An example for the world to follow?

Yesterday I had the pleasure of opening the 2017 Season Start-up Playmaker Camp for 102 young volunteers in Beirut, Lebanon. With street sports activities starting up in new neighborhoods across the country from Sour in the South to Tripoli in the North, it was a great opportunity to let the young role models know how special they are. In this blog-post you can read part of the speech and learn why:

I would like to give you a special welcome to all our newcomers – I hope you will find the program today both interesting and empowering. And when you leave this afternoon you may even know one or two people you wish to add on Facebook. And to all our returning Playmakers, let’s make sure to reach out to all our newcomers and make this Playmaker Camp as good as the previous ones.


The world needs you

The world needs you more than ever! With Trump in office in the US, Britain leaving the EU, and the evolving civil wars in Syria and Iraq, the world is becoming more divided as we speak. Minorities are under pressure – from Muslims in the US, Jews in London, to Kurds in Turkey.

Here in Lebanon you have a proud history. Yes, you’ve been through a civil war and there are still many things that do not function as it should. Electricity, internet, waste management, etc.. But you have also shown time and again that a multi-ethnic state is possible. Lebanon is a very unique mosaic of culture and civilization, that can provide learning and be an example for the rest of the world.

With 1.5 million Syrian refugees in the country Lebanon is the country in the world with the highest percentage of refugees. In fact we have some of them here with us today. You ought to be proud of having opened your door, when other countries continue to close theirs. This gesture calls for good efforts all over the country in order to create opportunities for the less advantaged who are living under tough living conditions.


10 Years Anniversary

For 10 years GAME Lebanon has done just that. Together we have created access to street sport for children and youth around the country – including refugees from Iraq, Palestine, and Syria. And with the street sports compendium you will be using today, we’ve been able to teach them skills that they can use in other aspects in life. Over the years we’ve reached a total of 10,000 children and youth, with more than 2,000 in 2016 alone.

With new GAME Zones in Maachouk, Ansaar, and Tripoli, this year we are looking to set new heights. As Playmakers you are the backbone of our organization, as your volunteer efforts makes it possible to create social change in 10 neighborhoods across the country.

Female leaders

And watch out! This work will most likely affect your personality. Your engagement as a Playmaker has the potential to change you to become a more organized and responsible being. Something you can later use in other aspects of life.


If you already see yourself as organized and responsible, you may use GAME to gain leadership experience and become even sharper. In fact a survey from last year shows, that 7 out of 10 (of the Playmakers, red.) believe that they could have a future political career if they decided to. With only 3 % female politicians in Lebanon, you are part of the solution. You are this country’s next generation of leaders. Whether it will be in your own community together with GAME or at a national level at a later stage.


I’m looking forward to a great day together with you. Let’s meet some new people and have some fun!

When there is no public space for play

We all know it. Physical exercise is a game changer when it comes to “mens sana in corpore sano” – a healthy mind in a healthy body. It makes you happy and lets you live longer and better lifes with less illness. But what to do, when there are no places for exercise and play?

Last year my wife, three kids, and I left our healthy and wealthy Scandinavian comfort zone and moved to Lebanon. Because we wanted to do our part in unfolding the potentials in this fragile country torn by war and conflict. We knew that things were going to be different. We knew that the country was heavily burdened with as much as 25 % of the population being refugees – primarily from Syria, Iraq, and Palestine. We also knew that stable and unlimited internet, 24 hours electrical power, and the luxury of always having running water in the tap was being left behind.

What we hadn’t anticipated was the struggle we had to fight to stay physically active. The reasons are many. Back in Copenhagen we didn’t own a car because biking around the city was the quickest and healthiest way to get around. In a city like Beirut with its heavy traffic and no bike lanes, this is not an option. Going to a gym will cost you 120-150 USD per month per person, which is a bit steep when you are a family of five. And then there is the public spaces. Who doesn’t like to play ball in the park or go for a run? The problem is that public space comprise only 2 % of the cities in the Middle East, compared to 12 % in average European cities. And in Beirut it’s down to 0.5 % (The Economist, 2016).

Shrinking public space in Beirut: The cars have taken a bite of the green.

Can you break a sweat on 0.5 % of the city’s space? Yes, of course. But only if you get access. And access seems to be the problem. Lebanon has a thing for fences. The biggest park in both Beirut and Tripoli (second largest city in Lebanon) are fenced in and only open on weekends. WHO recommends 60 minutes of physical activity for children. Not just on weekends, but each day. How do you honor that, when the park is closed five days a week and when many of the other public gardens are bushes, benches, and desolated fountains? The fact that in the recently renovated Sanaya Park children are not allowed to run on the playground, doesn’t make it easy either.

What’s missing are accessible public spaces, where people can meet and practice their right to the city. Signe Lund Brandis – a former intern at GAME Lebanon – has recently shown this in her master thesis “Public Space in Beirut”. In Beirut it is not necessarily ownership that enables or limits the usage of space, as Brandis makes evident. The access to the limited spaces owned by the municipality is also key. And the remodeling of these spaces to active zones where citizens can meet across divides is a good place to start if you want to build a stronger and more cohesive population. How are we going to respect each other, if we never meet and interact? And what better place to do so than at a public space through a game of basketball or ping-pong?

Haddadine in Tripoli, where an old fountain will soon be turned into a miniature recreational park. Stay tuned.

The good news are, that both in Beirut and Tripoli the municipalities have opened their eyes and are now trying to re-invent what public spaces can look like. From using old abandoned buildings for street sports in Beirut, to opening up the legendary Fair in Tripoli – a never completed masterpiece by the world renowned architect Oscar Niemeyer – for basketball tournaments. Sometimes it doesn’t take more than a few hundred square meters to make public space, where children and youth can meet to play sports and socialize. Out of the many projects the non-profit GAME Lebanon has engaged in to create more opportunities for play, one of my favorites is a small pocket park in Tripoli that UN-Habitat has invited GAME Lebanon to help design and activate. The project will turn an fenced-in desolated fountain into a mini-football and ping-pong arena as well as a safe place where the women of the neighborhood can meet outside the home.

And this is exactly the point. We can change and shape the cities the way we want them. Cities are human creations and supposedly the epitome of civilization. But if they are unhealthy and without safe places for interactions with fellow citizens, how civilized are they then? Let’s create liveable cities with more public spaces for play.

Løsningen på vores krise hedder integration

Danmark er i krig og EU er i krise. Og i går blev trepartsforhandlingerne, som skal sikre bedre integration på arbejdsmarkedet skudt i gang. Heldigvis, fristes man til at sige. Hvad mange overser er nemlig, at de mange flygtninge, som krigen i Syrien forårsager, kan vise sig at være løsningen på EU og Danmarks krise. I modsætning til det altoverskyggende fokus i størstedelen af de nationale medier, er den demografiske krise Europa står overfor i det 21’ende århundrede en langt større trussel mod vores velfærd end flygtningekrisen. Hvis vi formår at skabe god integration og se de nytilkomne som ressourcer frem for problemer, kan flygtningekrisen tilføre os de hoveder og hænder, som vi ved vi kommer til at mangle om ikke så mange år. Dermed kan den ene krise hjælpe os med at overkomme den anden.

Med vildledninger i Libanesiske aviser, er Danmark gået langt for at begrænse antallet af asylsøgere. Medierne har været hurtige til at tage begrebet “flygtningestrøm” til sig, selvom de omkring 15.000 personer, der har søgt om asyl i 2015 reelt kun udgør en kvart procent af befolkningen. Med finurlige krumspring og uhørt hastebehandling af lovforslag, har man forsøgt at bøje reglerne, så Danmark i dag næppe lever op til de internationale konventioner. Noget der for ganske få år siden var helt utænkeligt. I dag er det nærmest blevet normen blandt Danmarks tre største partier at skubbe til grænsen. Det anses ikke længere som uhørt at gå imod vedtagne internationale konventioner og ej heller pinligt, når EU og FN retter deres kritik mod os. Dette har både Dansk Institut for Menneskerettigheder og ombudsmanden tydeligt gjort opmærksom på ved flere lejligheder. Derudover vælger regeringen trods kritik, at placere flygtninge og asylansøgere under forhold og på steder, som direkte modvirker integration. Det fremstår som om, at man fra politisk side decideret ønsker at forhindre en integration. En integration, som skændslen i Køln ved indgangen til det nye år kun har understreget vigtigheden af.

En historisk chance
Med den aktuelle politik forspilder vi en historisk chance for at skabe udvikling og stabilitet – i nærområderne, men også herhjemme. Danmark og resten af EU står nemlig over for en langt mere grundlæggende krise. Kigger man på vores fødselsrater skal vi helt tilbage til 1960’erne for at vi som danskere har været i stand til at reproducere os selv. Denne demografiske udvikling betyder, at der om 50 år vil være halvt så mange i den arbejdsdygtige alder, til at sørge for hver person over 65 år. Dette vil få voldsomme konsekvenser for hele vores velfærdssamfund, hvis ikke vi handler i tide. Og her er det smukke, at hvis vi formår at integrere de mange nytilkomne mennesker, som har forladt deres hjemland, for at søge sikkerhed i Danmark, vil vi kunne skabe en lysere fremtid for både dem og os.

Foto: Daniel Hjorth

Integrationen sker ikke af sig selv, men kræver en målrettet indsats for at lykkes. Og selvfølgelig er der grænser for hvor stor en mængde vi kan optage. I integrationsdebatten har fokus den seneste tid særligt været på arbejdsmarkedet, men ingen sektor kan alene løfte denne opgave. For at få integrationen til at lykkes, så de nytilkomne kan blive en ressource og ikke en byrde for staten, skal vi udnytte civilsamfundets evne til at bygge bro langt bedre. Og her har idrætten noget særligt at tilbyde. Her kan børn og unge mødes på tværs af sprog, religion og etnicitet for at spille, konkurrere og svede sammen. Ved at indgå i et kropsligt fællesskab bliver fokus flyttet fra forskellighederne til den fælles passion for at spille fodbold eller stå på skateboard.

I GAME har vi haft fornøjelsen af at se, hvordan ressourcestærke minoritetsunge fra ressourcesvage boligområder med en lille smule hjælp, har været i stand til at løfte deres lokalområde. En af dem er Alireza Lavasani, der 2 år gammel landede på den jyske vestkyst som flygtning fra Iran. Gennem dansen lykkedes det ham, at opbygge et community af ligesindede, som ikke havde råd til dyre kontingenter, men som brændte for den dans de via videoer på YouTube fandt inspiration i. Hans vedholdende indsats har Esbjerg Kommune sammen med en række private fonde valgt at støtte op omkring. I sidste måned kulminerede det med borgmesterens åbning af GAME Streetmekka Esbjerg. I den nyåbnede idrætsfacilitet, vil Alireza og andre lokale ildsjæle med gadeidrætten som redskab skabe lettilgængelige, fleksible og inkluderende fællesskaber på tværs af etnicitet for byens børn og unge. Huset har fået en flyvende start og har efter blot en måned rundet de første 900 medlemmer.

Hvis vi ser de nytilkomne som ressourcer og hvis vi får samfundets forskellige sektorer til målrettet at sætte ind med de tiltag, vi i dag ved virker, vil vi kunne lykkes. Vi vil kunne fortsætte traditionen for at udvikle vores kultur samtidig med, at vi holder fast i centrale principper som demokrati, menneskerettigheder, religions- og ytringsfrihed. Det vil dog kræve et visionært politisk lederskab frem for et drevet af frygt. Et lederskab, som overholder vores internationale forpligtelser og som helhjertet går ind i arbejdet for at skabe god integration.

Asfalt-perlen åbner

P1020027På onsdag i næste uge, åbner denne asfalt-perle i Esbjerg. Vi er nogle, som glæder os ufatteligt meget til at tage det nye flotte GAME Streetmekka Esbjerg i brug. Ikke mindst Esbjergs mange asfaltafhængige børn og unge, som har ventet i spænding i over to år siden workshoppen en kold vinterdag i slutningen 2013. Her blev ønsker og forventninger til den nye state-of-the-art gadeidrætsfacilitet bygget i LEGO og udtrykt som SMS-lyrik.


I dag står det hele funklende klar til brug. Og ja, det alt overskyggende ønske om en betonbowl er blevet hørt, så Esbjerg kan blive endnu et stop på den skateboard-marguritrute som begynder at tegne sig med Multiparken i Helsingør, Fælledparken i København, Street Dome i Haderslev, etc.


Derudover byder GAME Streetmekka Esbjerg også på lækre rammer og rum til streetdance, parkour, streetsoccer, streetbasket, graffiti, udhæng og meget mere.


High five til EFFEKT Arkitekter, som har tegnet et fantastisk hus langt over hvad man kunne forvente. Til Vestbyg som har bygget i kvalitet og med tidsplan der holder. Og til Esbjerg Kommune, som sammen med Realdania, TrygFonden, Nordea-fonden og Claus Sørensen Fonden som har finansieret. Og til alle andre involverede, særligt Jannie Mai Vesti og Mikkel Gjelstrup fra GAME (se billedet).

Pst … hvis du har lyst til at kigge forbi, så går det hele ned på Nørrebrogade 1 C i Esbjerg, onsdag 6. januar 2016 kl. 14-16 med borgmestertale og fuld udblæsning. Officielt skal man være inviteret, men hvis du er gade, så kigger du forbi anyways. Vi ses!

Hvad er det der gadeidræt egentlig?

Af gæsteskribent Camilla Hermanni Clausen

Gadeidræt er det nye ’sort’. Ifølge organisationer som GAME samler gadeidrætten unge op, der ikke passer ind i foreningslivet. DGI har for nylige afholdt en konference om gadeidræt, og Den Nationale Platform for Gadeidræt smider penge til gadeidræt ud i hele landet. Senest har gadeidrætten fået en plads i satspuljeaftalen med det formål at få flere børn og unge til at bevæge sig og blive mere aktive – særligt udsatte børn og unge. Men hvad er gadeidræt? Og hvad er det gadeidrætten kan, som kvalificerer den til at nå ud til de unge, som ifølge satspuljeaftalen ’ikke passer ind i foreningsidrætten’?


Jeg har brugt det sidste halve år på at nærme mig disse spørgsmål. Et af svarene er Sebastian. Sebastian er en ung mand, som ikke føler, at han passer ind i foreningslivet. Men han har fundet gadeidrætten, der nu holder ham væk fra rusmidler og dårlige bekendtskaber.

Mødet med Sebastian og andre, der dyrker gadeidræt bar præg af især to elementer, som kan være med til at kaste lys over, hvad gadeidrætten kan. Det ene drejer sig om gadeidrættens kvaliteter som idrætsform – og hvordan den er anderledes end det traditionelle foreningsliv i Danmark. Det andet drejer sig om, hvordan gadeidræt er mere end blot idræt – hvordan den i helt særlig grad indbyder til fællesskab, hvordan den fungerer som et frirum og tilhørssted, og hvordan den kan være et alternativ til mindre hensigtsmæssige fællesskaber på gaden.

Jeg fik på mit studie på Roskilde Universitet en chance for at komme i praktik i gadeidrætsorganisationen GAME i København, der gennem unge, frivillige driver gadeidræt for børn og unge i 29 udsatte boligområder i hele landet. En af mine opgaver var at lave en undersøgelse om de brugere, som er i GAME – de børn og unge, der kommer og spiller street basket, gadefodbold, danser, laver street fit, parkour eller musik i GAMEs gadeidrætshus i København. Det betød både kvantitative undersøgelser og kvalitative interviews. Det gav mig unik chance for at sætte ansigt på gadeidræt.

Ansigterne på gadeidræt
Sebastian er 24 år, arbejder som pædagogmedhjælper, samt i et tømrefirma. Men i GAME dyrker han street fit. Sebastians fortælling rummer gadeidrættens kvaliteter. For Sebastian handler gadeidrætten om at kunne træne hvor som helst, når som helst. Han beskriver en fleksibilitet, som marker sig anderledes fra foreningslivet, der ofte stiller krav om faste træningstider, kamp i weekenden og hvor talentudvikling er et hyppigere og hyppigere anvendt ord indenfor foreningsregi i dag. Fleksibiliteten vil mange sikkert sige også findes i motionscentrene, men Sebastian fortæller, at den gadeidrætsdisciplin, han ynder at dyrke mest er street fit – og ikke cross-fit i et center, da han ikke kan relatere eller identificere sig med det: ”Jeg kan sgu ikke finde et sted som her? Altså hvad skulle jeg gøre? Gå i Fitness World? Meget kan man sige, men dér passer jeg sgu ikke ind”.

Selvom Sebastian mest dyrker street fit, dukker han gerne op før trænerne, skyder street basket med basketfyrene, og svinger sig i stativerne mens han bliver præsenteret for et nyt parkour-trick eller to. Asfalten rummer det hele. Og de mange forskellige idrætsdiscipliner fungerer fint side om side. Miriam er 23 år, studerende og street danser, og hendes syn på gadeidræt har med åbenhed at gøre; ”De er meget åbne, også dem med fodbold, og det er det samme. Så når de kommer ind med en trillende bold eller basketball lige over dansegulvet, så kommer de jo også bare ind og danser. Så føler jeg bare, at vi alle sammen sådan er accepteret.” Det her med at føle sig accepteret er også et tema i Sebastians historie. Når han skal sammenligne foreningsidræt med gadeidræt, er det accepten af, at alle kan komme når de har lyst, og at der ikke er nogen træner, der dømmer én på fremmøde eller opførsel uden for træningen, som betyder noget for Sebastian. Det kræver også fairplay og ærlighed mellem spillerne på banen, der selv skal finde ud af spillereglerne, når kampene opstår selvorganiseret. Det er en demokratisk proces, der leder til indbyrdes forståelse, når der ingen dommer er på – for på asfalten falder du hårdere.

Ahmed er 21 år, kok og spiller streetbasket. Han er med på den med ærlighed og rummelighed som fremtrædende elementer i gadeidrætten. Ahmed har altid spillet basket i foreningsregi – men foreningsidrætten var ikke nok. Han ville også spille, når træningen var slut og hallen lukket. Gadeidrætten ”[…] var den eneste mulighed for at få bevæget kroppen uden for det her foreningsliv om vinteren. Og blive stimuleret på andre måder end at drikke bajere eller se tv.” siger Ahmed og uddyber med, at danskernes vaner har ændret sig. Skoletiden er blevet længere, arbejdstiderne varierer mere, og vi har brug for at være uafhængige af foreningslivets faste træningstider i kraft af samfundets krav om mere fleksibilitet. Ahmed forklarer, at et etableret gadeidrætshus som GAME København fungerer, fordi folk kender det, du kan spille på asfalten, selvom det regner, og der er åbent døgnet rundt. Her er der altid nogen at spille med, og du skal ikke være bange for at træne alene. Her er der ingen, der ikke må være med, uanset niveau.

Tilbage til Sebastian opstår der en ro omkring ham, når han fortæller, at træneren ikke dømmer ham på, hvad han laver efter træningen. Her er der plads til alle, uanset form, evner eller alder. Det rå streetmiljø, som ofte hænger sammen med gadeidrætten, er ikke kun for de unge. Der er børn på syv, der danser breakdance, udvekslingsstuderende fra Asien, der spiller streetbasket, der er hende på 67, der dyrker parkour, og ”ham fra Østerbro, der tjener kassen, skal også nok gemme sig hernede”.

Et alternativt fællesskab
Alle ved, at det er sundt at dyrke idræt, men gadeidrætten kan noget ’mere’. I undersøgelsen om brugerne i GAME, har 78 procent svaret, at de føler sig som en del af et større fællesskab, når de kommer i GAME. Men hvilket fællesskab på asfalten, taler de om?GAME_effekter

I Sebastians fortælling drejer det sig om, hvordan alle kan snakke med hinanden. Typerne af udøvere er forskellige på mange måder, men fordommene er skiftet ud med push-ups, hip-hop rytmer og basketballs. ”Det er blevet et frirum for mig at komme og snakke med mennesker og holde fri. Og så selvfølgelig at lave noget fysisk sammen med andre, så jeg igen ikke drikker for den sags skyld, der er pludselig noget mere konstruktivt jeg kan tage mig til. Det havde jeg problemer med at finde før i tiden.” Før Sebastian startede med at dyrke gadeidræt, havde han svært ved at bruge al sin overskydende energi på noget fornuftigt. Ofte endte han med at hænge ud på den lokale bodega, lave ballade eller dæmpe energien med andre rusmidler. Han var fast besøgende i det gamle ungdomshus på Jagtvej 69, hvor han nød selskabet med de lidt ’skæve’ typer og tegnede meget. Det fællesskab og den rummelighed, som stedet var kendetegnet af, havde Sebastian søgt efter, lige indtil han fandt GAME. Gadeidrætshuset bliver for ham et samlingspunkt, hvor samtalerne aldrig er de samme, han kan bruge sin energi konstruktivt, og han kan få lov til bare at hænge ud, tegne og sågar bruger han stedet til at lave lektier.

Streetdanserinden Miriam lægger også vægt på ’det her med at være sig selv’. Hun frotæller, hvordan hun gennem dansen er blevet mere åben, og hvordan det rå miljø fremkalder en anden side af hende, end den ’pæne pige’ hun fremstår som i skolen. Miriam bruger også ord som frirum, hvor alle giver plads til hinanden, og hun føler sig tryg. For streetbasket fyren betyder det noget, at ingen bliver mobbet eller ekskluderet – han taler om ’dem-og-os’-mentaliteten, som er ikke-eksisterende i gadeidrætten, da ”den gode stil er, at folk gør plads til alle”. Fællesskabet på asfalten kan rumme alle. De ambitiøse, de nye og dem der mangler et alternativt fællesskab.

Gadeidræt som social indsats
Når jeg kalder gadeidrætten et alternativ fællesskab, er det med en tro på, at gadeidrætten også kan rumme de udsatte unge, som finder dårlige fællesskaber i bandemiljøer, radikalisering og kriminalitet. Det kan også være et alternativ til misbrug. Sebastian repræsenterer den type ung, der søger fællesskabet uden for hjemmet, på det tidspunkter han kan og vil – med andre ord; han er en af dem, som ”ikke umiddelbart passer ind i foreningsidrætten”. Men gadeidrætten når ud til Sebastian. Her får han dyrket idræt og brugt sit krudt ud fra hans præmisser. Han får det fællesskab, nye venner og bekendtskaber, han førhen søgte i dårlige miljøer.

Med rummelighed som indgangsvinkel og idrætten i fokus, som en fælles referenceramme, der danner fællesskab og et trygt miljø, lever gadeidrætten op til sit hype. Når Mohammed på 12 år fra det lokale almene boligområde om GAME siger: ”Det er et sted, hvor man kommer hvornår man vil, og sådan. Hvis man keder sig, så kan man bare tage derover. Så ved man, der er nogen lige meget hvad”, så ved vi, at gadeidrætten virker. Jeg tror på, at gadeidrætten kan forebygge og fange de børn fra udsatte boligområder, der senere risikerer at blive trukket ind i fx bandemiljøer. Måske fordi de kedede sig, og ikke havde andre fællesskaber som alternativ. Når GAME arrangerer gadeidræt i Vollsmose, ser de hvordan, unge frivillige fra boligområdet kan vise de mere udsatte børn og unge et fællesskab, hvor de i kraft af at dygtiggøre sig gennem idrætten, får en kropsfornemmelse, lærer holdsport og får selvtillid og noget positivt at identificere sig med.

Idræt – også foreningsidræt – medfører positive effekter på alle individer. Men gadeidrætten er lokalt forankret ude i de udsatte boligområder, hvor også de udsatte unge befinder sig. De unge skal ikke aktivt opsøge den, og her er ingen hal der er sommerlukket. Der er ingen, der sætter krav til, hvor ofte du kommer. Måske du- ligesom Sebastian – møder mennesker du aldrig havde troet du at du havde noget tilfælles med. Eller at du – efter en kamp i Vollsmose- kan snakke med træneren, der forstår dig bedre, fordi han kender netop dit boligområde.

Jeg tror på, at gadeidrætten kan være en forebyggende indsats for udsatte børn og unge. Når politikerne sætter sig til arbejdsbordet for at fordele ressourcer og opmærksomhed, så håber jeg, at de har Sebastian, og de der ligner ham, med i deres overvejelser.

Artiklen er baseret på en brugerundersøgelse fra GAME Streetmekka København (2015), som kan læses her.