Halvering af isprisen gør en forskel for Somaliland

Kom med på tur til Fair Fishing i Somaliland, hvor din udsendte har fået en rundvisning af Said Hussein og følt sig stolt over at være dansker


Man skulle tro, at en halvering af prisen på is var en god nyhed for alle børn med en sød tand
. Men i dette tilfælde, er det noget, som har positive konsekvenser for en hel nation. Isen der er tale om er nemlig frossen vand, som bliver brugt til at holde friskfanget fisk kolde i havnebyen Berbera, to timers kørsel fra Somalilands hovedstad Hargeisa. Ligesom man gør de fleste andre steder i verden, hvor man har en fiskeindustri.

Problemet i Somaliland har været, at fiskeribranchen stort set har været ikke-eksisterende siden borgerkrigen (1988-1993). Her blev bådene og infrastrukturen ødelagt. Fiskeriet var ellers kommet godt i gang efter at den somaliske regering i samarbejde med det internationale samfund havde opstartet sektoren i årene efter den første store hungersnød i 1977.

En af de væsentligste årsager til at fiskeindustrien har haft vanskeligt ved at komme i gang efter borgerkrigen, er at prisen på strøm er over 1 dollars pr. KWH – eller ca. fire gange så meget som i Danmark. Intet sted i verden er den dyrere. Og strøm, ja det skal man bruge i store mængder for at producere is til at holde fiskene kolde, så de kan blive solgt i hovedstaden og resten af landet.

Den dansk-somaliske organisation Fair Fishing har siden 2013 været med til at opbygge fiskeribranchen i Somaliland. Organisationen blev startet på en ide fra Jacob Johansen i lyset af det dengang stigende pirateri ud for Afrikas Horn.


I dag er det med 100 både og 45 aktive fiskeripartnere lykkedes at få fiskeriet i Berbera på fode. Med 6 frysecontainere doneret af Mærsk, er prisen på is blevet halveret. En nylig effektmåling fra Nordic Consulting Group (NCG, 2015) viser desuden, at efter man er begyndt at fabrikere og sælge fiskeudstyr (net, kroge, etc.) som en del af projektet, er fiskernes indtjening steget med hele 60 %.

Og hvad har alt dette så med pirateri at gøre? Jo, ved at styrke mulighederne for at skabe et livsgrundlag på lovlig vis, begrænses piraternes rekrutteringsmuligheder. Hvorfor blive pirat og risikere liv og lemmer, når man kan tjene gode penge på at være sin egen lykkes smed som fisker? Fair Fishing viser vejen.

Advertisements

GAME Årsrapport 2013

“Det bedste øjeblik i min Playmaker-tid indtil videre var, da hele danseholdet sad i bussen på vej til København til opvisningen ved GAME Finals. Mange af pigerne havde aldrig været længere væk end nabobyen, og alle var spændte, som om det var en tur til Los Angeles. Det var den vildeste oplevelse!”

Læs om Latife Jawhars dansehold fra Sønderborg og mange andre i den dugfriske årsrapport fra GAME. Enjoy!

En hyldest til gadens sejeste piger og drenge

Image
Billedtekst: Maja Panduro, Hassan Al-Rahimy, Simon Prahm

Her kan du læse min tale til de stolte Playmakers, som fik overrakt diplomer 4. oktober 2013:

Kære Playmakers. I dag graduerer I som GAM3 Playmakers efter at have bestået de tre undervisningsmoduler og en praktik på gadeplan. Her i GAM3 HQ skal det ikke være nogen hemmelighed, at vi var meget i tvivl om hvordan det ville gå. Ville “Hold 2” blive et 2. hold sammenlignet med de Playmakers, som modtog diplomer her i StreetMekka for et år siden? Vores frygt var, at vi havde drænet asfalten for gadeidrætsensusiaster og ville få svært ved at finde 50 egnede kandidater. Heldigvis tog vi fejl.

Undervejs har der været en stor udskillelse. I alt søgte 80 ansøgere om at komme med på programmet. 64 fik en plads på uddannelsen og startede i slutningen af januar 2013. 12 røg fra før praktikken og otte har endnu ikke bestået deres praktik. Det betyder, at der i dag er 44 får diplom.

Jeg har selv haft fornøjelsen af at deltage i nogle af jeres camps og har været overrasket over hvor mangfoldig en gruppe I er – noget I også selv har fremhævet undervejs i forløbet.

Image

F.eks. Vinh Nguyen, 18, Rising (Odense):
”At møde nye mennesker. Vi er så vidt forskellige, men respekten for hinanden har været god. Jeg føler, at så underlig som jeg er, så har folk accepteret det alligevel. Åbenhed, tryghed, venskab og humor har bl.a. været central for mig.”

eller Santi Oscar Hostrup, 19, Holtbjerg (Herning):
”Det bedste har været at møde alle de inspirerende unge mennesker, der ligesom mig brænder for at hjælpe andre og gøre en forskel.”

og Farheen W. Moughal, 18, Avedøre (Hvidovre):
”Personligt kan jeg tage alt det jeg har lært under uddannelsen med mig og prøve at gøre en forskel i mit eget boligområde, så de unge herfra også kommer væk fra kriminaliteten og i stedet bruger deres tid på noget sjovt.”

Men nogle har også givet udtryk for, at det ikke alt sammen har været lige let.

”Det sværeste for mig som dansker, hvis gymnasieklasse også er pæredansk, har været at sætte mig ind i de andres sted med anden nationalitet/kultur. I starten vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige i frygt for at krænke nogen. Men jeg har lært, at mennesker er ens, lige meget hvor man kommer fra.”

Ingen tvivl, om at I på det personlige plan er vokset siden vi første gang mødtes her i huset for knapt 10 måneder siden. Men I har også hjulpet os med at vokse, ved at levere en mærkbar og konkret indsats på gadeplan for at skabe inklusion, øge sundheden og forebygge kriminalitet. Med jeres hjælp, er det lykkedes at øge indsatsen fra 17 til 32 boligområder i hele landet – fra Sønderborg i syd til Aalborg i nord. Og helt konkret har I sat jeres fingeraftryk på 217 af de i alt 1.274 træninger, som GAM3 har afholdt i udsatte boligområder i år.

Ved de træninger, har I været håndgribelige rollemodeller, som deltagerne i særlig grad har kunnet relatere til. Fordi I er tættere på målgruppen aldersmæssigt end mange af vores andre instruktører. Men også fordi mange af jer bor i de samme områder, som deltagerne og dermed er synlige på en helt anden måde, end de instruktører, som kommer ude fra.


Et nyt program

Vores vision er, at nå ud til endnu flere børn og unge, som i dag ikke er del af et aktivt fritidsliv. Det vil vi gøre, ved at øge jeres engagement og ansvarsområde de kommende år. Hvor det i dag er 20 % af træningerne, som I er involveret i, så er det målet, at det om to år vil være 80 % af træningerne, som får glæde af jeres indsats.

Den øget indsats er nødvendig, da nye tal viser, at antallet af fattige børn er steget markant gennem de sidste 10 år. Og her er det særligt børn af forældre med anden etnisk baggrund, som er hårdt ramt. Mens der i årene med økonomisk krise er sket en fordobling af antallet af fattige børn med dansk baggrund, så er der samtidig sket – og hold godt fast – en femdobling af antallet af fattige børn med anden etnisk baggrund.

Da vi ved, at økonomiske barrierer er noget af det, som spiller ind, når vi snakker om børns idrætsdeltagelse, så kræver udviklingen, at der bliver skabt flere fleksible, lettilgængelige og billige alternativer på gadeplan, hvis ikke vi skal tabe en stor gruppe fremtidige borgere på gulvet.

Udover at vi håber, at I vil være med til at styrke indsatsen i de områder, hvor vi allerede er til stede, så er det også vores håb med det nye program, at vi kan slippe jeres virkelyst fri og få samværet omkring idrætten på asfalten til at blomstre op, overalt hvor viljen og engagementet er tilstede.

Målet er, at etablere lokale GAM3 foreninger, som kan danne en lokal og bæredygtig ramme omkring aktiviteterne. Og det er særligt her vi håber, at I vil være med som instruktører og frivillige ledere. Programmet hedder GAM3 Playmaker, fordi det netop er jeres ressourcer, vi ønsker at trække på.

I dag får I diplomer, roser og kasketter. Næste skridt bliver at udbrede legen på asfalten. Uanset om I vælger at gøre det som GAM3 instruktører, frivillige, eller som gadeaktivister, som selv stamper noget op af jorden i et områder, hvor der ikke tidligere har været aktiviteter, så er vores fornemmeste rolle, at bakke jer op, så vi sammen kan nå nye højder.

Kun døde fisk svømmer med strømmen. Lad derfor kreativiteten råde, når I skal ud og sætte aktiviteter i gang i jeres lokalområde – i samarbejde med vores partnere og engagerede korps af frivillige og instruktører i GAM3

Facebook med holdning

De to iderige og energiske knægte Stefan Tholstrup Schmidt og Simon Holmgaard har efterhånden rumsteret en del med deres nye initiativ TAG DEL. I denne uge blev webportalen så lanceret og jeg må sige, at den langt overgår forventningerne.

Image

Personligt synes jeg godt om ideen med at dele udfordringer på tværs af frivillige organisationer, i en tid, hvor nettet ellers mest benyttes til selvpromovering. Det sidste kan blive lidt skingert i længden – og ja, jeg falder også selv i en gang i mellem.

TAG DEL ønsker derimod at bringe folk sammen i et online community for at skabe de bedste løsninger, hvorefter det ambitiøse mål er, at brugerne efterfølgende skal gå sammen om at realisere dem. Som Stefan udtaler til TV2.dk: Vi vil gerne gøre det lettere for den enkelte borger i Danmark at bidrage og tage et medansvar for de udfordringer vi står overfor.

Jeg var selv lidt skeptisk, for hvad nytter det at kæmpe imod Facebook, som synes at suge og samtidig udvande den meste energi ud af selv den mest ihærdige online debattør. Men udover at det på TAGDEL.dk kan være svært at finde frem til organisationerne bag udfordringerne samt minimale bugs, som at man f.eks. altid kommer ind i en tom inbox og skal klikke en ekstra gang, før svar på ens posts kommer frem, så fungerer siden intuitivt og gnidningsfrit.

GAM3 har allerede fået en del input på hvordan vi kan løse udfordringen med stort frafald af frivillige og Splinx har fået input på hvordan de kan hjælpe “folket” til selv at skabe flere sportsaktiviteter for sig selv og hinanden.

Initiativet hostes af KPH og er støttet af Velux Fonden, Villum Fonden og Det Obelske Familefond. Thumbs up og god vind derudaf!

Det sociale enzym og vejen ud af krisen

Billede
Er det alene markedet og erhvervslivet, som skal redde os ud af den økonomiske krise, eller har civilsamfundet også noget at byde på? Jeg faldt over et spændende kronik fra Jesper Nygård (adm. direktør, KAB), som har gjort sig nogle interessante tanker omkring hvad der skal til for at bære vores velfærdsstat videre i de kommende år, hvor presset på den vil blive øget af globalisering, pres på skatterne, økonomisk krise, etc. I et debatindlæg på danskekommuner.dk siger Nygård:

“Jeg tror, at løsningen ligger i en stærk kobling mellem de tre sektorer – staten, markedet og civilsamfundet. En vision om, at vi skal have frivilligheden og engagementet fra civilsamfundet, virketrangen fra markedet og den faglige tyngde fra den offentlige sektor til i meget større omfang at arbejde sammen og understøtte hinanden. Mit bud er, at der ligger en fantastisk mulighed i denne kobling. Der gemmer sig potentielt et socialt enzym, der kan frigøre vilde mængder energi.”

Andreas Hjort Frederiksen og hans team hos Social+ er inde på noget af det samme. De foreslår f.eks., at man på jobcentret bliver mødt med muligheden for at lave frivilligt arbejde den første måned i stedet for de knapt så meningsfulde CV-kurser.

Alt sammen er interessante tanker og netop det vi i GAM3 også forsøger at arbejde med. Kan man f.eks. frigøre den energi og det kreative potentiale, som de unge PlayMakers og KeyPlayers rummer, så vinder vi alle på det – både individ og samfund.

Hvis du vil mere i dybden med temaet, så hent hele publikationen “Det sociale enzym – essensen af tanker om et velfærdssamfund” (pdf).

Sådan skrues en succesfuld ungestrategi sammen

Ungestrategier vokser livligt frem i kommuner over hele landet i disse år. Men hvad er rationalet for dette nye tiltag i en tid, hvor velfærdsdanmark er på skrump? Og hvordan ser en god ungestrategi ud?

Tidligere har kommunerne sammentænkt tilbuddene for børn og unge, men i de senere år er mange kommuner kommet frem til, at teenagere ikke har mere til fælles med småbørn, end de har med voksne. Stigende ungdomsarbejdsløshed, stort frafald på ungdomsuddannelserne og flugt fra Udkantsdanmark er yderligere med til at adressere behovet for en selvstændig strategi, som ofte skabes på tværs af kommunens forvaltninger. Formålet er bedre at kunne målrette indsatsen over for denne vigtige gruppe af borgere, som skal være med til at bære vores samfund videre i en tid præget af globalisering og øget konkurrence – både mellem byerne på nationalt plan, men også mellem nationer på internationalt plan.

Et vigtigt element i ungestrategierne er kultur og fritidslivet. Selvom mange kommuner bryster sig af at have et blomstrende foreningsliv, så ser billedet knapt så rosenrødt ud, når snakken falder på de unges deltagelse i selvsamme. Her rapporteres i stigende grad om frafald blandt de 13-19 årige. Den samme tendens gør sig gældende i ungdomsklubberne, hvor andelen af 7.-9. klasses elever, som er medlem af en ungdomsklub, er faldet fra 35 % til 25 % de sidste 10 år. Samlet set er der i dag 25 % af 9. klasseeleverne som ikke går til nogen faste fritidsaktiviteter og en tilsvarende andel, som er fysisk inaktive.

Tallene afføder mange spørgsmål. Hvorfor forlader de unge foreningerne og ungdomsklubberne? Hvad kan vi gøre for at fastholde dem? Men frem for at svare på disse, så lad os i stedet tage den berømte tur i helikopteren og spørge; Er dette overraskende? Og er der i det hele taget tale om et problem?

I december 2012 var GAM3 vært for Street Party’s Årskonference med temaet ”Ungestrategier og streetkultur”.
I december 2012 var GAM3 vært for Street Party’s Årskonference med temaet ”Ungestrategier og streetkultur”.

At de unge i dag ikke gør, som de altid har gjort, er vel næppe overraskende. Revolution hører ungdommen til, og det kan være nok så svært at gennemføre, hvis det hele skal foregå inden for de rammer, som ens bedstemors barnsben betrådte. De første idrætsforeninger herhjemme blev etableret for over 100 år siden. Ungdomsklubberne, som blev etableret i efterkrigstiden, har efterhånden også en del år på bagen. Begge institutioner har gennem årene spillet en væsentlig rolle i omstillingen fra landbrugs- til industrisamfund, hvor de unge skulle dannes og formes til at møde til tiden, være effektive og socialiseres ind i fællesskabet.

At ungdommens kreativitet, vildskab og energi nu søger nye veje, er derfor ikke overraskende, men nærmere naturligt. Hænger man fast i en forældet romance om, at fritidslivet i dag forener høj som lav i samfundet, så kan det forekomme som et problem. Men denne inkluderende evne er på retur, da foreningslivet mange steder er blevet polariseret i en sådan grad, at der sjældnere og sjældnere er plads til de ressourcesvage på klubbernes ungdomshold. Ikke pga. habitus, hudfarve eller kulturel baggrund, men pga. et tilvalg af hende, hvis forældre har slæbt hende med til træning siden 4-6 års alderen frem for hende, som ønsker at starte som 13 årig. Der er jo mesterskaber, som skal vindes, så medmindre kommunen kan lokke med projektmidler og partnerskaber, er det svært at modvirke denne sportens logik.

Men er det et problem, at de unge i stigende grad fravælger foreninger og ungdomsklubber? I disse år, hvor vi som nation forsøger at finde vores ben i et globaliseret videnssamfund, er det vel kun at betragte som en styrke, at ungdommen ikke er bange for at gå nye veje. At det er kreativitet og entreprenørskab frem for produktivitet vi skal konkurrere på, hvis vi skal slå kineserne, er ikke nyt. Det smukke er, at mange af de nye aktiviteter, som vokser frem blandt de stakkels ”forenings- og klubløse” unge i disse år, netop rummer svarene på denne udfordring. Gadeidræt som parkour, streetbasket og skateboarding anvender alle byrummet på en ny og mulighedsorienteret måde. Do-It-Yourself initiativer lægger ansvaret over på mikro-lokale fællesskaber og rummer dermed en mulighed for at tilsidesætte dansk brokkekultur. Hver dag træder nye unge i karakter som kulturskabere og eventmagere under titler som f.eks. Mindspottere, GAM3 PlayMakers, eller hvad den lokale betegnelse for en ung, som ønsker at gøre en forskel for andre unge gennem sociale eller kulturelle projekter nu måtte være. I kommuner med en succesfuld ungestrategi, er kulturskabelsen dermed i gang med at blive flyttet fra de ansatte voksne til de frivillige unge. Eller med andre ord – fra institutionerne til gaden.

Her følger tre gode tips til hvordan kulturelt og socialt entreprenørskab kan indgå, når en succesfuld ungestrategi skal skrues sammen.

  1. Lad de unge være den definerende kraft. Undgå blot at spørge de unge til råds – giv dem mulighed for at stå ved roret og være med hele vejen i processen. Opret f.eks. en pulje der kan søges uden for meget bureaukrati. Det behøver ikke være store beløb – for 1.500 kr. kan man få mange ting til at ske, hvis man er 16 år gammel. En lektiecafe eller en flash-mob på gågaden med sminke og balloner behøver ikke koste mere en et par hundrede kroner, men kan være med til at styrke medborgerskabet hos initiativtagerne i væsentlig grad.
  2. Tag udgangspunkt i de unges ressourcer. De unge kulturskabere skal med al sandsynlighed findes blandt den mere ressourcestærke gruppe af unge. For at undgå en skæv kulturpolitik, er det derfor vigtigt, at deres initiativer er inkluderende over for unge uden for deres egen snævre omgangskreds. Det kan løses, ved at stille det som krav for at opnå støtte, at aktiviteterne rækker ud og inkluderer andre unge i kommunen. Og ved at fortælle initiativtagerne, at de vil få langt flere Facebook-likes ved at komme bredere ud.
  3. Tænk uden for de traditionelle strukturer. Kontakten med initiativtagerne skal ikke forankres i ungdomsklubben, som de unge har valgt fra. Prøv i stedet med biblioteket, en cafe, eller et helt tredje neutralt sted. De pædagogiske kompetencer hos personalet i ungdomsklubben, kan imidlertid sagtens anvendes. De kan f.eks. være nyttige i forhold til at støtte de unge i projektudviklingsprocessen – f.eks. som et coaching forløb – så ikke små bump på vejen får lov at lægge projektet ned.

Der er dermed nok at tage fat på, når forrige århundredes kultur- og fritidspolitik skal nytænkes. Men som eksemplerne viser, så behøver det ikke koste alverden og det kan ligefrem blive en spændende rejse, at lade de pædagogiske kompetencer hos medarbejderne i de tomme ungdomsklubber komme i spil på en ny og aktiverende måde. Vigtigst af alt, vil det styrke de unges entreprenørskab, hvilket vi som nation har hårdt brug for, hvis vores høje levestandard skal kunne fastholdes for de kommende generationer.

En hyldest til entreprenørskab

Under læsningen på mit MBA-studie hos Henley er jeg faldet over nedenstående hyldest til de små virksomheder og entreprenørskab. Citatet stammer fra den amerikanske senator Robert Taft, som I 1944 understregede vigtigheden af, at USA igen begyndte at gøde jorden for de små og mellemstore virksomheder.

Small business, to a large extent, is the basis of our whole free enterprise system. That system is not free unless men with ability and courage are able to enter into it on their own account. It is not free if every man in the United States is only an employee who cannot rise above that status. Large business units may have many advantages. In some industries, like the utilities and the manufacture of steel, they must be large and require large units of capital. But large business units, like units of government, tend to settle down into fixed grooves. They adopt methods which cannot be easily changed. There is little incentive among their many employees to develop new ideas or new methods. Our whole system depends on rewards for individual work, individual initiative, genius and daring.
(Taft, 1944)

Jeg synes stadig, at det holder. Vi bliver som nation nødt til at få mere gang i entreprenørånden herhjemme. Tal fra England viser, at kun en ud af 10 virksomheder overlever de første 10 år. Der skal derfor en del opstartsvirksomheder til, før velfærdsstatens indtægtsgrundlag er fremtidssikret.

Blog at WordPress.com.

Up ↑