Løsningen på vores krise hedder integration

Danmark er i krig og EU er i krise. Og i går blev trepartsforhandlingerne, som skal sikre bedre integration på arbejdsmarkedet skudt i gang. Heldigvis, fristes man til at sige. Hvad mange overser er nemlig, at de mange flygtninge, som krigen i Syrien forårsager, kan vise sig at være løsningen på EU og Danmarks krise. I modsætning til det altoverskyggende fokus i størstedelen af de nationale medier, er den demografiske krise Europa står overfor i det 21’ende århundrede en langt større trussel mod vores velfærd end flygtningekrisen. Hvis vi formår at skabe god integration og se de nytilkomne som ressourcer frem for problemer, kan flygtningekrisen tilføre os de hoveder og hænder, som vi ved vi kommer til at mangle om ikke så mange år. Dermed kan den ene krise hjælpe os med at overkomme den anden.

Med vildledninger i Libanesiske aviser, er Danmark gået langt for at begrænse antallet af asylsøgere. Medierne har været hurtige til at tage begrebet “flygtningestrøm” til sig, selvom de omkring 15.000 personer, der har søgt om asyl i 2015 reelt kun udgør en kvart procent af befolkningen. Med finurlige krumspring og uhørt hastebehandling af lovforslag, har man forsøgt at bøje reglerne, så Danmark i dag næppe lever op til de internationale konventioner. Noget der for ganske få år siden var helt utænkeligt. I dag er det nærmest blevet normen blandt Danmarks tre største partier at skubbe til grænsen. Det anses ikke længere som uhørt at gå imod vedtagne internationale konventioner og ej heller pinligt, når EU og FN retter deres kritik mod os. Dette har både Dansk Institut for Menneskerettigheder og ombudsmanden tydeligt gjort opmærksom på ved flere lejligheder. Derudover vælger regeringen trods kritik, at placere flygtninge og asylansøgere under forhold og på steder, som direkte modvirker integration. Det fremstår som om, at man fra politisk side decideret ønsker at forhindre en integration. En integration, som skændslen i Køln ved indgangen til det nye år kun har understreget vigtigheden af.

En historisk chance
Med den aktuelle politik forspilder vi en historisk chance for at skabe udvikling og stabilitet – i nærområderne, men også herhjemme. Danmark og resten af EU står nemlig over for en langt mere grundlæggende krise. Kigger man på vores fødselsrater skal vi helt tilbage til 1960’erne for at vi som danskere har været i stand til at reproducere os selv. Denne demografiske udvikling betyder, at der om 50 år vil være halvt så mange i den arbejdsdygtige alder, til at sørge for hver person over 65 år. Dette vil få voldsomme konsekvenser for hele vores velfærdssamfund, hvis ikke vi handler i tide. Og her er det smukke, at hvis vi formår at integrere de mange nytilkomne mennesker, som har forladt deres hjemland, for at søge sikkerhed i Danmark, vil vi kunne skabe en lysere fremtid for både dem og os.

Alireza_GAME_Esbjerg
Foto: Daniel Hjorth

Integrationen sker ikke af sig selv, men kræver en målrettet indsats for at lykkes. Og selvfølgelig er der grænser for hvor stor en mængde vi kan optage. I integrationsdebatten har fokus den seneste tid særligt været på arbejdsmarkedet, men ingen sektor kan alene løfte denne opgave. For at få integrationen til at lykkes, så de nytilkomne kan blive en ressource og ikke en byrde for staten, skal vi udnytte civilsamfundets evne til at bygge bro langt bedre. Og her har idrætten noget særligt at tilbyde. Her kan børn og unge mødes på tværs af sprog, religion og etnicitet for at spille, konkurrere og svede sammen. Ved at indgå i et kropsligt fællesskab bliver fokus flyttet fra forskellighederne til den fælles passion for at spille fodbold eller stå på skateboard.

I GAME har vi haft fornøjelsen af at se, hvordan ressourcestærke minoritetsunge fra ressourcesvage boligområder med en lille smule hjælp, har været i stand til at løfte deres lokalområde. En af dem er Alireza Lavasani, der 2 år gammel landede på den jyske vestkyst som flygtning fra Iran. Gennem dansen lykkedes det ham, at opbygge et community af ligesindede, som ikke havde råd til dyre kontingenter, men som brændte for den dans de via videoer på YouTube fandt inspiration i. Hans vedholdende indsats har Esbjerg Kommune sammen med en række private fonde valgt at støtte op omkring. I sidste måned kulminerede det med borgmesterens åbning af GAME Streetmekka Esbjerg. I den nyåbnede idrætsfacilitet, vil Alireza og andre lokale ildsjæle med gadeidrætten som redskab skabe lettilgængelige, fleksible og inkluderende fællesskaber på tværs af etnicitet for byens børn og unge. Huset har fået en flyvende start og har efter blot en måned rundet de første 900 medlemmer.

Hvis vi ser de nytilkomne som ressourcer og hvis vi får samfundets forskellige sektorer til målrettet at sætte ind med de tiltag, vi i dag ved virker, vil vi kunne lykkes. Vi vil kunne fortsætte traditionen for at udvikle vores kultur samtidig med, at vi holder fast i centrale principper som demokrati, menneskerettigheder, religions- og ytringsfrihed. Det vil dog kræve et visionært politisk lederskab frem for et drevet af frygt. Et lederskab, som overholder vores internationale forpligtelser og som helhjertet går ind i arbejdet for at skabe god integration.

Advertisements

Pulje til gadeidræt trækkes tilbage

Den frie leg med bold, hjul og krop på gaden rummer et stort potentiale, når målet er at få flere børn og unge i gang med at dyrke idræt. Seks ud af 10 danskere mener, at gadeidrætten er en effektiv måde at nå udsatte børn og unge, der ikke finder vej ind i den etablerede foreningsidræt.

Analyse_DK_2015

Derfor vakte det glæde, da politikerne på Christiansborg i foråret besluttede at øremærke 6,5 mio. kr. til puljen ”Alternative idrætsformer for børn og unge”. Ifølge Kulturministeriets hjemmeside, var puljens formål, at udfylde gadeidrættens potentiale for at få flere børn og unge, herunder særligt udsatte børn og unge, til at bevæge sig. Den politiske ambition om at bruge alternative idrætsformer til at række ud mod idrætssvage grupper er helt rigtig set. Gennem de senere år, har vi set konkrete resultater på tværs af gadeidrættens mange aktører på netop dette. Og i starten af det nye år, kommer de første tal fra Den Nationale Platform for Gadeidræt på hvor mange inaktive børn og unge, som er blevet flyttet over i fysisk aktivitet via de mange støttede projekter.

Det er derfor en stor skuffelse, at man fra Kulturministeriets side for nyligt meddelte alle ansøgere til puljen, at man har valgt at trække puljen tilbage. Det er særligt trist for de mange børn og unge, som kunne være blevet hjulpet i gang med et aktivt liv. Undersøgelser viser, at fysisk aktive personer lever op mod fem år længere end dem, der lever et fysisk inaktivt liv. Yderligere har de seks færre år med godt helbred.

Men det er også trist for samfundsøkonomien. En ny undersøgelse fra ISCA viser, at de direkte udgifter til at behandle følgevirkningerne af den stigende fysiske inaktivitet på europæisk plan årligt overstiger 9 milliarder euro. Samme undersøgelse viser, at hele 87 % af 15-årige europæere ikke er tilstrækkeligt fysisk aktive.

Det kan derfor blive dyrt på både det menneskelige og økonomiske plan, hvis ikke politikerne tør gå nye veje for at få flere børn og unge i gang med et fysisk aktivt liv. Hvad man politisk vil på området er ikke helt til at gennemskue efter tilbagetrækningen af puljen. Vi er derfor nogle, som holder vejret i de kommende måneder – og håber på snart at få pulsen lidt op.

Billede

Se denne vellykkede lille film om tilblivelsen af Bangalores første offentlige skatepark, som Simon Weyhe fra Copenhagen Pro har været med til at producere. Det er tankevækkende, at mens man i andre dele af verdenen stimulerer og slipper gadekulturen løs med fællesskabende Do-It-Yourself (DIY) byggerier, så går vi i Danmark den modsatte vej og sætter fastlåsende begrænsninger i form af Dansk Standard. Målet bliver at gøre borgerne trygge – se f.eks. denne her standard, som skal beskytte “brugere og tredjepart”.

Det er jo sympatisk nok, at man gerne vil undgå ulykker. Men det virker nogle gange som om, at handle mere om rygdækning og at undgå, at borgmesteren havner på forsiden af lokalsprøjten, hvis et barn kommer til skade. Balladen er bare, at fjerner vi kanterne på gadeidrættens legepladser og pakker udøverne ind i vat, så bliver det sjovere at lave vilde tricks på spillekonsollen derhjemme i sofaen.

Det medfører fysisk inaktivitet og seks års kortere levetid for en stor del af en generation. Se det, er den virkelige ulykke, men det bliver nok aldrig en forsidehistorie, da det er langt mindre dramatisk end brækkede lemmer. Derfor blæses til kamp for DIY-kulturen og dens fællesskabs potentiale, for farligere legepladser og for en gennemsnitlig levetid, som gerne skulle få os op over den slovenske, som Danmark pt. ligger under.

Billede

Og som der bliver sagt i filmen om DIY-kulturen: “Let that thing grow all over the world”.

Gadeidrætten skal med ind i varmen

Af Arbejdsgruppen for en national platform for gadeidræt; William Frederiksen (Royal Copenhagen Skate), Morten Hansen (StreetDome), Mikkel Rugaard (Parkour DK) og Simon Prahm (GAM3) (Artiklen er blevet bragt på altinget.dk 12/11/13).

I 2014 skal loven for uddeling af tipsmidlerne revideres, og spørger man udøverne af gadeidræt, er det dermed tid til at gøre op med det traditionelle, foreningsbaserede paradigme, som gennemsyrer fordelingen af midlerne i dag.

gadeidraet_gam3dk

Der er ingen tvivl om at Danmark er et foreningsland, og at vi gennem tiden har yndet at organisere os i alt lige fra antenneforeninger til idrætsforeninger. Men billedet er i dag knapt så tidssvarende, da mange foreninger har mistet deres tag i bunden af samfundet. I en tid hvor antallet af fattige børn er i voldsom vækst, er det et problem, at både de økonomiske og talentmæssige forudsætninger for at indgå i idrætsforeningerne mange steder er uoverkommelige for de ressourcesvage familier.

Foreningerne har ikke længere den samme folkelighed. Det ses bl.a. ved, at andelen af idrætsaktive danskere, som dyrker foreningsidræt, siden 2004 er faldet fra 67 til 41 %. Det er derfor på høje tid, at politikerne overvejer, om foreningsidrætten fortsat er den eneste, som vores velfærdssamfund skal støtte via tipsmidlerne. Der er ingen tvivl om, at idrættens nuværende hovedorganisationer gør og gennem årene har gjort meget godt for idrætten i Danmark.

Danmarks Idrætsforbund har med sine 117 år på bagen været med til at opstarte en tradition for at mødes omkring den fysiske udfoldelse, dengang det handlede om skøjteløb på Københavns søer og fodbold på Fælleden. Men med de seneste 15 år, hvor antallet af fysisk inaktive unge er steget markant, er det – i sportens ånd – blevet tid til at give plads til, at nye talenter kan komme på banen.

Gadeidrætten har i den samme årrække været i rivende udvikling, og især i København og omegn har gadeidrætsfaciliteter fået et kæmpe boost gennem de senere år. Det er et produkt af en stor indsats fra miljøets egne aktører, der igennem mange år har taget ansvar og udviklet løsninger og etableret faciliteter i samarbejde med de lokale kommuner. Men store dele af landet halter bagud.

De selvorganiserede miljøer og praksisfællesskaber omkring skateboarding, gadefodbold, rulleskøjter, løbehjul, parkour, street basket etc., fungerer på helt andre præmisser og skal grundlæggende gødes helt anderledes end den etablerede del af idrætsverden. I gadeidrætten er de vigtigste nøgler til succes autenticitet, faciliteter af høj kvalitet samt en brugerfacilitering, der understøtter det selvorganiserede. Men midlerne til at fastholde, udbrede og udvikle gadeidrætten til hele landet mangler.

En national platform for gadeidrætten
Derfor har en bred skare af gadeidrættens aktører taget initiativ til at etablere en national platform for gadeidræt med det formål at fremme udviklingen og udbredelsen af gadeidrætten i Danmark. Bag platformen står mere end 20 organisationer fra hele landet, som brænder for legen på gaden, men som p.t. er overladt til sig selv.

Forud for revideringen af tipsloven har Folketinget igangsat en udredning om idrættens struktur og økonomi, som skal danne baggrund for en ny lov om fordeling af spillemidlerne. Kulturministeriet er i fuld gang med arbejdet, men allerede nu kan man roligt nedjustere sine forventninger. De foreløbige meldinger fra teamet af konsulenter bringer nemlig ikke noget nyt til torvs, da man har valgt at basere størstedelen af udredningen på analyser af idrættens eksisterende organisationer. Ganske paradoksalt kommer det nye dermed ikke i spil, fordi det ikke allerede er med.

Derfor dette opråb. Skal vi blive vedblive hvad vi er, eller tør vi som samfund udfordre billedet af Danmark som foreningsland? Og hvor får vi mest bevægelse for velfærdskronerne? I en tid med knaphed, hvor alle andre hjørner af velfærdsstaten bliver vendt og drejet, hvorfor så ikke også anlægge et kritisk blik på effekten af vores idrætsstøtte? Spørgsmålet er måske nærmere, om vi tør lade være? Ultimativt er det nationens sundhed og sammenhængskraft, som er på spil. Nogle vil mene, at netop sammenhængskraften vil lide, hvis vi åbner op for alternative organiseringsformer. Men da skreddet allerede er sket, handler det om at udnytte de kreative potentialer, gadeidrætten rummer og på den måde skabe et nyt, åbent og tilgængeligt fællesskab.

Tipsmidlerne bør derfor fordeles på en måde, som afspejler befolkningens idrætsudøvelse. I dag modtager den organiserede idræts hovedorganisationer over 600 millioner kroner årligt, mens gadeidrætten står uden for i kulden med et budget på 0 kroner. Ved efterårets store idrætskonference i Vejen blev ledende kræfter i DIF og DGI alligevel hurtigt enige om, at det ville være ”fuldstændig hul i hovedet” at give penge til et selvstændigt initiativ for gadeidræt. Fokus for konferencen var idrættens største udfordringer og løsningen blev – desværre ikke overraskende – mere af det samme. Dette til trods for at nye undersøgelser fra Idrættens Analyseinstitut viser, at over halvdelen af idrætten i Danmark i dag dyrkes selvorganiseret uden for foreningsregi.

Gadeidrætten hverken kan eller skal topstyres, registreres eller puttes i kasser. Men ved at skabe en national platform, kan vi understøtte og sikre, at udøveren på asfalten står fast. Ved at udfolde gadeidrættens potentialer skabes et vækstlag til glæde og gavn for hele idrætten. Resultatet vil være en øget mangfoldighed i idrætsdeltagelsen, som vil give idrætten den folkelighed og legitimitet tilbage, som den er godt på vej til at miste.

Facebook med holdning

De to iderige og energiske knægte Stefan Tholstrup Schmidt og Simon Holmgaard har efterhånden rumsteret en del med deres nye initiativ TAG DEL. I denne uge blev webportalen så lanceret og jeg må sige, at den langt overgår forventningerne.

Image

Personligt synes jeg godt om ideen med at dele udfordringer på tværs af frivillige organisationer, i en tid, hvor nettet ellers mest benyttes til selvpromovering. Det sidste kan blive lidt skingert i længden – og ja, jeg falder også selv i en gang i mellem.

TAG DEL ønsker derimod at bringe folk sammen i et online community for at skabe de bedste løsninger, hvorefter det ambitiøse mål er, at brugerne efterfølgende skal gå sammen om at realisere dem. Som Stefan udtaler til TV2.dk: Vi vil gerne gøre det lettere for den enkelte borger i Danmark at bidrage og tage et medansvar for de udfordringer vi står overfor.

Jeg var selv lidt skeptisk, for hvad nytter det at kæmpe imod Facebook, som synes at suge og samtidig udvande den meste energi ud af selv den mest ihærdige online debattør. Men udover at det på TAGDEL.dk kan være svært at finde frem til organisationerne bag udfordringerne samt minimale bugs, som at man f.eks. altid kommer ind i en tom inbox og skal klikke en ekstra gang, før svar på ens posts kommer frem, så fungerer siden intuitivt og gnidningsfrit.

GAM3 har allerede fået en del input på hvordan vi kan løse udfordringen med stort frafald af frivillige og Splinx har fået input på hvordan de kan hjælpe “folket” til selv at skabe flere sportsaktiviteter for sig selv og hinanden.

Initiativet hostes af KPH og er støttet af Velux Fonden, Villum Fonden og Det Obelske Familefond. Thumbs up og god vind derudaf!

Hvad kan man lære som frilvillig projektleder?

Så har GAM3’s seneste årsrapport ramt gaden. Læs bl.a. om hvad man som frivillig projektleder kan få ud af arbejdet på gadeplan og om hvordan KeyPlayers fremover vil holde StreetMekka åbent … døgnet rundt!

I en uge med reformer fra regeringen, som sætter velfærdsstaten på skrump, er det godt, at der er frivillige til at træde til – med deres helt eget tvist.

Læs årsrapporten online her

Ny rammeaftale uden gadeidræt og selvorganisering

Er det bare mig, eller er dagens rammeaftaler, som Kulturministeriet har indgået med DIF og DGI dobbeltkonfekt? Med fare for at få hele det danske (forenings-)idrætsliv på nakken, så virker det sådan, når man læser de to aftaler.

DIF vil i 2013 få 300.000.000 kr. til bl.a. at “få flere til at dyrke idræt i DIFs forbund ved at der i idrætsforeningerne udvikles fleksible tilbud og ved at der i forbundene arbejdes aktivt med tiltrækning og fastholdelse af klubber“.

Samtidig vil DGI få 273.400.000 kr. så lige præcis de kan blive “idrætsforeningernes foretrukne samarbejdspartner i forhold til at imødekomme danskernes behov for idræt og motion“.

Gadeidrætten og den selvorganiseret idræt er ikke nævnt med et ord. Man kan sammenligne det med at gå ind i en skobutik og betale to gange for den samme venstre sko. Hvorfor ikke lave en idrætspolitik, som løber på to ben?

Se rammeaftalerne i fuld længde her.
Følg med i debatten på Facebook

Det sociale enzym og vejen ud af krisen

Billede
Er det alene markedet og erhvervslivet, som skal redde os ud af den økonomiske krise, eller har civilsamfundet også noget at byde på? Jeg faldt over et spændende kronik fra Jesper Nygård (adm. direktør, KAB), som har gjort sig nogle interessante tanker omkring hvad der skal til for at bære vores velfærdsstat videre i de kommende år, hvor presset på den vil blive øget af globalisering, pres på skatterne, økonomisk krise, etc. I et debatindlæg på danskekommuner.dk siger Nygård:

“Jeg tror, at løsningen ligger i en stærk kobling mellem de tre sektorer – staten, markedet og civilsamfundet. En vision om, at vi skal have frivilligheden og engagementet fra civilsamfundet, virketrangen fra markedet og den faglige tyngde fra den offentlige sektor til i meget større omfang at arbejde sammen og understøtte hinanden. Mit bud er, at der ligger en fantastisk mulighed i denne kobling. Der gemmer sig potentielt et socialt enzym, der kan frigøre vilde mængder energi.”

Andreas Hjort Frederiksen og hans team hos Social+ er inde på noget af det samme. De foreslår f.eks., at man på jobcentret bliver mødt med muligheden for at lave frivilligt arbejde den første måned i stedet for de knapt så meningsfulde CV-kurser.

Alt sammen er interessante tanker og netop det vi i GAM3 også forsøger at arbejde med. Kan man f.eks. frigøre den energi og det kreative potentiale, som de unge PlayMakers og KeyPlayers rummer, så vinder vi alle på det – både individ og samfund.

Hvis du vil mere i dybden med temaet, så hent hele publikationen “Det sociale enzym – essensen af tanker om et velfærdssamfund” (pdf).

Sådan skrues en succesfuld ungestrategi sammen

Ungestrategier vokser livligt frem i kommuner over hele landet i disse år. Men hvad er rationalet for dette nye tiltag i en tid, hvor velfærdsdanmark er på skrump? Og hvordan ser en god ungestrategi ud?

Tidligere har kommunerne sammentænkt tilbuddene for børn og unge, men i de senere år er mange kommuner kommet frem til, at teenagere ikke har mere til fælles med småbørn, end de har med voksne. Stigende ungdomsarbejdsløshed, stort frafald på ungdomsuddannelserne og flugt fra Udkantsdanmark er yderligere med til at adressere behovet for en selvstændig strategi, som ofte skabes på tværs af kommunens forvaltninger. Formålet er bedre at kunne målrette indsatsen over for denne vigtige gruppe af borgere, som skal være med til at bære vores samfund videre i en tid præget af globalisering og øget konkurrence – både mellem byerne på nationalt plan, men også mellem nationer på internationalt plan.

Et vigtigt element i ungestrategierne er kultur og fritidslivet. Selvom mange kommuner bryster sig af at have et blomstrende foreningsliv, så ser billedet knapt så rosenrødt ud, når snakken falder på de unges deltagelse i selvsamme. Her rapporteres i stigende grad om frafald blandt de 13-19 årige. Den samme tendens gør sig gældende i ungdomsklubberne, hvor andelen af 7.-9. klasses elever, som er medlem af en ungdomsklub, er faldet fra 35 % til 25 % de sidste 10 år. Samlet set er der i dag 25 % af 9. klasseeleverne som ikke går til nogen faste fritidsaktiviteter og en tilsvarende andel, som er fysisk inaktive.

Tallene afføder mange spørgsmål. Hvorfor forlader de unge foreningerne og ungdomsklubberne? Hvad kan vi gøre for at fastholde dem? Men frem for at svare på disse, så lad os i stedet tage den berømte tur i helikopteren og spørge; Er dette overraskende? Og er der i det hele taget tale om et problem?

I december 2012 var GAM3 vært for Street Party’s Årskonference med temaet ”Ungestrategier og streetkultur”.
I december 2012 var GAM3 vært for Street Party’s Årskonference med temaet ”Ungestrategier og streetkultur”.

At de unge i dag ikke gør, som de altid har gjort, er vel næppe overraskende. Revolution hører ungdommen til, og det kan være nok så svært at gennemføre, hvis det hele skal foregå inden for de rammer, som ens bedstemors barnsben betrådte. De første idrætsforeninger herhjemme blev etableret for over 100 år siden. Ungdomsklubberne, som blev etableret i efterkrigstiden, har efterhånden også en del år på bagen. Begge institutioner har gennem årene spillet en væsentlig rolle i omstillingen fra landbrugs- til industrisamfund, hvor de unge skulle dannes og formes til at møde til tiden, være effektive og socialiseres ind i fællesskabet.

At ungdommens kreativitet, vildskab og energi nu søger nye veje, er derfor ikke overraskende, men nærmere naturligt. Hænger man fast i en forældet romance om, at fritidslivet i dag forener høj som lav i samfundet, så kan det forekomme som et problem. Men denne inkluderende evne er på retur, da foreningslivet mange steder er blevet polariseret i en sådan grad, at der sjældnere og sjældnere er plads til de ressourcesvage på klubbernes ungdomshold. Ikke pga. habitus, hudfarve eller kulturel baggrund, men pga. et tilvalg af hende, hvis forældre har slæbt hende med til træning siden 4-6 års alderen frem for hende, som ønsker at starte som 13 årig. Der er jo mesterskaber, som skal vindes, så medmindre kommunen kan lokke med projektmidler og partnerskaber, er det svært at modvirke denne sportens logik.

Men er det et problem, at de unge i stigende grad fravælger foreninger og ungdomsklubber? I disse år, hvor vi som nation forsøger at finde vores ben i et globaliseret videnssamfund, er det vel kun at betragte som en styrke, at ungdommen ikke er bange for at gå nye veje. At det er kreativitet og entreprenørskab frem for produktivitet vi skal konkurrere på, hvis vi skal slå kineserne, er ikke nyt. Det smukke er, at mange af de nye aktiviteter, som vokser frem blandt de stakkels ”forenings- og klubløse” unge i disse år, netop rummer svarene på denne udfordring. Gadeidræt som parkour, streetbasket og skateboarding anvender alle byrummet på en ny og mulighedsorienteret måde. Do-It-Yourself initiativer lægger ansvaret over på mikro-lokale fællesskaber og rummer dermed en mulighed for at tilsidesætte dansk brokkekultur. Hver dag træder nye unge i karakter som kulturskabere og eventmagere under titler som f.eks. Mindspottere, GAM3 PlayMakers, eller hvad den lokale betegnelse for en ung, som ønsker at gøre en forskel for andre unge gennem sociale eller kulturelle projekter nu måtte være. I kommuner med en succesfuld ungestrategi, er kulturskabelsen dermed i gang med at blive flyttet fra de ansatte voksne til de frivillige unge. Eller med andre ord – fra institutionerne til gaden.

Her følger tre gode tips til hvordan kulturelt og socialt entreprenørskab kan indgå, når en succesfuld ungestrategi skal skrues sammen.

  1. Lad de unge være den definerende kraft. Undgå blot at spørge de unge til råds – giv dem mulighed for at stå ved roret og være med hele vejen i processen. Opret f.eks. en pulje der kan søges uden for meget bureaukrati. Det behøver ikke være store beløb – for 1.500 kr. kan man få mange ting til at ske, hvis man er 16 år gammel. En lektiecafe eller en flash-mob på gågaden med sminke og balloner behøver ikke koste mere en et par hundrede kroner, men kan være med til at styrke medborgerskabet hos initiativtagerne i væsentlig grad.
  2. Tag udgangspunkt i de unges ressourcer. De unge kulturskabere skal med al sandsynlighed findes blandt den mere ressourcestærke gruppe af unge. For at undgå en skæv kulturpolitik, er det derfor vigtigt, at deres initiativer er inkluderende over for unge uden for deres egen snævre omgangskreds. Det kan løses, ved at stille det som krav for at opnå støtte, at aktiviteterne rækker ud og inkluderer andre unge i kommunen. Og ved at fortælle initiativtagerne, at de vil få langt flere Facebook-likes ved at komme bredere ud.
  3. Tænk uden for de traditionelle strukturer. Kontakten med initiativtagerne skal ikke forankres i ungdomsklubben, som de unge har valgt fra. Prøv i stedet med biblioteket, en cafe, eller et helt tredje neutralt sted. De pædagogiske kompetencer hos personalet i ungdomsklubben, kan imidlertid sagtens anvendes. De kan f.eks. være nyttige i forhold til at støtte de unge i projektudviklingsprocessen – f.eks. som et coaching forløb – så ikke små bump på vejen får lov at lægge projektet ned.

Der er dermed nok at tage fat på, når forrige århundredes kultur- og fritidspolitik skal nytænkes. Men som eksemplerne viser, så behøver det ikke koste alverden og det kan ligefrem blive en spændende rejse, at lade de pædagogiske kompetencer hos medarbejderne i de tomme ungdomsklubber komme i spil på en ny og aktiverende måde. Vigtigst af alt, vil det styrke de unges entreprenørskab, hvilket vi som nation har hårdt brug for, hvis vores høje levestandard skal kunne fastholdes for de kommende generationer.

Blog at WordPress.com.

Up ↑