Pulje til gadeidræt trækkes tilbage

Den frie leg med bold, hjul og krop på gaden rummer et stort potentiale, når målet er at få flere børn og unge i gang med at dyrke idræt. Seks ud af 10 danskere mener, at gadeidrætten er en effektiv måde at nå udsatte børn og unge, der ikke finder vej ind i den etablerede foreningsidræt.

Analyse_DK_2015

Derfor vakte det glæde, da politikerne på Christiansborg i foråret besluttede at øremærke 6,5 mio. kr. til puljen ”Alternative idrætsformer for børn og unge”. Ifølge Kulturministeriets hjemmeside, var puljens formål, at udfylde gadeidrættens potentiale for at få flere børn og unge, herunder særligt udsatte børn og unge, til at bevæge sig. Den politiske ambition om at bruge alternative idrætsformer til at række ud mod idrætssvage grupper er helt rigtig set. Gennem de senere år, har vi set konkrete resultater på tværs af gadeidrættens mange aktører på netop dette. Og i starten af det nye år, kommer de første tal fra Den Nationale Platform for Gadeidræt på hvor mange inaktive børn og unge, som er blevet flyttet over i fysisk aktivitet via de mange støttede projekter.

Det er derfor en stor skuffelse, at man fra Kulturministeriets side for nyligt meddelte alle ansøgere til puljen, at man har valgt at trække puljen tilbage. Det er særligt trist for de mange børn og unge, som kunne være blevet hjulpet i gang med et aktivt liv. Undersøgelser viser, at fysisk aktive personer lever op mod fem år længere end dem, der lever et fysisk inaktivt liv. Yderligere har de seks færre år med godt helbred.

Men det er også trist for samfundsøkonomien. En ny undersøgelse fra ISCA viser, at de direkte udgifter til at behandle følgevirkningerne af den stigende fysiske inaktivitet på europæisk plan årligt overstiger 9 milliarder euro. Samme undersøgelse viser, at hele 87 % af 15-årige europæere ikke er tilstrækkeligt fysisk aktive.

Det kan derfor blive dyrt på både det menneskelige og økonomiske plan, hvis ikke politikerne tør gå nye veje for at få flere børn og unge i gang med et fysisk aktivt liv. Hvad man politisk vil på området er ikke helt til at gennemskue efter tilbagetrækningen af puljen. Vi er derfor nogle, som holder vejret i de kommende måneder – og håber på snart at få pulsen lidt op.

Sprængfarligt debatindlæg fra Idan

Så har de gjort det igen. Idans kompromisløse analytikere på Kanonbådsvej har – endnu engang – taget bladet fra munden og ramt sømmet på hovedet. Tag f.eks. citat her til at starte med:

“Paradoksalt nok er nogle af de sværeste grupper at nå med idrætstilbud, eksempelvis sindslidende, visse indvandrermiljøer, hjemløse m.fl. ikke begunstiget af en struktureret og vedholdende støttestruktur på samme vis som eksempelvis idrætseliten eller store sportsarrangementer.”

Nu bliver det spændende at se om 1) Kulturministeriet tør tage de kontroversielle input med i den udredning, som skulle have været offentliggjort før jul, men som endnu lader vente på sig og 2) om politikerne efterfølgende tør handle på det. Vi er nogle, der holder vejret …

Læs Idrættens Analyseinstituts bud på hvordan en statslig idrætspolitik kunne se ud i deres seneste nyhedsbrev, som kan hentes her.

Hvad er gadeidræt?

12 skarpe spørgsmål og svar fra arbejdsgruppen for en national platform for gadeidræt.

Illustration af en national platform for gadeidræt
Illustration af en national platform for gadeidræt

Da der er rigtig mange, som har spurgt til hvad gadeidrætten særligt kan, om man kan organisere den uden at kvæle den og om hvorfor den bør støttes offentligt, kommer der her 12 svar for at kaste lys over asfalten.

  1. Hvad er gadeidræt?
  2. Er gadeidræt det samme som gadesport?
  3. Skal man være medlem af en forening, for at være med?
  4. Hvad adskiller gadeidræt fra f.eks. foreningshåndbold eller fodbold?
  5. Hvad tilbyder gadeidrætten lokal- og nationalsamfundet?
  6. Hvorfor er gadeidrætten bedre organiseret sammen, end i de traditionelle hovedorganisationer?
  7. Hvorfor skal gadeidrætten støttes offentligt?
  8. Hvordan organiseres gadeidrætten bedst?
  9. Når organiseringen foregår uden for foreninger, hvordan sikrer man så, at midlerne kommer brugerne til gode?
  10. Risikerer man ikke, at det bliver de etablerede organisationer inden for gadeidrætten, der tager sig af størstedelen af puljemidlerne? Og er dette et problem?
  11. Hvorfor organiserede noget, der lever fint på egen hånd?
  12. Er der slet ikke nogen negative konsekvenser ved at støtte gadeidrætten?


Q:     Hvad er gadeidræt?

A:     Gadeidræt er idræt som dyrkes på gadeplan. Nogle gadeidrætter som f.eks. skateboarding, løbehjul, hacky sack, breakdance og parkour oprinder fra gaden, mens andre udspringer fra klassiske idrætsgrene, der er blevet tilpasset byrummet. I sidstnævnte kategori finder man f.eks. street basket, street handball, street bordtennis og gadefodbold. De fleste gadeidrætter dyrkes på asfalt og er ofte mindre pladskrævende end deres indendørs pendant.

Gadeidræt dyrkes som regel i selvorganiserede, uformelle eller fleksible praksisfællesskaber. Motionsidræt som f.eks. løb er dermed ikke inkluderet, da interaktionen med andre udøvere ofte er meget begrænset.

Gadeidræt er kendetegnet ved en høj grad af initativ, kreativitet og gør-det-selv mentalitet blandt udøverne. Gadeidrætten vil derfor blive ved med at udvikle nye former og aktiviteter med de unge på gadeplan som drivkræft.


Q:     Er gadeidræt det samme som gadesport?

A:     Ja. Gadesport kan bruges som betegnelse for den del af gadeidrætten, som er konkurrencebetonet. Det letteste er bare at kalde det hele gadeidræt – så rammer man ikke forkert.


Q:     Skal man være medlem af en forening, for at være med?

A:     Nej. Gadeidræt er ofte kendetegnet ved at formelt medlemskab af en forening ikke er nødvendigt. Alle kan være med, uanset økonomiske og sportslige forudsætninger, bare man har lysten.


Q:     Hvad adskiller gadeidræt fra f.eks. foreningshåndbold eller fodbold?

A:     Gadeidrætten er løsere organiseret og et mindre elitært fællesskab at dyrke idræt i. Den leverer fleksible rammer, som de unge selv kan være med til at udfylde, hvor det sociale, værdifællesskabet og multikulturen prioriteres over kampen om at komme på førsteholdet. Og så foregår den som udgangspunkt udendørs på gaden, hvor alle kommer og føler tilknytning til. Derfor er det let at komme med i legen.


Q:     Hvad tilbyder gadeidrætten lokal- og nationalsamfundet?

A:     Mange af de sportsdicipliner der i dag dyrkes i sportsklubberne, er opstået parallelt med udbredelsen af industrisamfundet. Sporten var med til at danne befolkningen/
arbejdsstyrken, så de kunne udfylde industriens behov for punktlighed og funktionalitet. Sat på spidsen kan man sige, at ungdommen blev forberedt på hulkort og samlebåndsarbejde på fabrikken ved at passe pladsen på grønsværen som højre back i 2 x 45 min i weekenden.

Det som blev efterspurgte i industrisamfundet er i dag knapt så aktuelt. Industrisamfundet er blevet til videns-, service- og netværkssamfundet – kært barn har mange navne. At den enkelte kan tænke kreativt og begå sig i et løst defineret netværk er i dag essentielt, hvis vi som samfund skal lykkes i en global kontekst. Og lige netop netværk og kreativitet er gadeidrætten stærk på – tænk blot på skateren, som sms’er vennerne for at de sammen kan forvandle storskrald til et fly-out de kan hoppe ud over.


Q:     Hvorfor er gadeidrætten bedre organiseret sammen, end i de traditionelle hovedorganisationer?

A:     Idrættens hovedorganisationer er dygtige til at servicere den traditionelle foreningsidræt, som de har over 100 års erfaring med. Gadeidrætten ved de langt mindre om. Da gadeidrætten i disse år er populær blandt beslutningstagerne, har hovedorganisationerne på det seneste bejlet til den, på trods af, at de ikke har kompetencerne og næppe heller det nødvendige mandat fra deres bagland. Forceres gadeidrætten alligevel ind hos DIF/DGI, vil det kompromittere både gadeidrætten og DIF/DGI’s fokus på foreningsidrætten. Det kan betyde, at gadeidrættens ambition om at skabe et vækstlag for hele idrætten forspildes. Mange af de unge, der søger gadeidrætten ønsker et mere frit og fleksibelt alternativ til foreningerne. Gadeidrætten vil ikke kunne udvikle sig og vokse i den kasse, som den langt hen ad vejen er en reaktion mod. Gadeidrætten skal have en platform, hvor den kan udvikle sig på sine egne præmisser.


Q:     Hvorfor skal gadeidrætten støttes offentligt? Det kører vel fint nu, og ligger det ikke i gadeidrættens DNA at jo mindre organisering jo bedre. Er det ikke netop et oprør mod etableringen?

A:     Ja, det kører fint i København og enkelte andre steder på landkortet. Men en lang række byer halter efter, selvom kommunerne ønsker at udnytte gadeidrættens potentialer bedre end de gør i dag. Der er derfor behov for at udbrede legen på gadeplan gennem vidensdeling og udviklingsstøtte. Et stort lokalt ønske i mange byer, er desuden at skabe mulighed for indendørs alternativer til gaden i vinterhalvåret.


Q:     Hvordan organiseres gadeidrætten bedst?

A:     Via en national platform for gadeidræt hostet af en af gadeidrættens organisationer og med et uvildigt råd, som fordeler puljemidlerne.


Q:     Når organiseringen foregår uden for foreninger, hvordan sikrer man så, at midlerne kommer brugerne til gode?

A:     Midlerne skal væk fra skrivebordene og ud og arbejde på asfalten. En national platform for gadeidræt vil kunne holde hånd i hanke med uddelingerne. Og så skal det være et kriterium, at den del af projektstøtten, som uddeles til gadeidrætsforeninger, skal komme andre end ansøger og deres medlemmer til gode. Det kan f.eks. ske via støtte til byg-selv-faciliteter eller uddannelse af instruktører i boligområderne.


Q:     Risikerer man ikke, at det bliver de etablerede organisationer inden for gadeidrætten, der tager sig af størstedelen af puljemidlerne? Og er dette et problem?

A:     Ja, det er en risiko. Men ved at have en række objektive kriterier for fordelingen af støttemidler, fuld transparens og et uvildigt råd, som foretager den politiske behandling af ansøgningerne, så undgår man, at dette bliver et problem. Midlerne skal gives til de projekter, som skaber størst mulig effekt.


Q:     Hvorfor organisere noget, som lever fint på egen hånd?

A:     Gaden må aldrig blive organiseret ud af gadeidrætten. Derfor er det vigtigt, at den videre udvikling af gadeidrætten sker med respekt for det selvorganiserede og energien omkring fællesskabet på gadeplan. Den nationale platform for gadeidræt skal have som mål, at bureaukratiet holdes på et absolut minimum.


Q:     Er der slet ikke nogen negative konsekvenser ved at støtte gadeidrætten?

A:     Enkelte die-hard gadeidrætsentusiaster vil muligvis foretrække fortsat at dyrke idrætten på egen hånd uden at blive en del af noget større. Men det vil der heldigvis fortsat være rig mulighed for. Målet er jo netop at udvikle – ikke at afvikle eller begrænse – gadeidrætten.

LINKS

Til dig, som gerne vil vide mere om gadeidrætten:

National platform for gadeidræt har bred opbakning fra gaden

Af William Frederiksen (Royal Copenhagen Skate), Morten Hansen (Street Dome), Mikkel Rugaard (Parkour DK) og Mikkel Gjelstrup (GAME), alle medlemmer af arbejdssgruppen bag en national platform ved navn GADEIDRÆT.

Pedro_stalefish

Debat: Frederik von Sperling og Martin Kjærgaard fra DGI Underground påstår i et debatindlæg på Altinget.dk (09/01/14), at opbakningen til en national platform for gadeidræt er tvivlsom, og fremstiller det som om, at GAME alene står bag. Dette er ikke korrekt.

Bag en national platform for gadeidræt står en bred vifte af initiativer fra hele landet. Det er initiativer, der til daglig arbejder med gadeidræt, kender behov og kulturen på gaden, og som har mange års erfaring med at få aktiviteterne på gadeplan til at leve. Initiativerne er forskellige og strækker sig over foreninger, organisationer, idrætsfaciliteter og ildsjæle. Fælles for alle er, at de ønsker bedre rammer for gadeidrætten og arbejder for at platformen GADEIDRÆT realiseres.

Bredden i listen er et klart signal om, at platformen ved navn GADEIDRÆT har et tydeligt mandat fra en stor del af gadeidrættens initiativer i Danmark.

Listen kan findes på facebook.com/gadeidraet (red: og på et direkte linke her).

Vi er en platform – ikke en paraplyorganisation
De to projektledere fra DGI Underground omtaler initiativet som en paraplyorganisation. Vi arbejder ikke for en ny paraplyorganisation – vi arbejder for en national platform for gadeidræt. Det er en vigtig pointe. Vi vil ikke organisere og bureaukratisere gadeidrætten. Vi vil understøtte og udvikle gadeidrætten på aktiviteternes egne præmisser.

Igennem efteråret har vi haft en god dialog med Kulturministeren og Kulturudvalget, der gjorde det klart, at de ikke ønskede en ny administrativ tung paraplyorganisation. Rådet vi fik var: Præsenter en løsning der virker og får gadeidrætten til at leve.

En national platform for gadeidræt kan støtte og rådgive alle, der har en interesse i at udvikle gadeidrætten. Kommuner, organisationer, foreninger, ildsjæle, udøvere på gaden osv. Lokale eller landsdækkende, veletablerede eller løst-strukturerede, permanente eller midlertidige – og uden at skelne til om de registrerer deres medlemmer eller ej. Det betyder, at platformen GADEIDRÆT kan understøtte gadeidrætten mere direkte, åbent og fleksibelt og fokusere sin indsats på at skabe en masse aktivitet på gadeplan med udøverne som primus motor. Derfor vil platformstanken virke.

Gadeidrætten skal stå på egne ben
Gadeidrætten har brug for en selvstændig platform, hvor den kan udvikle sig på egne præmisser understøttet af aktører, der har netværket og kontakten til gaden. De aktiviteter, de unge dyrker på gadeplan, er fleksible, kreative og båret af selvorganisering og medejerskab. Organiseringen omkring gadeidrætten skal afspejle dette og være i øjenhøjde med kulturen på gaden.

Vi mener ikke, at hovedorganisationerne er de rette til at løfte gadeidrætten. Mange af de unge, der søger gadeidrætten, ønsker et mere frit og fleksibelt alternativ til foreningerne. Mange af de initiativer, der arbejder med gadeidræt har svært ved at forene deres projekter med en stærk medlems- og foreningstankegang. Idrættens hovedorganisationer er dygtige til at understøtte foreningsidrætten, som de har over 100 års erfaring med. Men det kræver nogle helt andre værktøjer og kompetencer at få gadeidrætten til at leve.

Hvis gadeidrætten skal realisere sit potentiale som et supplement til foreningerne og et vækstlag for hele idrætten, skal den have lov at stå på egne ben.

Læs mere om GADEIDRÆT her