16 byer lægger asfalt til DM-kvalifikation

16 byer lægger asfalt til DM-kvalifikation

Det er årstid for at vise sine evner på asfalten frem og dermed tid til den årlige fejring af gadeidrætten rundt om i landet. Den 27. maj – 14. juni rammer Street GAME 16 forskellige byer med bl.a. freestyle dance battles, street soccer turneringer og street basket turneringer med DM-kvalifikation. Alle børn, unge og andre med et hjerte der banker for gadeidræt kan se frem til en fest under åben himmel, når Street GAME tager på tour.

Den sidste måneds tid, har der været fuld gang i forberedelserne til årets store gadeidrætsturnering ude i nogle af landets mest udsatte boligområder. Med træning flere gange om ugen, har børn og unge rundt om i landet fået pudset formen af, så de nu er rustet, når Street GAME turnéen rammer dem. Unge rollemodeller har instrueret og koordineret aktiviteter i basket, fodbold, parkour og dans, og de vil også have en central rolle når turneringerne skal løbe af stablen.

”Jeg glæder mig særligt til at se gadefodbolden blive foldet ud i år. Med 16 stop rundt om i landet, når vi ud til deltagerne der, hvor de bor. Uden de nyuddannede unge rollemodeller kunne vi ikke gøre det. De er med til at koordinere eventen og vil på selve dagen spille en central rolle. Med dem er det muligt for os, at få endnu flere med i legen på asfalten”, fortæller Reva Hagins, projektleder i GAME.

Til Street GAME bliver aktiviteterne foldet ud med prominente gæstetrænere og kunstnere. I løbet af touren kan deltagerne f.eks. møde den professionelle basketspiller Jonas Zohore, når han lægger vejen forbi Street GAME i Aalborg, Horsens og Herning. Jonas startede for 10 år siden med at spille på gaden med GAME og har de senere år levet af at spille basketball i bl.a. Spanien og Cypern.

Udover turneringerne i basket, fodbold og dans, byder programmet også på street art, parkour og street dance workshop, hvor alle kan møde op og være med. Tilmelding til turneringerne kan ske på selve dagen eller via gamedenmark.org, hvis man vil være sikker på en plads. I fodbold spilles der 4-mod-4 (1 udskifter) og i basket spilles 3-mod-3 (1 udskifter). Vinderne kvalificerer sig til det store finale arrangement i København 23.-24. august 2014.

Aktiviteterne afvikles i samarbejde med lokale samarbejdspartnere i boligområderne og Danmarks Basketball-Forbund. De er støttet nationalt via Satspuljen og lokalt via kommunerne og boligområderne. Derudover er en række private donorer med til at muliggøre aktiviteterne. Her kan nævnes Edith & Godtfred Kirk Christiansen’s Fond, Bikubenfonden og Nordea-fonden samt sponsorerne Nordic Sugar, Hummel og Faxe Kondi.

Street GAME er gratis, og alle er velkommen. Det hele foregår den fra 27. maj – 14. juni i følgende byer:

  • 27. maj: 2200 Mjølnerparken i København (Mimersparken for enden af Borgmestervangen)
  • 28. maj: 2640 Charlotteager i Høje Taastrup (Pladsen foran Hedehushallen, Charlottegårdsvej 4)
  • 29. maj: 7400 Holtbjerg i Herning (Bag Holtbjergskolen, Valdemarsvej 40)
  • 30. maj: 9000 Skelagergårdene i Aalborg (Banen ved Skelagervej 187)
  • 31. maj: 8700 Sundparken i Horsens (Sundparken ved Hybenvej 8)
  • 1. juni: 6400 Søgræsvej i Sønderborg (P-pladsen ved Søgræsvej)
  • 2. juni: 5240 Vollsmose i Odense (P-pladsen ved Camp U, Vollsmose Allé 20)
  • 3. juni: 4700 Sydbyen i Næstved (Bag Sydbyskolen, Parkvej 109)
  • 4. juni: 4200 Ringparken i Slagelse (Ved Oasen, Albert Ibsensvej 1)
  • 5. juni: 2860 Høje Gladsaxe (Byens Arena, foran Høje Gladsaxebebyggelsen mod Gladsaxevej)
  • 6. juni: 2610 Kærene i Rødovre (Rødovre Rådhusplads, Parkvej 150)
  • 10. juni: 2650 Avedøre (Banen ved Avedøre Tværvej 91)
  • 11. juni: 4000 Æblehaven i Roskilde (Ved Æblehavens Beboercafé, Æblehaven 82)
  • 12. juni: 2605 Brøndby Nord (P-arealet ved Brøndby Nordvej 249)
  • 13. juni: 2750 Hedegården i Ballerup (P-plads bag Hedegårdscenteret)
  • 14. juni: 4300 Bjergmarken i Holbæk (Banen ved Bjergmarken 2)

gamedenmark.org/aktiviteter/streetgame kan man læse hvilke aktiviteter programmet indeholder i de enkelte byer.

Åbent brev til Kulturministeren

Åbent brev til Kulturministeren

Er Danmark ved at få en ny progressiv idrætspolitik? Måske. Kulturministeriet har lagt en udredning om idrættens økonomi og struktur på Folketingets bord. I Jyllands Postens dækning af de aktuelle forhandlinger på Christiansborg om dette oplæg, lægges der op til, at “et nybrud i dansk idræt” er på vej. Dette er måske at tage munden for fuld?

De to største og ældste idrætsorganisationer – DGI og DIF – er nemlig godt i gang med at forpurre nybruddet til fordel for en fastfrysning af status quo. Deres veltrænede lobbymaskiner har haft succes med at sprede rygter i medierne og på Christiansborg om at gadeidrætten skulle være kommerciel. Faktuelt forkert. Samtlige initiativtagere til en national platform for gadeidræt er organiseret som non-profit foreninger med en stærk kommunal forankring.

Med en årlig statsstøtte fra tipsmidlerne på over en halv milliard kroner er DIF og DGI ubestridt de mest begunstigede i dansk idræt. Til sammenligning får gadeidrætten 0 kroner fra tipsmidlerne. Det ville derfor klæde de to meget store organisationer at have format til at give plads til nytænkning, der støtter den stigende andel af danskerne, som vælger at dyrke idræt uden for de traditionelle strukturer. Aktuelt dyrker 22 pct. idræt i foreninger, mens 50 pct. dyrker udendørs-idræt på egen hånd.

Gadeidrætten har gennem de sidste 10 år bevist sit værd, og rummer et stort potentiale i forhold til at nå den yngre og fysisk mindre aktive del af de, som ikke er en del af DIF og DGI. Med bedre koordinering på tværs af kommunerne og gadeidrættens aktører, vil det være muligt at skabe et vækstlag for dansk idræt. Dette vil være et frisk pust i et foreningsliv, som i stigende grad har svært ved at rumme dem, som ikke lige passer ind. Den traditionelle idræt er godt i gang med at udvikle sig til en lukket klub for middelklassen og kun 3,6 pct. af medlemmerne i DGI kan prale af at have en anden kultur med i bagagen. Der er således langt op til de 10 pct., som indvandrerne udgør af den samlede befolkning. Til sammenligning har 66 pct. af deltagerne i GAME´s aktiviteter i gadeidræt anden etnisk baggrund end dansk, samt en tilsvarende høj andel af de frivillige, som muliggør aktiviteterne i 32 boligområder fordelt over hele landet. En evaluering fra Syddansk Universitet bekræfter værdien af disse aktiviteter, og peger på, at fire ud af 10 af dem som er inaktive når de møder op, bliver aktive via gadeidrætten.

Vi er dybt skuffede over, at DGI og DIF for egen vindings skyld, tilsyneladende kaster sig over små og økonomisk meget svage foreninger. Vi håber ikke, at kulturministeren eller ansvarlige politikere vil lade sig påvirke til endnu engang at forbigå de medlemsmæssigt succesfulde foreninger, som bl.a. står bag gadeidrættens fælles platform. Støtte til vores frivillige arbejde vil styrke mangfoldigheden og begrænse idrættens sociale slagside.

Når forhandlingerne i Kulturministeriet genoptages på onsdag tror vi på, at der er politisk vilje til at give Danmark den progressive idrætspolitik, som det høje støtteniveau giver plads til. Vi håber derfor, at JP får ret i sin profeti om, at der kommer et nybrud i dansk idræt.

GAME er en dansk baseret non-profit organisation, som i mere end 10 år har arrangeret gadeidrætsaktiviteter med særligt fokus på forebyggelse af konflikt og marginalisering. GAME arrangerer aktiviteter i 32 udsatte boligområder over hele Danmark. På gadeplan har organisationen over 70 gadeidrætsinstruktører og 150 frivillige, der gør de mange aktiviteter på asfalten mulige at gennemføre. I 2010 slog GAME i samarbejde med Københavns Kommune portene op for GAME København et hus for gadeidrætten, hvor de unge i københavnsområdet kan dyrke deres passion for den uformelle idræt året rundt.

Med venlig hilsen,

Vibeke Frank
Formand i GAME

Tre nye skateanlæg på vej

Tre nye skateanlæg på vej

Tusindvis af skatere rundt om i Danmark kan se frem til bedre muligheder for at mødes, rulle og skate. Nordea-fonden går nu i samarbejde med GAME, Realdania og TrygFonden om at styrke gadeidrætten.

Nordea-fonden giver 9 millioner til et etablere tre udendørs skateanlæg, der kan fungere som samlingssteder for børn og unge, der skater.

De tre nye skateranlæg skal placeres i forbindelse med de GAME StreetMekka faciliteter, der i løbet af de kommende år skal etableres i tre byer rundt om i Danmark med støtte fra Realdania, TrygFonden og de udvalgte kommuner. Gadeidrætsorganisationen GAME bidrager med sparring og skal stå for driften af faciliteterne.

– Med de tre skateanlæg får børn og unge et nyt udendørs mødested, hvor de kan hænge ud og være aktive sammen, når og som det passer dem, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter aktiviteter, der fremmer gode liv.

Skating er Danmarks sjette største børneidræt, og rigtigt mange børn og unge søger bevægelse på hjul, som et mere fleksibelt alternativ til det traditionelle foreningsliv. På trods af populariteten er der stor mangel på udendørs faciliteter til de rullende fællesskaber i Danmark.

– Gennem de senere år er gadeidrætten blomstret op mange steder i landet. Men når vi snakker med ildsjælene på gadeplan, hører vi ofte, at der mangler faciliteter, hvor man kan dyrke gadeidrætten året rundt. Vores håb er, at kombinationen af fede udendørs skateanlæg og indendørs gadeidrætsfaciliteter, vil skabe det mødested, som gaden skriger efter, siger Simon Prahm direktør i GAME.

Esbjerg er valgt som første by og GAME StreetMekka Esbjerg med tilhørende skateanlæg åbner i efteråret 2015.

– Jeg synes at hele idégrundlaget bag GAME StreetMekka, hvor man gør gadeidrætten og streetkulturen mere tilgængelig, og hvor man samtidigt skaber et samlingssted for byens børn og unge, er helt fantastisk, siger for Jakob Lose, formand for Esbjerg Kommunes Kultur & Fritidsudvalg.

– I GAME StreetMekka Esbjerg vil børn og unge kunne dyrke gadeidræt på det tidspunkt, der passer dem, og på den måde der passer dem. Jeg synes det er unikt, at Realdania, TrygFonden og Nordea-fonden støtter op omkring projektet, så vi i fællesskab kan skabe nogle rammer, der med fokus på bevægelse, tilgængelighed, brugerinddragelse og fleksibilitet, vil skabe et frisk pust til ungdoms- og idrætskulturen, fortsætter Jakob Lose.

Skaterne i Esbjerg glæder sig over udsigten til et udendørs skateanlæg.

– I mange år har vi drømt om en udendørs betonbowl, der kunne samle alle skaterne fra hele området. Nu går vores drøm endelig i opfyldelse, fortæller en begejstret Robert Hansen, skate-repræsentant i GAME StreetMekka Esbjerg brugerforum.

De to øvrige byer, der vil få et GAME StreetMekka med tilhørende skateanlæg, vil forventeligt blive valgt i løbet af 2014.

FAKTABOKS ESBJERG
Esbjerg er som den første af tre byer valgt til at få udviklet et mekka for gadeidræt – et GAME StreetMekka. Det er den gamle DSB remise, som forvandles til et asfalteret gaderum under tag med omkringlæggende udearealer til skate. Her vil byens børn og unge i fremtiden kunne dyrke street basket, gadefodbold, parkour, hip-hop dans, skateboarding og meget mere.

Målet med initiativet er at gøre gadeidrætten og streetkulturen tilgængelig for alle. Det skaber rum for det aktive og sunde liv hele året – også når vejret ikke tillader det.

Realdania og TrygFonden giver henholdsvis 35 og 10 millioner til at få udvalgt, udviklet og realiseret faciliteter til gadeidræt i tre byer, hvor gadeidrætten allerede blomstrer, men savner tag over hovedet. Foruden støtte til rådgivning, konkurrence, evaluering og formidling modtager Esbjerg Kommune 9 millioner kroner fra fondene samt en fondsafgift på knap 2 millioner kroner. Kommunen skal selv dække de resterende anlægsudgifter samt  Drift af anlægget i en 10-årig periode.

Nordea-fonden giver 9 millioner til realisering af udendørs skateanlæg i forbindelse med de tre indendørs faciliteter, hvoraf anlægget i Esbjerg støttes med 3 millioner.

Realiseringen af de tre nye GAME StreetMekkaer gennemføres i et partnerskab mellem Realdania, TrygFonden og Nordea-fonden. Gadeidrætsorganisationen GAME, der arrangerer gadeidræt i 32 boligområder rundt i Danmark og står bag idé og drift af det første GAME StreetMekka i København, bidrager med sparring og kvalificering til processen. GAME skal efterfølgende stå for driften af de nye GAME StreetMekkaer på baggrund af driftsaftaler med de udvalgte kommuner. Aktiviteterne vil blive arrangereret i samarbejde med lokale gadeidrætsorganisationer.

GAME StreetMekka Esbjerg forventes at åbne i efteråret 2015.

KONTAKT
Esbjerg Kommune: Borgmester, Johnny Søtrup, T: 2724 1200.
Esbjerg Kommune: Kultur & Udviklingschef, Mads Stendorf, T: 7616 1811
Realdania: Programchef, Marianne Kofoed, T: 3286 5211  
TrygFonden:  Evalueringschef, Dorte McGugan Pedersen, T: 4526 0807
Nordea-fonden: Kommunikationschef, Tine Wickers, T: 2840 8480
GAME: Direktør, Simon Prahm, T: 2728 8160
GAME: Udviklingschef, Mikkel Gjelstrup, T: 4057 5557

Læs mere: gamedenmark.org/gamestreetmekka/

GAME er en dansk baseret non-profit organisation, som siden 2002 har arbejdet for at udbrede gadeidræt og gadekultur. Med de unge som drivkraft afholder GAME åbne træninger på gadeplan i basket, dans, fodbold og parkour i udsatte boligområder i Danmark og Libanon. Målet er at sænke tærsklen til idrætsdeltagelsen, så flere kan komme med i legen og fællesskabet på asfalten.

I 2010 åbnede GAME i samarbejde med Københavns Kommune huset GAME København. Her kan byens unge dyrke gadeidrætten indendørs i uformelle rammer året rundt. Huset har døgnåbent og medlemspriserne er lave, så alle har mulighed for at være med.