Hvad er gadeidræt?

12 skarpe spørgsmål og svar fra arbejdsgruppen for en national platform for gadeidræt.

Illustration af en national platform for gadeidræt
Illustration af en national platform for gadeidræt

Da der er rigtig mange, som har spurgt til hvad gadeidrætten særligt kan, om man kan organisere den uden at kvæle den og om hvorfor den bør støttes offentligt, kommer der her 12 svar for at kaste lys over asfalten.

  1. Hvad er gadeidræt?
  2. Er gadeidræt det samme som gadesport?
  3. Skal man være medlem af en forening, for at være med?
  4. Hvad adskiller gadeidræt fra f.eks. foreningshåndbold eller fodbold?
  5. Hvad tilbyder gadeidrætten lokal- og nationalsamfundet?
  6. Hvorfor er gadeidrætten bedre organiseret sammen, end i de traditionelle hovedorganisationer?
  7. Hvorfor skal gadeidrætten støttes offentligt?
  8. Hvordan organiseres gadeidrætten bedst?
  9. Når organiseringen foregår uden for foreninger, hvordan sikrer man så, at midlerne kommer brugerne til gode?
  10. Risikerer man ikke, at det bliver de etablerede organisationer inden for gadeidrætten, der tager sig af størstedelen af puljemidlerne? Og er dette et problem?
  11. Hvorfor organiserede noget, der lever fint på egen hånd?
  12. Er der slet ikke nogen negative konsekvenser ved at støtte gadeidrætten?


Q:     Hvad er gadeidræt?

A:     Gadeidræt er idræt som dyrkes på gadeplan. Nogle gadeidrætter som f.eks. skateboarding, løbehjul, hacky sack, breakdance og parkour oprinder fra gaden, mens andre udspringer fra klassiske idrætsgrene, der er blevet tilpasset byrummet. I sidstnævnte kategori finder man f.eks. street basket, street handball, street bordtennis og gadefodbold. De fleste gadeidrætter dyrkes på asfalt og er ofte mindre pladskrævende end deres indendørs pendant.

Gadeidræt dyrkes som regel i selvorganiserede, uformelle eller fleksible praksisfællesskaber. Motionsidræt som f.eks. løb er dermed ikke inkluderet, da interaktionen med andre udøvere ofte er meget begrænset.

Gadeidræt er kendetegnet ved en høj grad af initativ, kreativitet og gør-det-selv mentalitet blandt udøverne. Gadeidrætten vil derfor blive ved med at udvikle nye former og aktiviteter med de unge på gadeplan som drivkræft.


Q:     Er gadeidræt det samme som gadesport?

A:     Ja. Gadesport kan bruges som betegnelse for den del af gadeidrætten, som er konkurrencebetonet. Det letteste er bare at kalde det hele gadeidræt – så rammer man ikke forkert.


Q:     Skal man være medlem af en forening, for at være med?

A:     Nej. Gadeidræt er ofte kendetegnet ved at formelt medlemskab af en forening ikke er nødvendigt. Alle kan være med, uanset økonomiske og sportslige forudsætninger, bare man har lysten.


Q:     Hvad adskiller gadeidræt fra f.eks. foreningshåndbold eller fodbold?

A:     Gadeidrætten er løsere organiseret og et mindre elitært fællesskab at dyrke idræt i. Den leverer fleksible rammer, som de unge selv kan være med til at udfylde, hvor det sociale, værdifællesskabet og multikulturen prioriteres over kampen om at komme på førsteholdet. Og så foregår den som udgangspunkt udendørs på gaden, hvor alle kommer og føler tilknytning til. Derfor er det let at komme med i legen.


Q:     Hvad tilbyder gadeidrætten lokal- og nationalsamfundet?

A:     Mange af de sportsdicipliner der i dag dyrkes i sportsklubberne, er opstået parallelt med udbredelsen af industrisamfundet. Sporten var med til at danne befolkningen/
arbejdsstyrken, så de kunne udfylde industriens behov for punktlighed og funktionalitet. Sat på spidsen kan man sige, at ungdommen blev forberedt på hulkort og samlebåndsarbejde på fabrikken ved at passe pladsen på grønsværen som højre back i 2 x 45 min i weekenden.

Det som blev efterspurgte i industrisamfundet er i dag knapt så aktuelt. Industrisamfundet er blevet til videns-, service- og netværkssamfundet – kært barn har mange navne. At den enkelte kan tænke kreativt og begå sig i et løst defineret netværk er i dag essentielt, hvis vi som samfund skal lykkes i en global kontekst. Og lige netop netværk og kreativitet er gadeidrætten stærk på – tænk blot på skateren, som sms’er vennerne for at de sammen kan forvandle storskrald til et fly-out de kan hoppe ud over.


Q:     Hvorfor er gadeidrætten bedre organiseret sammen, end i de traditionelle hovedorganisationer?

A:     Idrættens hovedorganisationer er dygtige til at servicere den traditionelle foreningsidræt, som de har over 100 års erfaring med. Gadeidrætten ved de langt mindre om. Da gadeidrætten i disse år er populær blandt beslutningstagerne, har hovedorganisationerne på det seneste bejlet til den, på trods af, at de ikke har kompetencerne og næppe heller det nødvendige mandat fra deres bagland. Forceres gadeidrætten alligevel ind hos DIF/DGI, vil det kompromittere både gadeidrætten og DIF/DGI’s fokus på foreningsidrætten. Det kan betyde, at gadeidrættens ambition om at skabe et vækstlag for hele idrætten forspildes. Mange af de unge, der søger gadeidrætten ønsker et mere frit og fleksibelt alternativ til foreningerne. Gadeidrætten vil ikke kunne udvikle sig og vokse i den kasse, som den langt hen ad vejen er en reaktion mod. Gadeidrætten skal have en platform, hvor den kan udvikle sig på sine egne præmisser.


Q:     Hvorfor skal gadeidrætten støttes offentligt? Det kører vel fint nu, og ligger det ikke i gadeidrættens DNA at jo mindre organisering jo bedre. Er det ikke netop et oprør mod etableringen?

A:     Ja, det kører fint i København og enkelte andre steder på landkortet. Men en lang række byer halter efter, selvom kommunerne ønsker at udnytte gadeidrættens potentialer bedre end de gør i dag. Der er derfor behov for at udbrede legen på gadeplan gennem vidensdeling og udviklingsstøtte. Et stort lokalt ønske i mange byer, er desuden at skabe mulighed for indendørs alternativer til gaden i vinterhalvåret.


Q:     Hvordan organiseres gadeidrætten bedst?

A:     Via en national platform for gadeidræt hostet af en af gadeidrættens organisationer og med et uvildigt råd, som fordeler puljemidlerne.


Q:     Når organiseringen foregår uden for foreninger, hvordan sikrer man så, at midlerne kommer brugerne til gode?

A:     Midlerne skal væk fra skrivebordene og ud og arbejde på asfalten. En national platform for gadeidræt vil kunne holde hånd i hanke med uddelingerne. Og så skal det være et kriterium, at den del af projektstøtten, som uddeles til gadeidrætsforeninger, skal komme andre end ansøger og deres medlemmer til gode. Det kan f.eks. ske via støtte til byg-selv-faciliteter eller uddannelse af instruktører i boligområderne.


Q:     Risikerer man ikke, at det bliver de etablerede organisationer inden for gadeidrætten, der tager sig af størstedelen af puljemidlerne? Og er dette et problem?

A:     Ja, det er en risiko. Men ved at have en række objektive kriterier for fordelingen af støttemidler, fuld transparens og et uvildigt råd, som foretager den politiske behandling af ansøgningerne, så undgår man, at dette bliver et problem. Midlerne skal gives til de projekter, som skaber størst mulig effekt.


Q:     Hvorfor organisere noget, som lever fint på egen hånd?

A:     Gaden må aldrig blive organiseret ud af gadeidrætten. Derfor er det vigtigt, at den videre udvikling af gadeidrætten sker med respekt for det selvorganiserede og energien omkring fællesskabet på gadeplan. Den nationale platform for gadeidræt skal have som mål, at bureaukratiet holdes på et absolut minimum.


Q:     Er der slet ikke nogen negative konsekvenser ved at støtte gadeidrætten?

A:     Enkelte die-hard gadeidrætsentusiaster vil muligvis foretrække fortsat at dyrke idrætten på egen hånd uden at blive en del af noget større. Men det vil der heldigvis fortsat være rig mulighed for. Målet er jo netop at udvikle – ikke at afvikle eller begrænse – gadeidrætten.

LINKS

Til dig, som gerne vil vide mere om gadeidrætten:

Tør vi slippe DIY-kulturen løs?

Billede

Se denne vellykkede lille film om tilblivelsen af Bangalores første offentlige skatepark, som Simon Weyhe fra Copenhagen Pro har været med til at producere. Det er tankevækkende, at mens man i andre dele af verdenen stimulerer og slipper gadekulturen løs med fællesskabende Do-It-Yourself (DIY) byggerier, så går vi i Danmark den modsatte vej og sætter fastlåsende begrænsninger i form af Dansk Standard. Målet bliver at gøre borgerne trygge – se f.eks. denne her standard, som skal beskytte “brugere og tredjepart”.

Det er jo sympatisk nok, at man gerne vil undgå ulykker. Men det virker nogle gange som om, at handle mere om rygdækning og at undgå, at borgmesteren havner på forsiden af lokalsprøjten, hvis et barn kommer til skade. Balladen er bare, at fjerner vi kanterne på gadeidrættens legepladser og pakker udøverne ind i vat, så bliver det sjovere at lave vilde tricks på spillekonsollen derhjemme i sofaen.

Det medfører fysisk inaktivitet og seks års kortere levetid for en stor del af en generation. Se det, er den virkelige ulykke, men det bliver nok aldrig en forsidehistorie, da det er langt mindre dramatisk end brækkede lemmer. Derfor blæses til kamp for DIY-kulturen og dens fællesskabs potentiale, for farligere legepladser og for en gennemsnitlig levetid, som gerne skulle få os op over den slovenske, som Danmark pt. ligger under.

Billede

Og som der bliver sagt i filmen om DIY-kulturen: “Let that thing grow all over the world”.

Gadeidrætten skal med ind i varmen

Af Arbejdsgruppen for en national platform for gadeidræt; William Frederiksen (Royal Copenhagen Skate), Morten Hansen (StreetDome), Mikkel Rugaard (Parkour DK) og Simon Prahm (GAM3) (Artiklen er blevet bragt på altinget.dk 12/11/13).

I 2014 skal loven for uddeling af tipsmidlerne revideres, og spørger man udøverne af gadeidræt, er det dermed tid til at gøre op med det traditionelle, foreningsbaserede paradigme, som gennemsyrer fordelingen af midlerne i dag.

gadeidraet_gam3dk

Der er ingen tvivl om at Danmark er et foreningsland, og at vi gennem tiden har yndet at organisere os i alt lige fra antenneforeninger til idrætsforeninger. Men billedet er i dag knapt så tidssvarende, da mange foreninger har mistet deres tag i bunden af samfundet. I en tid hvor antallet af fattige børn er i voldsom vækst, er det et problem, at både de økonomiske og talentmæssige forudsætninger for at indgå i idrætsforeningerne mange steder er uoverkommelige for de ressourcesvage familier.

Foreningerne har ikke længere den samme folkelighed. Det ses bl.a. ved, at andelen af idrætsaktive danskere, som dyrker foreningsidræt, siden 2004 er faldet fra 67 til 41 %. Det er derfor på høje tid, at politikerne overvejer, om foreningsidrætten fortsat er den eneste, som vores velfærdssamfund skal støtte via tipsmidlerne. Der er ingen tvivl om, at idrættens nuværende hovedorganisationer gør og gennem årene har gjort meget godt for idrætten i Danmark.

Danmarks Idrætsforbund har med sine 117 år på bagen været med til at opstarte en tradition for at mødes omkring den fysiske udfoldelse, dengang det handlede om skøjteløb på Københavns søer og fodbold på Fælleden. Men med de seneste 15 år, hvor antallet af fysisk inaktive unge er steget markant, er det – i sportens ånd – blevet tid til at give plads til, at nye talenter kan komme på banen.

Gadeidrætten har i den samme årrække været i rivende udvikling, og især i København og omegn har gadeidrætsfaciliteter fået et kæmpe boost gennem de senere år. Det er et produkt af en stor indsats fra miljøets egne aktører, der igennem mange år har taget ansvar og udviklet løsninger og etableret faciliteter i samarbejde med de lokale kommuner. Men store dele af landet halter bagud.

De selvorganiserede miljøer og praksisfællesskaber omkring skateboarding, gadefodbold, rulleskøjter, løbehjul, parkour, street basket etc., fungerer på helt andre præmisser og skal grundlæggende gødes helt anderledes end den etablerede del af idrætsverden. I gadeidrætten er de vigtigste nøgler til succes autenticitet, faciliteter af høj kvalitet samt en brugerfacilitering, der understøtter det selvorganiserede. Men midlerne til at fastholde, udbrede og udvikle gadeidrætten til hele landet mangler.

En national platform for gadeidrætten
Derfor har en bred skare af gadeidrættens aktører taget initiativ til at etablere en national platform for gadeidræt med det formål at fremme udviklingen og udbredelsen af gadeidrætten i Danmark. Bag platformen står mere end 20 organisationer fra hele landet, som brænder for legen på gaden, men som p.t. er overladt til sig selv.

Forud for revideringen af tipsloven har Folketinget igangsat en udredning om idrættens struktur og økonomi, som skal danne baggrund for en ny lov om fordeling af spillemidlerne. Kulturministeriet er i fuld gang med arbejdet, men allerede nu kan man roligt nedjustere sine forventninger. De foreløbige meldinger fra teamet af konsulenter bringer nemlig ikke noget nyt til torvs, da man har valgt at basere størstedelen af udredningen på analyser af idrættens eksisterende organisationer. Ganske paradoksalt kommer det nye dermed ikke i spil, fordi det ikke allerede er med.

Derfor dette opråb. Skal vi blive vedblive hvad vi er, eller tør vi som samfund udfordre billedet af Danmark som foreningsland? Og hvor får vi mest bevægelse for velfærdskronerne? I en tid med knaphed, hvor alle andre hjørner af velfærdsstaten bliver vendt og drejet, hvorfor så ikke også anlægge et kritisk blik på effekten af vores idrætsstøtte? Spørgsmålet er måske nærmere, om vi tør lade være? Ultimativt er det nationens sundhed og sammenhængskraft, som er på spil. Nogle vil mene, at netop sammenhængskraften vil lide, hvis vi åbner op for alternative organiseringsformer. Men da skreddet allerede er sket, handler det om at udnytte de kreative potentialer, gadeidrætten rummer og på den måde skabe et nyt, åbent og tilgængeligt fællesskab.

Tipsmidlerne bør derfor fordeles på en måde, som afspejler befolkningens idrætsudøvelse. I dag modtager den organiserede idræts hovedorganisationer over 600 millioner kroner årligt, mens gadeidrætten står uden for i kulden med et budget på 0 kroner. Ved efterårets store idrætskonference i Vejen blev ledende kræfter i DIF og DGI alligevel hurtigt enige om, at det ville være ”fuldstændig hul i hovedet” at give penge til et selvstændigt initiativ for gadeidræt. Fokus for konferencen var idrættens største udfordringer og løsningen blev – desværre ikke overraskende – mere af det samme. Dette til trods for at nye undersøgelser fra Idrættens Analyseinstitut viser, at over halvdelen af idrætten i Danmark i dag dyrkes selvorganiseret uden for foreningsregi.

Gadeidrætten hverken kan eller skal topstyres, registreres eller puttes i kasser. Men ved at skabe en national platform, kan vi understøtte og sikre, at udøveren på asfalten står fast. Ved at udfolde gadeidrættens potentialer skabes et vækstlag til glæde og gavn for hele idrætten. Resultatet vil være en øget mangfoldighed i idrætsdeltagelsen, som vil give idrætten den folkelighed og legitimitet tilbage, som den er godt på vej til at miste.

Konference om gadeidræt og ungdomskultur 18. juni i København

Hvad kan gadeidrætten? Hvordan udnyttes dens potentialer bedst muligt? Og hvad med pigerne? Få svarene, når GAM3 inviterer til konference.

Image

Ungdomskulturen har efterhånden været i opbrud i en del år, hvis ikke altid. I teenageårene forlader de unge i stigende grad de etablerede tilbud og går nye veje i deres søgen efter fleksibilitet og medbestemmelse. Når gadeidrætten er bedst, tilbyder den begge dele.

På konferencen vil vi stille skarpt på, hvordan fællesskabet omkring den fysiske bevægelse på asfalten udfoldes bedst muligt. Vi vil bl.a. høre om, hvordan stål og beton kan understøtte de bløde værdier, om et udfordret frivillighedsbegreb, og om hvordan nødden omkring pigedeltagelsen kan knækkes. For at gøre konferencen mere vedkommende, har vi indlagt god tid til networking og et løsningsgalleri, hvor du kan møde 10 succesfulde gadeidrætsorganisationer.

Hvad kan gadeidrætten, og hvordan udvikles dens potentialer bedst muligt? Dette spørgsmål vil konferencen søge at besvare i løbet af en tætpakket eftermiddag. Deltag i konferencen, giv dit besyv med og bliv inspireret.

NB: Alle er meget velkomne til at deltage i konferencen. Om formiddagen kl. 10:00-12:00 afholdes Stormøde #2 for inviterede gadeidrætsorganisationer. Hvis du ønsker at deltage i Stormødet, men ikke har modtaget en invitation, så send en mail til simon@gam3.dk.

PROGRAM
Kl. 12:00 – 13:00 Nyd en frokost og hils på din sidemand
Kl. 13:00 – 13:25 Hvor er gadeidrætten på vej hen? Bliv opdateret på initiativet for at samle kræfterne omkring gadeidrætten i en fælles paraplyorganisation.
v/ Simon Prahm, medlem af arbejdsgruppen og direktør i GAM3
Kl. 13:25 – 13:55  iGenerationen – et inspirationsoplæg om unge anno 2010’erne
v/ Katrine K. Pedersen, specialist i ungdomskultur og modkulturelle strømninger
Kl. 13:55 – 14:15 Fra drøm til virkelighed i Haderslev
v/ Morten Hansen, Stifter af SkateCity
Kl. 14:15 – 14:35 Mødesteder for fysisk aktivitet i byrummet
v/ David Bülow, Arkitekt MAA, Primus Arkitekter
Kl. 14:35 – 15:15 Løsningsgalleri og forfriskning: Snak med nogle af de mest innovative aktører inden for gadeidræt
Kl. 15:15 – 15:45 Gadeidræt i udsatte boligområder
v/ Bjarne Ibsen, professor, Syddansk Universitet
Kl. 15:45 – 16:05 Succesfulde fodboldpiger på Nørrebro
v/ Signe Gammelgård, Nørrebro united, & Maria Holmstrøm, tovholder for City Girlz Street Soccer
Kl. 16:05 – 16:25 Hvordan får vi pigerne til at bruge byens baner?
v/ Ane Rottbøll Jørgensen, projektmedarbejder By X
Kl. 16:25 – 16:30 Afrunding
Kl. 16:30 – 17:00 Networking og forfriskning

Læs mere om de enkelte oplæg og oplægsholdere her.

PRAKTISK INFORMATION
Tidspunkt: Tirsdag 18.6.2013 kl. 12.00 – 16.30
Sted: StreetMekka, Enghavevej 82 D, 2450 København SV
Tilmelding:  Tilmeld dig på GAM3.dk/konferencetilmelding – senest 11. juni 2013
Pris: 150 kr. inkl. frokost og forfriskning

Konferencen afvikles i samarbejde med Realdania.

Sådan skrues en succesfuld ungestrategi sammen

Ungestrategier vokser livligt frem i kommuner over hele landet i disse år. Men hvad er rationalet for dette nye tiltag i en tid, hvor velfærdsdanmark er på skrump? Og hvordan ser en god ungestrategi ud?

Tidligere har kommunerne sammentænkt tilbuddene for børn og unge, men i de senere år er mange kommuner kommet frem til, at teenagere ikke har mere til fælles med småbørn, end de har med voksne. Stigende ungdomsarbejdsløshed, stort frafald på ungdomsuddannelserne og flugt fra Udkantsdanmark er yderligere med til at adressere behovet for en selvstændig strategi, som ofte skabes på tværs af kommunens forvaltninger. Formålet er bedre at kunne målrette indsatsen over for denne vigtige gruppe af borgere, som skal være med til at bære vores samfund videre i en tid præget af globalisering og øget konkurrence – både mellem byerne på nationalt plan, men også mellem nationer på internationalt plan.

Et vigtigt element i ungestrategierne er kultur og fritidslivet. Selvom mange kommuner bryster sig af at have et blomstrende foreningsliv, så ser billedet knapt så rosenrødt ud, når snakken falder på de unges deltagelse i selvsamme. Her rapporteres i stigende grad om frafald blandt de 13-19 årige. Den samme tendens gør sig gældende i ungdomsklubberne, hvor andelen af 7.-9. klasses elever, som er medlem af en ungdomsklub, er faldet fra 35 % til 25 % de sidste 10 år. Samlet set er der i dag 25 % af 9. klasseeleverne som ikke går til nogen faste fritidsaktiviteter og en tilsvarende andel, som er fysisk inaktive.

Tallene afføder mange spørgsmål. Hvorfor forlader de unge foreningerne og ungdomsklubberne? Hvad kan vi gøre for at fastholde dem? Men frem for at svare på disse, så lad os i stedet tage den berømte tur i helikopteren og spørge; Er dette overraskende? Og er der i det hele taget tale om et problem?

I december 2012 var GAM3 vært for Street Party’s Årskonference med temaet ”Ungestrategier og streetkultur”.
I december 2012 var GAM3 vært for Street Party’s Årskonference med temaet ”Ungestrategier og streetkultur”.

At de unge i dag ikke gør, som de altid har gjort, er vel næppe overraskende. Revolution hører ungdommen til, og det kan være nok så svært at gennemføre, hvis det hele skal foregå inden for de rammer, som ens bedstemors barnsben betrådte. De første idrætsforeninger herhjemme blev etableret for over 100 år siden. Ungdomsklubberne, som blev etableret i efterkrigstiden, har efterhånden også en del år på bagen. Begge institutioner har gennem årene spillet en væsentlig rolle i omstillingen fra landbrugs- til industrisamfund, hvor de unge skulle dannes og formes til at møde til tiden, være effektive og socialiseres ind i fællesskabet.

At ungdommens kreativitet, vildskab og energi nu søger nye veje, er derfor ikke overraskende, men nærmere naturligt. Hænger man fast i en forældet romance om, at fritidslivet i dag forener høj som lav i samfundet, så kan det forekomme som et problem. Men denne inkluderende evne er på retur, da foreningslivet mange steder er blevet polariseret i en sådan grad, at der sjældnere og sjældnere er plads til de ressourcesvage på klubbernes ungdomshold. Ikke pga. habitus, hudfarve eller kulturel baggrund, men pga. et tilvalg af hende, hvis forældre har slæbt hende med til træning siden 4-6 års alderen frem for hende, som ønsker at starte som 13 årig. Der er jo mesterskaber, som skal vindes, så medmindre kommunen kan lokke med projektmidler og partnerskaber, er det svært at modvirke denne sportens logik.

Men er det et problem, at de unge i stigende grad fravælger foreninger og ungdomsklubber? I disse år, hvor vi som nation forsøger at finde vores ben i et globaliseret videnssamfund, er det vel kun at betragte som en styrke, at ungdommen ikke er bange for at gå nye veje. At det er kreativitet og entreprenørskab frem for produktivitet vi skal konkurrere på, hvis vi skal slå kineserne, er ikke nyt. Det smukke er, at mange af de nye aktiviteter, som vokser frem blandt de stakkels ”forenings- og klubløse” unge i disse år, netop rummer svarene på denne udfordring. Gadeidræt som parkour, streetbasket og skateboarding anvender alle byrummet på en ny og mulighedsorienteret måde. Do-It-Yourself initiativer lægger ansvaret over på mikro-lokale fællesskaber og rummer dermed en mulighed for at tilsidesætte dansk brokkekultur. Hver dag træder nye unge i karakter som kulturskabere og eventmagere under titler som f.eks. Mindspottere, GAM3 PlayMakers, eller hvad den lokale betegnelse for en ung, som ønsker at gøre en forskel for andre unge gennem sociale eller kulturelle projekter nu måtte være. I kommuner med en succesfuld ungestrategi, er kulturskabelsen dermed i gang med at blive flyttet fra de ansatte voksne til de frivillige unge. Eller med andre ord – fra institutionerne til gaden.

Her følger tre gode tips til hvordan kulturelt og socialt entreprenørskab kan indgå, når en succesfuld ungestrategi skal skrues sammen.

  1. Lad de unge være den definerende kraft. Undgå blot at spørge de unge til råds – giv dem mulighed for at stå ved roret og være med hele vejen i processen. Opret f.eks. en pulje der kan søges uden for meget bureaukrati. Det behøver ikke være store beløb – for 1.500 kr. kan man få mange ting til at ske, hvis man er 16 år gammel. En lektiecafe eller en flash-mob på gågaden med sminke og balloner behøver ikke koste mere en et par hundrede kroner, men kan være med til at styrke medborgerskabet hos initiativtagerne i væsentlig grad.
  2. Tag udgangspunkt i de unges ressourcer. De unge kulturskabere skal med al sandsynlighed findes blandt den mere ressourcestærke gruppe af unge. For at undgå en skæv kulturpolitik, er det derfor vigtigt, at deres initiativer er inkluderende over for unge uden for deres egen snævre omgangskreds. Det kan løses, ved at stille det som krav for at opnå støtte, at aktiviteterne rækker ud og inkluderer andre unge i kommunen. Og ved at fortælle initiativtagerne, at de vil få langt flere Facebook-likes ved at komme bredere ud.
  3. Tænk uden for de traditionelle strukturer. Kontakten med initiativtagerne skal ikke forankres i ungdomsklubben, som de unge har valgt fra. Prøv i stedet med biblioteket, en cafe, eller et helt tredje neutralt sted. De pædagogiske kompetencer hos personalet i ungdomsklubben, kan imidlertid sagtens anvendes. De kan f.eks. være nyttige i forhold til at støtte de unge i projektudviklingsprocessen – f.eks. som et coaching forløb – så ikke små bump på vejen får lov at lægge projektet ned.

Der er dermed nok at tage fat på, når forrige århundredes kultur- og fritidspolitik skal nytænkes. Men som eksemplerne viser, så behøver det ikke koste alverden og det kan ligefrem blive en spændende rejse, at lade de pædagogiske kompetencer hos medarbejderne i de tomme ungdomsklubber komme i spil på en ny og aktiverende måde. Vigtigst af alt, vil det styrke de unges entreprenørskab, hvilket vi som nation har hårdt brug for, hvis vores høje levestandard skal kunne fastholdes for de kommende generationer.