Asfalt-perlen åbner

P1020027På onsdag i næste uge, åbner denne asfalt-perle i Esbjerg. Vi er nogle, som glæder os ufatteligt meget til at tage det nye flotte GAME Streetmekka Esbjerg i brug. Ikke mindst Esbjergs mange asfaltafhængige børn og unge, som har ventet i spænding i over to år siden workshoppen en kold vinterdag i slutningen 2013. Her blev ønsker og forventninger til den nye state-of-the-art gadeidrætsfacilitet bygget i LEGO og udtrykt som SMS-lyrik.

P1010940

I dag står det hele funklende klar til brug. Og ja, det alt overskyggende ønske om en betonbowl er blevet hørt, så Esbjerg kan blive endnu et stop på den skateboard-marguritrute som begynder at tegne sig med Multiparken i Helsingør, Fælledparken i København, Street Dome i Haderslev, etc.

P1010965

Derudover byder GAME Streetmekka Esbjerg også på lækre rammer og rum til streetdance, parkour, streetsoccer, streetbasket, graffiti, udhæng og meget mere.

P1010975

High five til EFFEKT Arkitekter, som har tegnet et fantastisk hus langt over hvad man kunne forvente. Til Vestbyg som har bygget i kvalitet og med tidsplan der holder. Og til Esbjerg Kommune, som sammen med Realdania, TrygFonden, Nordea-fonden og Claus Sørensen Fonden som har finansieret. Og til alle andre involverede, særligt Jannie Mai Vesti og Mikkel Gjelstrup fra GAME (se billedet).

Pst … hvis du har lyst til at kigge forbi, så går det hele ned på Nørrebrogade 1 C i Esbjerg, onsdag 6. januar 2016 kl. 14-16 med borgmestertale og fuld udblæsning. Officielt skal man være inviteret, men hvis du er gade, så kigger du forbi anyways. Vi ses!

Advertisements

Overraskende tal for danskernes idrætsdeltagelse?

Så er der kommet dugfriske tal på danskernes idrætsdeltagelse. Denne gang fra GAME, som har fået Analyse Danmark til at kigge på hvordan idrætsbilledet ser ud blandt voksne danskere med særligt fokus på gadeidrætten. Her siger 64 procent af danskerne, at de dyrker idræt i en eller anden udstrækning, 22 procent af danskerne er aktive medlemmer af en idrætsforening og 38 procent dyrker selvorganiseret idræt (GAME, 2015).

GAME_Roskilde
Gadeidræt i Æblehaven, Roskilde. Foto: Caroline Bohn, 2015

Tallene er enten overraskende eller knapt så overraskende. Hvis udgangspunktet er Idrættens Analyseinstituts (IDAN) seneste afdækning af danskernes idrætsvaner (IDAN, 2011), så er de nye tal ganske overraskende. IDANs undersøgelse peger nemlig på, at hele 41 procent dyrker idræt i en forening. Men kigger man på Den Europæiske Kommisions undersøgelse fra 2014 (EC, 2014), er det samme tal 22 procent. Med dette perspektiv er de nye tal knapt så overraskende.

Dette afføder en række spørgsmål, hvoraf det væsentligste må være, hvilket af de to tal der er tættest på virkeligheden. Her er det værd at tage et nærmere kig på metoden – beklager at det bliver lidt nørdet, men djævelen ligger som bekendt i detaljen.

Mens EU og Analyse Danmarks undersøgelser med hhv. 1.010 og 1.052 interviews kun lige akkurat når op på det nødvendige minimum for at kunne være repræsentative for den danske befolkning, så forholder det sig anderledes med IDANs. Her har man sendt spørgeskemaer ud til hele 9.074 voksne, men trods en ihærdig indsats for at få det 20 sider lange skema retur, er svarprocenten helt nede på 43,6 procent.

Dette er sandsynligvis den væsentligste årsag til at IDANs tal for foreningsdeltagelsen er blevet 86 procent højere end både EU og Analyse Danmarks tal. Antager man lidt firkantet, at de idrætsaktive danskere er mere motiveret for at returnere et spørgeskema om deres idrætsdeltagelse, end dem, for hvem spørgeskemaet taler til deres dårlige samvittighed, så har vi måske forklaringen. Det er derfor rigtig trist, at svarprocenten for undersøgelser af danskernes idrætsdeltagelse er faldet støt siden man første gang spurgte til emnet i 1964.

Personligt krydser jeg derfor alt hvad der kan krydses for, at IDAN i deres kommende undersøgelse, som er planlagt at blive igangsat i efteråret spørger mere ind til den voksende gadeidræt samt at der benyttes interviews frem for spørgeskemaer. Det tror jeg personligt ville give et mere retvisende billede af, hvor mange danskere der er aktive hvor. Dette er selvsagt vigtigt for at kunne træffe kvalificerede beslutninger på et oplyst grundlag for hvilke indsatser der skal til, for at vi som samfund kan få flere i gang med et fysisk aktivt liv. Til glæde for samfundet, som vil kunne begrænse den fysiske inaktivitets omkostninger på sundhedsbudgetterne. Og til glæde for den enkelte, som vil kunne forvente at leve længere og få flere år med godt helbred.

Sprængfarligt debatindlæg fra Idan

Så har de gjort det igen. Idans kompromisløse analytikere på Kanonbådsvej har – endnu engang – taget bladet fra munden og ramt sømmet på hovedet. Tag f.eks. citat her til at starte med:

“Paradoksalt nok er nogle af de sværeste grupper at nå med idrætstilbud, eksempelvis sindslidende, visse indvandrermiljøer, hjemløse m.fl. ikke begunstiget af en struktureret og vedholdende støttestruktur på samme vis som eksempelvis idrætseliten eller store sportsarrangementer.”

Nu bliver det spændende at se om 1) Kulturministeriet tør tage de kontroversielle input med i den udredning, som skulle have været offentliggjort før jul, men som endnu lader vente på sig og 2) om politikerne efterfølgende tør handle på det. Vi er nogle, der holder vejret …

Læs Idrættens Analyseinstituts bud på hvordan en statslig idrætspolitik kunne se ud i deres seneste nyhedsbrev, som kan hentes her.

Hvad er gadeidræt?

12 skarpe spørgsmål og svar fra arbejdsgruppen for en national platform for gadeidræt.

Illustration af en national platform for gadeidræt
Illustration af en national platform for gadeidræt

Da der er rigtig mange, som har spurgt til hvad gadeidrætten særligt kan, om man kan organisere den uden at kvæle den og om hvorfor den bør støttes offentligt, kommer der her 12 svar for at kaste lys over asfalten.

  1. Hvad er gadeidræt?
  2. Er gadeidræt det samme som gadesport?
  3. Skal man være medlem af en forening, for at være med?
  4. Hvad adskiller gadeidræt fra f.eks. foreningshåndbold eller fodbold?
  5. Hvad tilbyder gadeidrætten lokal- og nationalsamfundet?
  6. Hvorfor er gadeidrætten bedre organiseret sammen, end i de traditionelle hovedorganisationer?
  7. Hvorfor skal gadeidrætten støttes offentligt?
  8. Hvordan organiseres gadeidrætten bedst?
  9. Når organiseringen foregår uden for foreninger, hvordan sikrer man så, at midlerne kommer brugerne til gode?
  10. Risikerer man ikke, at det bliver de etablerede organisationer inden for gadeidrætten, der tager sig af størstedelen af puljemidlerne? Og er dette et problem?
  11. Hvorfor organiserede noget, der lever fint på egen hånd?
  12. Er der slet ikke nogen negative konsekvenser ved at støtte gadeidrætten?


Q:     Hvad er gadeidræt?

A:     Gadeidræt er idræt som dyrkes på gadeplan. Nogle gadeidrætter som f.eks. skateboarding, løbehjul, hacky sack, breakdance og parkour oprinder fra gaden, mens andre udspringer fra klassiske idrætsgrene, der er blevet tilpasset byrummet. I sidstnævnte kategori finder man f.eks. street basket, street handball, street bordtennis og gadefodbold. De fleste gadeidrætter dyrkes på asfalt og er ofte mindre pladskrævende end deres indendørs pendant.

Gadeidræt dyrkes som regel i selvorganiserede, uformelle eller fleksible praksisfællesskaber. Motionsidræt som f.eks. løb er dermed ikke inkluderet, da interaktionen med andre udøvere ofte er meget begrænset.

Gadeidræt er kendetegnet ved en høj grad af initativ, kreativitet og gør-det-selv mentalitet blandt udøverne. Gadeidrætten vil derfor blive ved med at udvikle nye former og aktiviteter med de unge på gadeplan som drivkræft.


Q:     Er gadeidræt det samme som gadesport?

A:     Ja. Gadesport kan bruges som betegnelse for den del af gadeidrætten, som er konkurrencebetonet. Det letteste er bare at kalde det hele gadeidræt – så rammer man ikke forkert.


Q:     Skal man være medlem af en forening, for at være med?

A:     Nej. Gadeidræt er ofte kendetegnet ved at formelt medlemskab af en forening ikke er nødvendigt. Alle kan være med, uanset økonomiske og sportslige forudsætninger, bare man har lysten.


Q:     Hvad adskiller gadeidræt fra f.eks. foreningshåndbold eller fodbold?

A:     Gadeidrætten er løsere organiseret og et mindre elitært fællesskab at dyrke idræt i. Den leverer fleksible rammer, som de unge selv kan være med til at udfylde, hvor det sociale, værdifællesskabet og multikulturen prioriteres over kampen om at komme på førsteholdet. Og så foregår den som udgangspunkt udendørs på gaden, hvor alle kommer og føler tilknytning til. Derfor er det let at komme med i legen.


Q:     Hvad tilbyder gadeidrætten lokal- og nationalsamfundet?

A:     Mange af de sportsdicipliner der i dag dyrkes i sportsklubberne, er opstået parallelt med udbredelsen af industrisamfundet. Sporten var med til at danne befolkningen/
arbejdsstyrken, så de kunne udfylde industriens behov for punktlighed og funktionalitet. Sat på spidsen kan man sige, at ungdommen blev forberedt på hulkort og samlebåndsarbejde på fabrikken ved at passe pladsen på grønsværen som højre back i 2 x 45 min i weekenden.

Det som blev efterspurgte i industrisamfundet er i dag knapt så aktuelt. Industrisamfundet er blevet til videns-, service- og netværkssamfundet – kært barn har mange navne. At den enkelte kan tænke kreativt og begå sig i et løst defineret netværk er i dag essentielt, hvis vi som samfund skal lykkes i en global kontekst. Og lige netop netværk og kreativitet er gadeidrætten stærk på – tænk blot på skateren, som sms’er vennerne for at de sammen kan forvandle storskrald til et fly-out de kan hoppe ud over.


Q:     Hvorfor er gadeidrætten bedre organiseret sammen, end i de traditionelle hovedorganisationer?

A:     Idrættens hovedorganisationer er dygtige til at servicere den traditionelle foreningsidræt, som de har over 100 års erfaring med. Gadeidrætten ved de langt mindre om. Da gadeidrætten i disse år er populær blandt beslutningstagerne, har hovedorganisationerne på det seneste bejlet til den, på trods af, at de ikke har kompetencerne og næppe heller det nødvendige mandat fra deres bagland. Forceres gadeidrætten alligevel ind hos DIF/DGI, vil det kompromittere både gadeidrætten og DIF/DGI’s fokus på foreningsidrætten. Det kan betyde, at gadeidrættens ambition om at skabe et vækstlag for hele idrætten forspildes. Mange af de unge, der søger gadeidrætten ønsker et mere frit og fleksibelt alternativ til foreningerne. Gadeidrætten vil ikke kunne udvikle sig og vokse i den kasse, som den langt hen ad vejen er en reaktion mod. Gadeidrætten skal have en platform, hvor den kan udvikle sig på sine egne præmisser.


Q:     Hvorfor skal gadeidrætten støttes offentligt? Det kører vel fint nu, og ligger det ikke i gadeidrættens DNA at jo mindre organisering jo bedre. Er det ikke netop et oprør mod etableringen?

A:     Ja, det kører fint i København og enkelte andre steder på landkortet. Men en lang række byer halter efter, selvom kommunerne ønsker at udnytte gadeidrættens potentialer bedre end de gør i dag. Der er derfor behov for at udbrede legen på gadeplan gennem vidensdeling og udviklingsstøtte. Et stort lokalt ønske i mange byer, er desuden at skabe mulighed for indendørs alternativer til gaden i vinterhalvåret.


Q:     Hvordan organiseres gadeidrætten bedst?

A:     Via en national platform for gadeidræt hostet af en af gadeidrættens organisationer og med et uvildigt råd, som fordeler puljemidlerne.


Q:     Når organiseringen foregår uden for foreninger, hvordan sikrer man så, at midlerne kommer brugerne til gode?

A:     Midlerne skal væk fra skrivebordene og ud og arbejde på asfalten. En national platform for gadeidræt vil kunne holde hånd i hanke med uddelingerne. Og så skal det være et kriterium, at den del af projektstøtten, som uddeles til gadeidrætsforeninger, skal komme andre end ansøger og deres medlemmer til gode. Det kan f.eks. ske via støtte til byg-selv-faciliteter eller uddannelse af instruktører i boligområderne.


Q:     Risikerer man ikke, at det bliver de etablerede organisationer inden for gadeidrætten, der tager sig af størstedelen af puljemidlerne? Og er dette et problem?

A:     Ja, det er en risiko. Men ved at have en række objektive kriterier for fordelingen af støttemidler, fuld transparens og et uvildigt råd, som foretager den politiske behandling af ansøgningerne, så undgår man, at dette bliver et problem. Midlerne skal gives til de projekter, som skaber størst mulig effekt.


Q:     Hvorfor organisere noget, som lever fint på egen hånd?

A:     Gaden må aldrig blive organiseret ud af gadeidrætten. Derfor er det vigtigt, at den videre udvikling af gadeidrætten sker med respekt for det selvorganiserede og energien omkring fællesskabet på gadeplan. Den nationale platform for gadeidræt skal have som mål, at bureaukratiet holdes på et absolut minimum.


Q:     Er der slet ikke nogen negative konsekvenser ved at støtte gadeidrætten?

A:     Enkelte die-hard gadeidrætsentusiaster vil muligvis foretrække fortsat at dyrke idrætten på egen hånd uden at blive en del af noget større. Men det vil der heldigvis fortsat være rig mulighed for. Målet er jo netop at udvikle – ikke at afvikle eller begrænse – gadeidrætten.

LINKS

Til dig, som gerne vil vide mere om gadeidrætten:

Billede

Se denne vellykkede lille film om tilblivelsen af Bangalores første offentlige skatepark, som Simon Weyhe fra Copenhagen Pro har været med til at producere. Det er tankevækkende, at mens man i andre dele af verdenen stimulerer og slipper gadekulturen løs med fællesskabende Do-It-Yourself (DIY) byggerier, så går vi i Danmark den modsatte vej og sætter fastlåsende begrænsninger i form af Dansk Standard. Målet bliver at gøre borgerne trygge – se f.eks. denne her standard, som skal beskytte “brugere og tredjepart”.

Det er jo sympatisk nok, at man gerne vil undgå ulykker. Men det virker nogle gange som om, at handle mere om rygdækning og at undgå, at borgmesteren havner på forsiden af lokalsprøjten, hvis et barn kommer til skade. Balladen er bare, at fjerner vi kanterne på gadeidrættens legepladser og pakker udøverne ind i vat, så bliver det sjovere at lave vilde tricks på spillekonsollen derhjemme i sofaen.

Det medfører fysisk inaktivitet og seks års kortere levetid for en stor del af en generation. Se det, er den virkelige ulykke, men det bliver nok aldrig en forsidehistorie, da det er langt mindre dramatisk end brækkede lemmer. Derfor blæses til kamp for DIY-kulturen og dens fællesskabs potentiale, for farligere legepladser og for en gennemsnitlig levetid, som gerne skulle få os op over den slovenske, som Danmark pt. ligger under.

Billede

Og som der bliver sagt i filmen om DIY-kulturen: “Let that thing grow all over the world”.

National platform for gadeidræt har bred opbakning fra gaden

Af William Frederiksen (Royal Copenhagen Skate), Morten Hansen (Street Dome), Mikkel Rugaard (Parkour DK) og Mikkel Gjelstrup (GAME), alle medlemmer af arbejdssgruppen bag en national platform ved navn GADEIDRÆT.

Pedro_stalefish

Debat: Frederik von Sperling og Martin Kjærgaard fra DGI Underground påstår i et debatindlæg på Altinget.dk (09/01/14), at opbakningen til en national platform for gadeidræt er tvivlsom, og fremstiller det som om, at GAME alene står bag. Dette er ikke korrekt.

Bag en national platform for gadeidræt står en bred vifte af initiativer fra hele landet. Det er initiativer, der til daglig arbejder med gadeidræt, kender behov og kulturen på gaden, og som har mange års erfaring med at få aktiviteterne på gadeplan til at leve. Initiativerne er forskellige og strækker sig over foreninger, organisationer, idrætsfaciliteter og ildsjæle. Fælles for alle er, at de ønsker bedre rammer for gadeidrætten og arbejder for at platformen GADEIDRÆT realiseres.

Bredden i listen er et klart signal om, at platformen ved navn GADEIDRÆT har et tydeligt mandat fra en stor del af gadeidrættens initiativer i Danmark.

Listen kan findes på facebook.com/gadeidraet (red: og på et direkte linke her).

Vi er en platform – ikke en paraplyorganisation
De to projektledere fra DGI Underground omtaler initiativet som en paraplyorganisation. Vi arbejder ikke for en ny paraplyorganisation – vi arbejder for en national platform for gadeidræt. Det er en vigtig pointe. Vi vil ikke organisere og bureaukratisere gadeidrætten. Vi vil understøtte og udvikle gadeidrætten på aktiviteternes egne præmisser.

Igennem efteråret har vi haft en god dialog med Kulturministeren og Kulturudvalget, der gjorde det klart, at de ikke ønskede en ny administrativ tung paraplyorganisation. Rådet vi fik var: Præsenter en løsning der virker og får gadeidrætten til at leve.

En national platform for gadeidræt kan støtte og rådgive alle, der har en interesse i at udvikle gadeidrætten. Kommuner, organisationer, foreninger, ildsjæle, udøvere på gaden osv. Lokale eller landsdækkende, veletablerede eller løst-strukturerede, permanente eller midlertidige – og uden at skelne til om de registrerer deres medlemmer eller ej. Det betyder, at platformen GADEIDRÆT kan understøtte gadeidrætten mere direkte, åbent og fleksibelt og fokusere sin indsats på at skabe en masse aktivitet på gadeplan med udøverne som primus motor. Derfor vil platformstanken virke.

Gadeidrætten skal stå på egne ben
Gadeidrætten har brug for en selvstændig platform, hvor den kan udvikle sig på egne præmisser understøttet af aktører, der har netværket og kontakten til gaden. De aktiviteter, de unge dyrker på gadeplan, er fleksible, kreative og båret af selvorganisering og medejerskab. Organiseringen omkring gadeidrætten skal afspejle dette og være i øjenhøjde med kulturen på gaden.

Vi mener ikke, at hovedorganisationerne er de rette til at løfte gadeidrætten. Mange af de unge, der søger gadeidrætten, ønsker et mere frit og fleksibelt alternativ til foreningerne. Mange af de initiativer, der arbejder med gadeidræt har svært ved at forene deres projekter med en stærk medlems- og foreningstankegang. Idrættens hovedorganisationer er dygtige til at understøtte foreningsidrætten, som de har over 100 års erfaring med. Men det kræver nogle helt andre værktøjer og kompetencer at få gadeidrætten til at leve.

Hvis gadeidrætten skal realisere sit potentiale som et supplement til foreningerne og et vækstlag for hele idrætten, skal den have lov at stå på egne ben.

Læs mere om GADEIDRÆT her

 

Gadeidrætten skal med ind i varmen

Af Arbejdsgruppen for en national platform for gadeidræt; William Frederiksen (Royal Copenhagen Skate), Morten Hansen (StreetDome), Mikkel Rugaard (Parkour DK) og Simon Prahm (GAM3) (Artiklen er blevet bragt på altinget.dk 12/11/13).

I 2014 skal loven for uddeling af tipsmidlerne revideres, og spørger man udøverne af gadeidræt, er det dermed tid til at gøre op med det traditionelle, foreningsbaserede paradigme, som gennemsyrer fordelingen af midlerne i dag.

gadeidraet_gam3dk

Der er ingen tvivl om at Danmark er et foreningsland, og at vi gennem tiden har yndet at organisere os i alt lige fra antenneforeninger til idrætsforeninger. Men billedet er i dag knapt så tidssvarende, da mange foreninger har mistet deres tag i bunden af samfundet. I en tid hvor antallet af fattige børn er i voldsom vækst, er det et problem, at både de økonomiske og talentmæssige forudsætninger for at indgå i idrætsforeningerne mange steder er uoverkommelige for de ressourcesvage familier.

Foreningerne har ikke længere den samme folkelighed. Det ses bl.a. ved, at andelen af idrætsaktive danskere, som dyrker foreningsidræt, siden 2004 er faldet fra 67 til 41 %. Det er derfor på høje tid, at politikerne overvejer, om foreningsidrætten fortsat er den eneste, som vores velfærdssamfund skal støtte via tipsmidlerne. Der er ingen tvivl om, at idrættens nuværende hovedorganisationer gør og gennem årene har gjort meget godt for idrætten i Danmark.

Danmarks Idrætsforbund har med sine 117 år på bagen været med til at opstarte en tradition for at mødes omkring den fysiske udfoldelse, dengang det handlede om skøjteløb på Københavns søer og fodbold på Fælleden. Men med de seneste 15 år, hvor antallet af fysisk inaktive unge er steget markant, er det – i sportens ånd – blevet tid til at give plads til, at nye talenter kan komme på banen.

Gadeidrætten har i den samme årrække været i rivende udvikling, og især i København og omegn har gadeidrætsfaciliteter fået et kæmpe boost gennem de senere år. Det er et produkt af en stor indsats fra miljøets egne aktører, der igennem mange år har taget ansvar og udviklet løsninger og etableret faciliteter i samarbejde med de lokale kommuner. Men store dele af landet halter bagud.

De selvorganiserede miljøer og praksisfællesskaber omkring skateboarding, gadefodbold, rulleskøjter, løbehjul, parkour, street basket etc., fungerer på helt andre præmisser og skal grundlæggende gødes helt anderledes end den etablerede del af idrætsverden. I gadeidrætten er de vigtigste nøgler til succes autenticitet, faciliteter af høj kvalitet samt en brugerfacilitering, der understøtter det selvorganiserede. Men midlerne til at fastholde, udbrede og udvikle gadeidrætten til hele landet mangler.

En national platform for gadeidrætten
Derfor har en bred skare af gadeidrættens aktører taget initiativ til at etablere en national platform for gadeidræt med det formål at fremme udviklingen og udbredelsen af gadeidrætten i Danmark. Bag platformen står mere end 20 organisationer fra hele landet, som brænder for legen på gaden, men som p.t. er overladt til sig selv.

Forud for revideringen af tipsloven har Folketinget igangsat en udredning om idrættens struktur og økonomi, som skal danne baggrund for en ny lov om fordeling af spillemidlerne. Kulturministeriet er i fuld gang med arbejdet, men allerede nu kan man roligt nedjustere sine forventninger. De foreløbige meldinger fra teamet af konsulenter bringer nemlig ikke noget nyt til torvs, da man har valgt at basere størstedelen af udredningen på analyser af idrættens eksisterende organisationer. Ganske paradoksalt kommer det nye dermed ikke i spil, fordi det ikke allerede er med.

Derfor dette opråb. Skal vi blive vedblive hvad vi er, eller tør vi som samfund udfordre billedet af Danmark som foreningsland? Og hvor får vi mest bevægelse for velfærdskronerne? I en tid med knaphed, hvor alle andre hjørner af velfærdsstaten bliver vendt og drejet, hvorfor så ikke også anlægge et kritisk blik på effekten af vores idrætsstøtte? Spørgsmålet er måske nærmere, om vi tør lade være? Ultimativt er det nationens sundhed og sammenhængskraft, som er på spil. Nogle vil mene, at netop sammenhængskraften vil lide, hvis vi åbner op for alternative organiseringsformer. Men da skreddet allerede er sket, handler det om at udnytte de kreative potentialer, gadeidrætten rummer og på den måde skabe et nyt, åbent og tilgængeligt fællesskab.

Tipsmidlerne bør derfor fordeles på en måde, som afspejler befolkningens idrætsudøvelse. I dag modtager den organiserede idræts hovedorganisationer over 600 millioner kroner årligt, mens gadeidrætten står uden for i kulden med et budget på 0 kroner. Ved efterårets store idrætskonference i Vejen blev ledende kræfter i DIF og DGI alligevel hurtigt enige om, at det ville være ”fuldstændig hul i hovedet” at give penge til et selvstændigt initiativ for gadeidræt. Fokus for konferencen var idrættens største udfordringer og løsningen blev – desværre ikke overraskende – mere af det samme. Dette til trods for at nye undersøgelser fra Idrættens Analyseinstitut viser, at over halvdelen af idrætten i Danmark i dag dyrkes selvorganiseret uden for foreningsregi.

Gadeidrætten hverken kan eller skal topstyres, registreres eller puttes i kasser. Men ved at skabe en national platform, kan vi understøtte og sikre, at udøveren på asfalten står fast. Ved at udfolde gadeidrættens potentialer skabes et vækstlag til glæde og gavn for hele idrætten. Resultatet vil være en øget mangfoldighed i idrætsdeltagelsen, som vil give idrætten den folkelighed og legitimitet tilbage, som den er godt på vej til at miste.

Facebook med holdning

De to iderige og energiske knægte Stefan Tholstrup Schmidt og Simon Holmgaard har efterhånden rumsteret en del med deres nye initiativ TAG DEL. I denne uge blev webportalen så lanceret og jeg må sige, at den langt overgår forventningerne.

Image

Personligt synes jeg godt om ideen med at dele udfordringer på tværs af frivillige organisationer, i en tid, hvor nettet ellers mest benyttes til selvpromovering. Det sidste kan blive lidt skingert i længden – og ja, jeg falder også selv i en gang i mellem.

TAG DEL ønsker derimod at bringe folk sammen i et online community for at skabe de bedste løsninger, hvorefter det ambitiøse mål er, at brugerne efterfølgende skal gå sammen om at realisere dem. Som Stefan udtaler til TV2.dk: Vi vil gerne gøre det lettere for den enkelte borger i Danmark at bidrage og tage et medansvar for de udfordringer vi står overfor.

Jeg var selv lidt skeptisk, for hvad nytter det at kæmpe imod Facebook, som synes at suge og samtidig udvande den meste energi ud af selv den mest ihærdige online debattør. Men udover at det på TAGDEL.dk kan være svært at finde frem til organisationerne bag udfordringerne samt minimale bugs, som at man f.eks. altid kommer ind i en tom inbox og skal klikke en ekstra gang, før svar på ens posts kommer frem, så fungerer siden intuitivt og gnidningsfrit.

GAM3 har allerede fået en del input på hvordan vi kan løse udfordringen med stort frafald af frivillige og Splinx har fået input på hvordan de kan hjælpe “folket” til selv at skabe flere sportsaktiviteter for sig selv og hinanden.

Initiativet hostes af KPH og er støttet af Velux Fonden, Villum Fonden og Det Obelske Familefond. Thumbs up og god vind derudaf!

Referat fra stormødet om gadeidrættens fremtid

Der arbejdes i de tre workshops
Der arbejdes i de tre workshops

I et forsøg på at skabe fælles fodslag omkring udviklingen af gadeidrætten, lagde StreetMekka hus til stormødet “Gadeidrættens Fremtid” fredag 18. januar. Der var et flot og mangfoldigt fremmøde med deltagere fra hele landet, lige fra Herning til Haderslev, og discipliner lige fra BMX til Slackline. På vegne af arbejdsgruppen, havde jeg fået fornøjelsen at indlede mødet, mens William Frederiksen fra Copenhagen Skatepark stod for den afrunding, som efterfulgte de tre workshops.

Og hvad kom vi så frem til, tænker du nok. Dagen var præget af en stor kærlighed til praksisfælleskaberne på gaden, et stærkt forbehold mod for meget organisering, samt en forskellighed på tværs af disciplinerne. Der var derfor stor enighed om, at det er af afgørende betydning, at vi ikke kommer til at slå ilden ihjel, ved at bureaukratisere de respektive discipliner/aktiviteter på gaden unødigt.

Gode bud på indsatsområder
Gode bud på indsatsområder

Der var samtidig også enighed om, at vi ved at skabe en paraply-organisation, vil kunne komme til at stå stærkere. Gennem en skabelse af det rette vækstmiljø, vil vi få mulighed for at brede vores mange forskellige gadediscipliner ud til glæde for endnu flere. En sådan organisation vil både kunne styrke etablering og drift af faciliteter (udendørs/indendørs) samt styrke muligheden for at kunne støtte nye upcoming initiativer på gadeplan. Det økonomiske incitament, må dog aldrig stå alene, da fællesskabet omkring gadeidrætten, bør være det bærende princip. Det er således vigtigt, at lave et ’produkt’ der er bæredygtigt, også selvom vi ikke får økonomiske midler.

I forbindelse med afrundingen sidst på dagen, blev arbejdsgruppen opfordret til at fortsætte arbejdet ved at konkretisere, hvordan en organisering omkring gadeidrætten kunne tage form. Dette takkede arbejdsgruppen ja til. Morten Hansen (Street Dome) og Natalia Ivanova (streeteXpression) tilbød begge at hjælpe med det videre arbejde sammen med de øvrige medlemmer af arbejdsgruppen, som udgør Mikkel Rugaard (Parkour DK), William Frederiksen (Copenhagen Skatepark) og Simon Prahm (GAM3).

Næste skridt vil være at konkretisere tankerne og efterfølgende afstemme disse ved et nyt stormøde, som der forventes at blive indkaldt til inden sommerferien.

Læs hele referatet fra stormødet her.

Se flere billeder fra stormødet på facebook.com/gadeidraet.

Blog at WordPress.com.

Up ↑