A Comment on Migration from the other side of the Fence

This year’s political hot topic seems (once again) to be migration. We are all familiar with the storyline. In 2015 we saw a rise in refugees and migrants coming to Europe. Some have left their home country because of war, while others have left because of poverty with hopes for a better life elsewhere. Ever since the member states of the EU have all tried in their own ways to limit their share of the responsibility. In fact it has become a global trend to close down borders and build fences and walls to keep the lesser privileged out.

For three years a harsh debate between the ones who believes in tighter control and the ones wanting to help the ones in need has roared. This hasn’t produced the needed results, and today we find that the problems have only grown to become so big that it threatens the very existence of the EU – a union designed to keep the European continent peaceful.

I hope 2018 will be the year for transnational solutions to the refugee and migrant crisis. The high pressure on our elected European state leaders gives hope, as nothing is higher on the agenda for quite a few of them. The combination will neither be walls nor open arms. Because letting people die at the foot of Fortress Europe is just as short sighted as welcoming everyone from Africa – the worlds poorest continent projected by the UN to reach a dizzying 3.4 billion people by the end of the century.

And this is where GAME enters the stage. One of the reasons why I feel so proud working for GAME is because we provide a small, but nonetheless important part of the solution through youth-led initiatives evolving around the passion for street sports. This is done by promoting social cohesion and providing lifesaving relief to improve the lives of the ones who haven’t left for Europe yet – and help them lead decent lives at or close to home. And for the ones already in Europe, we help them get a good start and make new friends, which is crucial for their integration. After living two years in Beirut, Lebanon, I know how many skilled organizations and people are working towards these goals every day, but at the same time I’ve also seen how much bigger the need is than what is currently being done.

I hope this model with youth-led social change both at home and abroad can inspire our European leaders to see the importance of developing more initiatives and structures, that will allow everyone to lead decent lives on both sides of the fence. Because as the American author and social entrepreneur Wes Moore puts it in his book The Work, “our passion, influence, and responsibility can never end at our borders”. Only then will we succeed.

Advertisements

Løsningen på vores krise hedder integration

Danmark er i krig og EU er i krise. Og i går blev trepartsforhandlingerne, som skal sikre bedre integration på arbejdsmarkedet skudt i gang. Heldigvis, fristes man til at sige. Hvad mange overser er nemlig, at de mange flygtninge, som krigen i Syrien forårsager, kan vise sig at være løsningen på EU og Danmarks krise. I modsætning til det altoverskyggende fokus i størstedelen af de nationale medier, er den demografiske krise Europa står overfor i det 21’ende århundrede en langt større trussel mod vores velfærd end flygtningekrisen. Hvis vi formår at skabe god integration og se de nytilkomne som ressourcer frem for problemer, kan flygtningekrisen tilføre os de hoveder og hænder, som vi ved vi kommer til at mangle om ikke så mange år. Dermed kan den ene krise hjælpe os med at overkomme den anden.

Med vildledninger i Libanesiske aviser, er Danmark gået langt for at begrænse antallet af asylsøgere. Medierne har været hurtige til at tage begrebet “flygtningestrøm” til sig, selvom de omkring 15.000 personer, der har søgt om asyl i 2015 reelt kun udgør en kvart procent af befolkningen. Med finurlige krumspring og uhørt hastebehandling af lovforslag, har man forsøgt at bøje reglerne, så Danmark i dag næppe lever op til de internationale konventioner. Noget der for ganske få år siden var helt utænkeligt. I dag er det nærmest blevet normen blandt Danmarks tre største partier at skubbe til grænsen. Det anses ikke længere som uhørt at gå imod vedtagne internationale konventioner og ej heller pinligt, når EU og FN retter deres kritik mod os. Dette har både Dansk Institut for Menneskerettigheder og ombudsmanden tydeligt gjort opmærksom på ved flere lejligheder. Derudover vælger regeringen trods kritik, at placere flygtninge og asylansøgere under forhold og på steder, som direkte modvirker integration. Det fremstår som om, at man fra politisk side decideret ønsker at forhindre en integration. En integration, som skændslen i Køln ved indgangen til det nye år kun har understreget vigtigheden af.

En historisk chance
Med den aktuelle politik forspilder vi en historisk chance for at skabe udvikling og stabilitet – i nærområderne, men også herhjemme. Danmark og resten af EU står nemlig over for en langt mere grundlæggende krise. Kigger man på vores fødselsrater skal vi helt tilbage til 1960’erne for at vi som danskere har været i stand til at reproducere os selv. Denne demografiske udvikling betyder, at der om 50 år vil være halvt så mange i den arbejdsdygtige alder, til at sørge for hver person over 65 år. Dette vil få voldsomme konsekvenser for hele vores velfærdssamfund, hvis ikke vi handler i tide. Og her er det smukke, at hvis vi formår at integrere de mange nytilkomne mennesker, som har forladt deres hjemland, for at søge sikkerhed i Danmark, vil vi kunne skabe en lysere fremtid for både dem og os.

Alireza_GAME_Esbjerg
Foto: Daniel Hjorth

Integrationen sker ikke af sig selv, men kræver en målrettet indsats for at lykkes. Og selvfølgelig er der grænser for hvor stor en mængde vi kan optage. I integrationsdebatten har fokus den seneste tid særligt været på arbejdsmarkedet, men ingen sektor kan alene løfte denne opgave. For at få integrationen til at lykkes, så de nytilkomne kan blive en ressource og ikke en byrde for staten, skal vi udnytte civilsamfundets evne til at bygge bro langt bedre. Og her har idrætten noget særligt at tilbyde. Her kan børn og unge mødes på tværs af sprog, religion og etnicitet for at spille, konkurrere og svede sammen. Ved at indgå i et kropsligt fællesskab bliver fokus flyttet fra forskellighederne til den fælles passion for at spille fodbold eller stå på skateboard.

I GAME har vi haft fornøjelsen af at se, hvordan ressourcestærke minoritetsunge fra ressourcesvage boligområder med en lille smule hjælp, har været i stand til at løfte deres lokalområde. En af dem er Alireza Lavasani, der 2 år gammel landede på den jyske vestkyst som flygtning fra Iran. Gennem dansen lykkedes det ham, at opbygge et community af ligesindede, som ikke havde råd til dyre kontingenter, men som brændte for den dans de via videoer på YouTube fandt inspiration i. Hans vedholdende indsats har Esbjerg Kommune sammen med en række private fonde valgt at støtte op omkring. I sidste måned kulminerede det med borgmesterens åbning af GAME Streetmekka Esbjerg. I den nyåbnede idrætsfacilitet, vil Alireza og andre lokale ildsjæle med gadeidrætten som redskab skabe lettilgængelige, fleksible og inkluderende fællesskaber på tværs af etnicitet for byens børn og unge. Huset har fået en flyvende start og har efter blot en måned rundet de første 900 medlemmer.

Hvis vi ser de nytilkomne som ressourcer og hvis vi får samfundets forskellige sektorer til målrettet at sætte ind med de tiltag, vi i dag ved virker, vil vi kunne lykkes. Vi vil kunne fortsætte traditionen for at udvikle vores kultur samtidig med, at vi holder fast i centrale principper som demokrati, menneskerettigheder, religions- og ytringsfrihed. Det vil dog kræve et visionært politisk lederskab frem for et drevet af frygt. Et lederskab, som overholder vores internationale forpligtelser og som helhjertet går ind i arbejdet for at skabe god integration.

Blog at WordPress.com.

Up ↑