Asfalt-perlen åbner

P1020027På onsdag i næste uge, åbner denne asfalt-perle i Esbjerg. Vi er nogle, som glæder os ufatteligt meget til at tage det nye flotte GAME Streetmekka Esbjerg i brug. Ikke mindst Esbjergs mange asfaltafhængige børn og unge, som har ventet i spænding i over to år siden workshoppen en kold vinterdag i slutningen 2013. Her blev ønsker og forventninger til den nye state-of-the-art gadeidrætsfacilitet bygget i LEGO og udtrykt som SMS-lyrik.

P1010940

I dag står det hele funklende klar til brug. Og ja, det alt overskyggende ønske om en betonbowl er blevet hørt, så Esbjerg kan blive endnu et stop på den skateboard-marguritrute som begynder at tegne sig med Multiparken i Helsingør, Fælledparken i København, Street Dome i Haderslev, etc.

P1010965

Derudover byder GAME Streetmekka Esbjerg også på lækre rammer og rum til streetdance, parkour, streetsoccer, streetbasket, graffiti, udhæng og meget mere.

P1010975

High five til EFFEKT Arkitekter, som har tegnet et fantastisk hus langt over hvad man kunne forvente. Til Vestbyg som har bygget i kvalitet og med tidsplan der holder. Og til Esbjerg Kommune, som sammen med Realdania, TrygFonden, Nordea-fonden og Claus Sørensen Fonden som har finansieret. Og til alle andre involverede, særligt Jannie Mai Vesti og Mikkel Gjelstrup fra GAME (se billedet).

Pst … hvis du har lyst til at kigge forbi, så går det hele ned på Nørrebrogade 1 C i Esbjerg, onsdag 6. januar 2016 kl. 14-16 med borgmestertale og fuld udblæsning. Officielt skal man være inviteret, men hvis du er gade, så kigger du forbi anyways. Vi ses!

Advertisements

Overraskende tal for danskernes idrætsdeltagelse?

Så er der kommet dugfriske tal på danskernes idrætsdeltagelse. Denne gang fra GAME, som har fået Analyse Danmark til at kigge på hvordan idrætsbilledet ser ud blandt voksne danskere med særligt fokus på gadeidrætten. Her siger 64 procent af danskerne, at de dyrker idræt i en eller anden udstrækning, 22 procent af danskerne er aktive medlemmer af en idrætsforening og 38 procent dyrker selvorganiseret idræt (GAME, 2015).

GAME_Roskilde
Gadeidræt i Æblehaven, Roskilde. Foto: Caroline Bohn, 2015

Tallene er enten overraskende eller knapt så overraskende. Hvis udgangspunktet er Idrættens Analyseinstituts (IDAN) seneste afdækning af danskernes idrætsvaner (IDAN, 2011), så er de nye tal ganske overraskende. IDANs undersøgelse peger nemlig på, at hele 41 procent dyrker idræt i en forening. Men kigger man på Den Europæiske Kommisions undersøgelse fra 2014 (EC, 2014), er det samme tal 22 procent. Med dette perspektiv er de nye tal knapt så overraskende.

Dette afføder en række spørgsmål, hvoraf det væsentligste må være, hvilket af de to tal der er tættest på virkeligheden. Her er det værd at tage et nærmere kig på metoden – beklager at det bliver lidt nørdet, men djævelen ligger som bekendt i detaljen.

Mens EU og Analyse Danmarks undersøgelser med hhv. 1.010 og 1.052 interviews kun lige akkurat når op på det nødvendige minimum for at kunne være repræsentative for den danske befolkning, så forholder det sig anderledes med IDANs. Her har man sendt spørgeskemaer ud til hele 9.074 voksne, men trods en ihærdig indsats for at få det 20 sider lange skema retur, er svarprocenten helt nede på 43,6 procent.

Dette er sandsynligvis den væsentligste årsag til at IDANs tal for foreningsdeltagelsen er blevet 86 procent højere end både EU og Analyse Danmarks tal. Antager man lidt firkantet, at de idrætsaktive danskere er mere motiveret for at returnere et spørgeskema om deres idrætsdeltagelse, end dem, for hvem spørgeskemaet taler til deres dårlige samvittighed, så har vi måske forklaringen. Det er derfor rigtig trist, at svarprocenten for undersøgelser af danskernes idrætsdeltagelse er faldet støt siden man første gang spurgte til emnet i 1964.

Personligt krydser jeg derfor alt hvad der kan krydses for, at IDAN i deres kommende undersøgelse, som er planlagt at blive igangsat i efteråret spørger mere ind til den voksende gadeidræt samt at der benyttes interviews frem for spørgeskemaer. Det tror jeg personligt ville give et mere retvisende billede af, hvor mange danskere der er aktive hvor. Dette er selvsagt vigtigt for at kunne træffe kvalificerede beslutninger på et oplyst grundlag for hvilke indsatser der skal til, for at vi som samfund kan få flere i gang med et fysisk aktivt liv. Til glæde for samfundet, som vil kunne begrænse den fysiske inaktivitets omkostninger på sundhedsbudgetterne. Og til glæde for den enkelte, som vil kunne forvente at leve længere og få flere år med godt helbred.

Sprængfarligt debatindlæg fra Idan

Så har de gjort det igen. Idans kompromisløse analytikere på Kanonbådsvej har – endnu engang – taget bladet fra munden og ramt sømmet på hovedet. Tag f.eks. citat her til at starte med:

“Paradoksalt nok er nogle af de sværeste grupper at nå med idrætstilbud, eksempelvis sindslidende, visse indvandrermiljøer, hjemløse m.fl. ikke begunstiget af en struktureret og vedholdende støttestruktur på samme vis som eksempelvis idrætseliten eller store sportsarrangementer.”

Nu bliver det spændende at se om 1) Kulturministeriet tør tage de kontroversielle input med i den udredning, som skulle have været offentliggjort før jul, men som endnu lader vente på sig og 2) om politikerne efterfølgende tør handle på det. Vi er nogle, der holder vejret …

Læs Idrættens Analyseinstituts bud på hvordan en statslig idrætspolitik kunne se ud i deres seneste nyhedsbrev, som kan hentes her.

Hvad er gadeidræt?

12 skarpe spørgsmål og svar fra arbejdsgruppen for en national platform for gadeidræt.

Illustration af en national platform for gadeidræt
Illustration af en national platform for gadeidræt

Da der er rigtig mange, som har spurgt til hvad gadeidrætten særligt kan, om man kan organisere den uden at kvæle den og om hvorfor den bør støttes offentligt, kommer der her 12 svar for at kaste lys over asfalten.

  1. Hvad er gadeidræt?
  2. Er gadeidræt det samme som gadesport?
  3. Skal man være medlem af en forening, for at være med?
  4. Hvad adskiller gadeidræt fra f.eks. foreningshåndbold eller fodbold?
  5. Hvad tilbyder gadeidrætten lokal- og nationalsamfundet?
  6. Hvorfor er gadeidrætten bedre organiseret sammen, end i de traditionelle hovedorganisationer?
  7. Hvorfor skal gadeidrætten støttes offentligt?
  8. Hvordan organiseres gadeidrætten bedst?
  9. Når organiseringen foregår uden for foreninger, hvordan sikrer man så, at midlerne kommer brugerne til gode?
  10. Risikerer man ikke, at det bliver de etablerede organisationer inden for gadeidrætten, der tager sig af størstedelen af puljemidlerne? Og er dette et problem?
  11. Hvorfor organiserede noget, der lever fint på egen hånd?
  12. Er der slet ikke nogen negative konsekvenser ved at støtte gadeidrætten?


Q:     Hvad er gadeidræt?

A:     Gadeidræt er idræt som dyrkes på gadeplan. Nogle gadeidrætter som f.eks. skateboarding, løbehjul, hacky sack, breakdance og parkour oprinder fra gaden, mens andre udspringer fra klassiske idrætsgrene, der er blevet tilpasset byrummet. I sidstnævnte kategori finder man f.eks. street basket, street handball, street bordtennis og gadefodbold. De fleste gadeidrætter dyrkes på asfalt og er ofte mindre pladskrævende end deres indendørs pendant.

Gadeidræt dyrkes som regel i selvorganiserede, uformelle eller fleksible praksisfællesskaber. Motionsidræt som f.eks. løb er dermed ikke inkluderet, da interaktionen med andre udøvere ofte er meget begrænset.

Gadeidræt er kendetegnet ved en høj grad af initativ, kreativitet og gør-det-selv mentalitet blandt udøverne. Gadeidrætten vil derfor blive ved med at udvikle nye former og aktiviteter med de unge på gadeplan som drivkræft.


Q:     Er gadeidræt det samme som gadesport?

A:     Ja. Gadesport kan bruges som betegnelse for den del af gadeidrætten, som er konkurrencebetonet. Det letteste er bare at kalde det hele gadeidræt – så rammer man ikke forkert.


Q:     Skal man være medlem af en forening, for at være med?

A:     Nej. Gadeidræt er ofte kendetegnet ved at formelt medlemskab af en forening ikke er nødvendigt. Alle kan være med, uanset økonomiske og sportslige forudsætninger, bare man har lysten.


Q:     Hvad adskiller gadeidræt fra f.eks. foreningshåndbold eller fodbold?

A:     Gadeidrætten er løsere organiseret og et mindre elitært fællesskab at dyrke idræt i. Den leverer fleksible rammer, som de unge selv kan være med til at udfylde, hvor det sociale, værdifællesskabet og multikulturen prioriteres over kampen om at komme på førsteholdet. Og så foregår den som udgangspunkt udendørs på gaden, hvor alle kommer og føler tilknytning til. Derfor er det let at komme med i legen.


Q:     Hvad tilbyder gadeidrætten lokal- og nationalsamfundet?

A:     Mange af de sportsdicipliner der i dag dyrkes i sportsklubberne, er opstået parallelt med udbredelsen af industrisamfundet. Sporten var med til at danne befolkningen/
arbejdsstyrken, så de kunne udfylde industriens behov for punktlighed og funktionalitet. Sat på spidsen kan man sige, at ungdommen blev forberedt på hulkort og samlebåndsarbejde på fabrikken ved at passe pladsen på grønsværen som højre back i 2 x 45 min i weekenden.

Det som blev efterspurgte i industrisamfundet er i dag knapt så aktuelt. Industrisamfundet er blevet til videns-, service- og netværkssamfundet – kært barn har mange navne. At den enkelte kan tænke kreativt og begå sig i et løst defineret netværk er i dag essentielt, hvis vi som samfund skal lykkes i en global kontekst. Og lige netop netværk og kreativitet er gadeidrætten stærk på – tænk blot på skateren, som sms’er vennerne for at de sammen kan forvandle storskrald til et fly-out de kan hoppe ud over.


Q:     Hvorfor er gadeidrætten bedre organiseret sammen, end i de traditionelle hovedorganisationer?

A:     Idrættens hovedorganisationer er dygtige til at servicere den traditionelle foreningsidræt, som de har over 100 års erfaring med. Gadeidrætten ved de langt mindre om. Da gadeidrætten i disse år er populær blandt beslutningstagerne, har hovedorganisationerne på det seneste bejlet til den, på trods af, at de ikke har kompetencerne og næppe heller det nødvendige mandat fra deres bagland. Forceres gadeidrætten alligevel ind hos DIF/DGI, vil det kompromittere både gadeidrætten og DIF/DGI’s fokus på foreningsidrætten. Det kan betyde, at gadeidrættens ambition om at skabe et vækstlag for hele idrætten forspildes. Mange af de unge, der søger gadeidrætten ønsker et mere frit og fleksibelt alternativ til foreningerne. Gadeidrætten vil ikke kunne udvikle sig og vokse i den kasse, som den langt hen ad vejen er en reaktion mod. Gadeidrætten skal have en platform, hvor den kan udvikle sig på sine egne præmisser.


Q:     Hvorfor skal gadeidrætten støttes offentligt? Det kører vel fint nu, og ligger det ikke i gadeidrættens DNA at jo mindre organisering jo bedre. Er det ikke netop et oprør mod etableringen?

A:     Ja, det kører fint i København og enkelte andre steder på landkortet. Men en lang række byer halter efter, selvom kommunerne ønsker at udnytte gadeidrættens potentialer bedre end de gør i dag. Der er derfor behov for at udbrede legen på gadeplan gennem vidensdeling og udviklingsstøtte. Et stort lokalt ønske i mange byer, er desuden at skabe mulighed for indendørs alternativer til gaden i vinterhalvåret.


Q:     Hvordan organiseres gadeidrætten bedst?

A:     Via en national platform for gadeidræt hostet af en af gadeidrættens organisationer og med et uvildigt råd, som fordeler puljemidlerne.


Q:     Når organiseringen foregår uden for foreninger, hvordan sikrer man så, at midlerne kommer brugerne til gode?

A:     Midlerne skal væk fra skrivebordene og ud og arbejde på asfalten. En national platform for gadeidræt vil kunne holde hånd i hanke med uddelingerne. Og så skal det være et kriterium, at den del af projektstøtten, som uddeles til gadeidrætsforeninger, skal komme andre end ansøger og deres medlemmer til gode. Det kan f.eks. ske via støtte til byg-selv-faciliteter eller uddannelse af instruktører i boligområderne.


Q:     Risikerer man ikke, at det bliver de etablerede organisationer inden for gadeidrætten, der tager sig af størstedelen af puljemidlerne? Og er dette et problem?

A:     Ja, det er en risiko. Men ved at have en række objektive kriterier for fordelingen af støttemidler, fuld transparens og et uvildigt råd, som foretager den politiske behandling af ansøgningerne, så undgår man, at dette bliver et problem. Midlerne skal gives til de projekter, som skaber størst mulig effekt.


Q:     Hvorfor organisere noget, som lever fint på egen hånd?

A:     Gaden må aldrig blive organiseret ud af gadeidrætten. Derfor er det vigtigt, at den videre udvikling af gadeidrætten sker med respekt for det selvorganiserede og energien omkring fællesskabet på gadeplan. Den nationale platform for gadeidræt skal have som mål, at bureaukratiet holdes på et absolut minimum.


Q:     Er der slet ikke nogen negative konsekvenser ved at støtte gadeidrætten?

A:     Enkelte die-hard gadeidrætsentusiaster vil muligvis foretrække fortsat at dyrke idrætten på egen hånd uden at blive en del af noget større. Men det vil der heldigvis fortsat være rig mulighed for. Målet er jo netop at udvikle – ikke at afvikle eller begrænse – gadeidrætten.

LINKS

Til dig, som gerne vil vide mere om gadeidrætten:

Tør vi slippe DIY-kulturen løs?

Billede

Se denne vellykkede lille film om tilblivelsen af Bangalores første offentlige skatepark, som Simon Weyhe fra Copenhagen Pro har været med til at producere. Det er tankevækkende, at mens man i andre dele af verdenen stimulerer og slipper gadekulturen løs med fællesskabende Do-It-Yourself (DIY) byggerier, så går vi i Danmark den modsatte vej og sætter fastlåsende begrænsninger i form af Dansk Standard. Målet bliver at gøre borgerne trygge – se f.eks. denne her standard, som skal beskytte “brugere og tredjepart”.

Det er jo sympatisk nok, at man gerne vil undgå ulykker. Men det virker nogle gange som om, at handle mere om rygdækning og at undgå, at borgmesteren havner på forsiden af lokalsprøjten, hvis et barn kommer til skade. Balladen er bare, at fjerner vi kanterne på gadeidrættens legepladser og pakker udøverne ind i vat, så bliver det sjovere at lave vilde tricks på spillekonsollen derhjemme i sofaen.

Det medfører fysisk inaktivitet og seks års kortere levetid for en stor del af en generation. Se det, er den virkelige ulykke, men det bliver nok aldrig en forsidehistorie, da det er langt mindre dramatisk end brækkede lemmer. Derfor blæses til kamp for DIY-kulturen og dens fællesskabs potentiale, for farligere legepladser og for en gennemsnitlig levetid, som gerne skulle få os op over den slovenske, som Danmark pt. ligger under.

Billede

Og som der bliver sagt i filmen om DIY-kulturen: “Let that thing grow all over the world”.