deres passion.

Pågående forskning viser, ”at der findes er mange danske unge og voksne, som har realistiske og nytænkende ideer, som kan berige måden, hvorpå der skabes rum for idræt og bevægelseskulturer i Danmark. Til trods for at disse personer er initiativrige og nytænkende, oplever flere en miskommunikation og manglende samfundsmæssig legitimering af deres baggrund som selvorganiserende, hvilket medvirker til, at deres projekter ofte forbliver på et indledende stadie.” (Anne-Lene Sand, ph.d., adjunkt.)

Hvad er så løsningen? Vi kommer et stykke ad vejen ved at tilbyde interessant og relevant bevægelse til gadefolket ved, at det etablerede foreningsdanmark prioriterer gadeidrætten, som vi ser en tendens til nu. Men skal vi tage gadeidrætten og dens fællesskaber alvorligt (og det skal vi), så skal vi OGSÅ tilbyde vækstmiljøer uden for det etablerede foreningssystem. En slags ’urban gardening’, hvor gadeidrættens græsrødder får lov at udvikle sig frit. Det kræver, at vi tør give initiativet fri, og støtte fællesskaber, der ikke nødvendigvis kræver organisering i foreninger. Den Nationale Platform for Gadeidræt er et oplagt eksempel. Den Nationale Platform for Gadeidræt er blevet til, ved at Nordea-fonden er trådt til med en bevilling, der gør, at vi i tre år kan give støtte til ’søm & skruer’ og rådgivning til en mangfoldighed af initiativer, fællesskaber, enkeltpersoner og kommuner. Her kan de vokse fra et sted, som ikke allerede er fastlåst i forhold til organiseringsformen.

kærepolitikere

Lige nu har gadeidrætten ikke nogen plads i vores fælles prioriteringer. Vi er i den heldige situation, at en række store danske fonde har set potentialet for at udvikle gadeidrætten som vækstlag. Men hvad sker der, når deres støtte stopper? Hvem skal sikre, at der også er lettilgængelige og fleksible aktiviteter i lokalområdet på den lange bane?

Det bør være en politisk opgave at sikre, at vi som samfund tilbyder og tiltrækker dem, der falder i snubletrådene i det etablerede idræt. Derfor har vi inviteret alle landets politikere og andre med lyst til leg på asfalten ud på gaden, for at opleve gadeidrættens mange kvaliteter. Du kan hjælpe ved at dele vores kampagne og selv komme med ud på asfalten!

Del kampagnen ”Flere børn på gaden”
Se hvor du kan finde gadeidræt nær dig

[ En kortere version af dette blogindlæg er bragt i Dagbladet Information 24. maj 2016 ]

Advertisements