Løsningen på vores krise hedder integration

Danmark er i krig og EU er i krise. Og i går blev trepartsforhandlingerne, som skal sikre bedre integration på arbejdsmarkedet skudt i gang. Heldigvis, fristes man til at sige. Hvad mange overser er nemlig, at de mange flygtninge, som krigen i Syrien forårsager, kan vise sig at være løsningen på EU og Danmarks krise. I modsætning til det altoverskyggende fokus i størstedelen af de nationale medier, er den demografiske krise Europa står overfor i det 21’ende århundrede en langt større trussel mod vores velfærd end flygtningekrisen. Hvis vi formår at skabe god integration og se de nytilkomne som ressourcer frem for problemer, kan flygtningekrisen tilføre os de hoveder og hænder, som vi ved vi kommer til at mangle om ikke så mange år. Dermed kan den ene krise hjælpe os med at overkomme den anden.

Med vildledninger i Libanesiske aviser, er Danmark gået langt for at begrænse antallet af asylsøgere. Medierne har været hurtige til at tage begrebet “flygtningestrøm” til sig, selvom de omkring 15.000 personer, der har søgt om asyl i 2015 reelt kun udgør en kvart procent af befolkningen. Med finurlige krumspring og uhørt hastebehandling af lovforslag, har man forsøgt at bøje reglerne, så Danmark i dag næppe lever op til de internationale konventioner. Noget der for ganske få år siden var helt utænkeligt. I dag er det nærmest blevet normen blandt Danmarks tre største partier at skubbe til grænsen. Det anses ikke længere som uhørt at gå imod vedtagne internationale konventioner og ej heller pinligt, når EU og FN retter deres kritik mod os. Dette har både Dansk Institut for Menneskerettigheder og ombudsmanden tydeligt gjort opmærksom på ved flere lejligheder. Derudover vælger regeringen trods kritik, at placere flygtninge og asylansøgere under forhold og på steder, som direkte modvirker integration. Det fremstår som om, at man fra politisk side decideret ønsker at forhindre en integration. En integration, som skændslen i Køln ved indgangen til det nye år kun har understreget vigtigheden af.

En historisk chance
Med den aktuelle politik forspilder vi en historisk chance for at skabe udvikling og stabilitet – i nærområderne, men også herhjemme. Danmark og resten af EU står nemlig over for en langt mere grundlæggende krise. Kigger man på vores fødselsrater skal vi helt tilbage til 1960’erne for at vi som danskere har været i stand til at reproducere os selv. Denne demografiske udvikling betyder, at der om 50 år vil være halvt så mange i den arbejdsdygtige alder, til at sørge for hver person over 65 år. Dette vil få voldsomme konsekvenser for hele vores velfærdssamfund, hvis ikke vi handler i tide. Og her er det smukke, at hvis vi formår at integrere de mange nytilkomne mennesker, som har forladt deres hjemland, for at søge sikkerhed i Danmark, vil vi kunne skabe en lysere fremtid for både dem og os.

Alireza_GAME_Esbjerg
Foto: Daniel Hjorth

Integrationen sker ikke af sig selv, men kræver en målrettet indsats for at lykkes. Og selvfølgelig er der grænser for hvor stor en mængde vi kan optage. I integrationsdebatten har fokus den seneste tid særligt været på arbejdsmarkedet, men ingen sektor kan alene løfte denne opgave. For at få integrationen til at lykkes, så de nytilkomne kan blive en ressource og ikke en byrde for staten, skal vi udnytte civilsamfundets evne til at bygge bro langt bedre. Og her har idrætten noget særligt at tilbyde. Her kan børn og unge mødes på tværs af sprog, religion og etnicitet for at spille, konkurrere og svede sammen. Ved at indgå i et kropsligt fællesskab bliver fokus flyttet fra forskellighederne til den fælles passion for at spille fodbold eller stå på skateboard.

I GAME har vi haft fornøjelsen af at se, hvordan ressourcestærke minoritetsunge fra ressourcesvage boligområder med en lille smule hjælp, har været i stand til at løfte deres lokalområde. En af dem er Alireza Lavasani, der 2 år gammel landede på den jyske vestkyst som flygtning fra Iran. Gennem dansen lykkedes det ham, at opbygge et community af ligesindede, som ikke havde råd til dyre kontingenter, men som brændte for den dans de via videoer på YouTube fandt inspiration i. Hans vedholdende indsats har Esbjerg Kommune sammen med en række private fonde valgt at støtte op omkring. I sidste måned kulminerede det med borgmesterens åbning af GAME Streetmekka Esbjerg. I den nyåbnede idrætsfacilitet, vil Alireza og andre lokale ildsjæle med gadeidrætten som redskab skabe lettilgængelige, fleksible og inkluderende fællesskaber på tværs af etnicitet for byens børn og unge. Huset har fået en flyvende start og har efter blot en måned rundet de første 900 medlemmer.

Hvis vi ser de nytilkomne som ressourcer og hvis vi får samfundets forskellige sektorer til målrettet at sætte ind med de tiltag, vi i dag ved virker, vil vi kunne lykkes. Vi vil kunne fortsætte traditionen for at udvikle vores kultur samtidig med, at vi holder fast i centrale principper som demokrati, menneskerettigheder, religions- og ytringsfrihed. Det vil dog kræve et visionært politisk lederskab frem for et drevet af frygt. Et lederskab, som overholder vores internationale forpligtelser og som helhjertet går ind i arbejdet for at skabe god integration.

Asfalt-perlen åbner

P1020027På onsdag i næste uge, åbner denne asfalt-perle i Esbjerg. Vi er nogle, som glæder os ufatteligt meget til at tage det nye flotte GAME Streetmekka Esbjerg i brug. Ikke mindst Esbjergs mange asfaltafhængige børn og unge, som har ventet i spænding i over to år siden workshoppen en kold vinterdag i slutningen 2013. Her blev ønsker og forventninger til den nye state-of-the-art gadeidrætsfacilitet bygget i LEGO og udtrykt som SMS-lyrik.

P1010940

I dag står det hele funklende klar til brug. Og ja, det alt overskyggende ønske om en betonbowl er blevet hørt, så Esbjerg kan blive endnu et stop på den skateboard-marguritrute som begynder at tegne sig med Multiparken i Helsingør, Fælledparken i København, Street Dome i Haderslev, etc.

P1010965

Derudover byder GAME Streetmekka Esbjerg også på lækre rammer og rum til streetdance, parkour, streetsoccer, streetbasket, graffiti, udhæng og meget mere.

P1010975

High five til EFFEKT Arkitekter, som har tegnet et fantastisk hus langt over hvad man kunne forvente. Til Vestbyg som har bygget i kvalitet og med tidsplan der holder. Og til Esbjerg Kommune, som sammen med Realdania, TrygFonden, Nordea-fonden og Claus Sørensen Fonden som har finansieret. Og til alle andre involverede, særligt Jannie Mai Vesti og Mikkel Gjelstrup fra GAME (se billedet).

Pst … hvis du har lyst til at kigge forbi, så går det hele ned på Nørrebrogade 1 C i Esbjerg, onsdag 6. januar 2016 kl. 14-16 med borgmestertale og fuld udblæsning. Officielt skal man være inviteret, men hvis du er gade, så kigger du forbi anyways. Vi ses!

Pulje til gadeidræt trækkes tilbage

Den frie leg med bold, hjul og krop på gaden rummer et stort potentiale, når målet er at få flere børn og unge i gang med at dyrke idræt. Seks ud af 10 danskere mener, at gadeidrætten er en effektiv måde at nå udsatte børn og unge, der ikke finder vej ind i den etablerede foreningsidræt.

Analyse_DK_2015

Derfor vakte det glæde, da politikerne på Christiansborg i foråret besluttede at øremærke 6,5 mio. kr. til puljen ”Alternative idrætsformer for børn og unge”. Ifølge Kulturministeriets hjemmeside, var puljens formål, at udfylde gadeidrættens potentiale for at få flere børn og unge, herunder særligt udsatte børn og unge, til at bevæge sig. Den politiske ambition om at bruge alternative idrætsformer til at række ud mod idrætssvage grupper er helt rigtig set. Gennem de senere år, har vi set konkrete resultater på tværs af gadeidrættens mange aktører på netop dette. Og i starten af det nye år, kommer de første tal fra Den Nationale Platform for Gadeidræt på hvor mange inaktive børn og unge, som er blevet flyttet over i fysisk aktivitet via de mange støttede projekter.

Det er derfor en stor skuffelse, at man fra Kulturministeriets side for nyligt meddelte alle ansøgere til puljen, at man har valgt at trække puljen tilbage. Det er særligt trist for de mange børn og unge, som kunne være blevet hjulpet i gang med et aktivt liv. Undersøgelser viser, at fysisk aktive personer lever op mod fem år længere end dem, der lever et fysisk inaktivt liv. Yderligere har de seks færre år med godt helbred.

Men det er også trist for samfundsøkonomien. En ny undersøgelse fra ISCA viser, at de direkte udgifter til at behandle følgevirkningerne af den stigende fysiske inaktivitet på europæisk plan årligt overstiger 9 milliarder euro. Samme undersøgelse viser, at hele 87 % af 15-årige europæere ikke er tilstrækkeligt fysisk aktive.

Det kan derfor blive dyrt på både det menneskelige og økonomiske plan, hvis ikke politikerne tør gå nye veje for at få flere børn og unge i gang med et fysisk aktivt liv. Hvad man politisk vil på området er ikke helt til at gennemskue efter tilbagetrækningen af puljen. Vi er derfor nogle, som holder vejret i de kommende måneder – og håber på snart at få pulsen lidt op.

Hvad er det der gadeidræt egentlig?

Af gæsteskribent Camilla Hermanni Clausen

Gadeidræt er det nye ’sort’. Ifølge organisationer som GAME samler gadeidrætten unge op, der ikke passer ind i foreningslivet. DGI har for nylige afholdt en konference om gadeidræt, og Den Nationale Platform for Gadeidræt smider penge til gadeidræt ud i hele landet. Senest har gadeidrætten fået en plads i satspuljeaftalen med det formål at få flere børn og unge til at bevæge sig og blive mere aktive – særligt udsatte børn og unge. Men hvad er gadeidræt? Og hvad er det gadeidrætten kan, som kvalificerer den til at nå ud til de unge, som ifølge satspuljeaftalen ’ikke passer ind i foreningsidrætten’?

GAME_Streetmekka_web

Jeg har brugt det sidste halve år på at nærme mig disse spørgsmål. Et af svarene er Sebastian. Sebastian er en ung mand, som ikke føler, at han passer ind i foreningslivet. Men han har fundet gadeidrætten, der nu holder ham væk fra rusmidler og dårlige bekendtskaber.

Mødet med Sebastian og andre, der dyrker gadeidræt bar præg af især to elementer, som kan være med til at kaste lys over, hvad gadeidrætten kan. Det ene drejer sig om gadeidrættens kvaliteter som idrætsform – og hvordan den er anderledes end det traditionelle foreningsliv i Danmark. Det andet drejer sig om, hvordan gadeidræt er mere end blot idræt – hvordan den i helt særlig grad indbyder til fællesskab, hvordan den fungerer som et frirum og tilhørssted, og hvordan den kan være et alternativ til mindre hensigtsmæssige fællesskaber på gaden.

Jeg fik på mit studie på Roskilde Universitet en chance for at komme i praktik i gadeidrætsorganisationen GAME i København, der gennem unge, frivillige driver gadeidræt for børn og unge i 29 udsatte boligområder i hele landet. En af mine opgaver var at lave en undersøgelse om de brugere, som er i GAME – de børn og unge, der kommer og spiller street basket, gadefodbold, danser, laver street fit, parkour eller musik i GAMEs gadeidrætshus i København. Det betød både kvantitative undersøgelser og kvalitative interviews. Det gav mig unik chance for at sætte ansigt på gadeidræt.

Ansigterne på gadeidræt
Sebastian er 24 år, arbejder som pædagogmedhjælper, samt i et tømrefirma. Men i GAME dyrker han street fit. Sebastians fortælling rummer gadeidrættens kvaliteter. For Sebastian handler gadeidrætten om at kunne træne hvor som helst, når som helst. Han beskriver en fleksibilitet, som marker sig anderledes fra foreningslivet, der ofte stiller krav om faste træningstider, kamp i weekenden og hvor talentudvikling er et hyppigere og hyppigere anvendt ord indenfor foreningsregi i dag. Fleksibiliteten vil mange sikkert sige også findes i motionscentrene, men Sebastian fortæller, at den gadeidrætsdisciplin, han ynder at dyrke mest er street fit – og ikke cross-fit i et center, da han ikke kan relatere eller identificere sig med det: ”Jeg kan sgu ikke finde et sted som her? Altså hvad skulle jeg gøre? Gå i Fitness World? Meget kan man sige, men dér passer jeg sgu ikke ind”.

Selvom Sebastian mest dyrker street fit, dukker han gerne op før trænerne, skyder street basket med basketfyrene, og svinger sig i stativerne mens han bliver præsenteret for et nyt parkour-trick eller to. Asfalten rummer det hele. Og de mange forskellige idrætsdiscipliner fungerer fint side om side. Miriam er 23 år, studerende og street danser, og hendes syn på gadeidræt har med åbenhed at gøre; ”De er meget åbne, også dem med fodbold, og det er det samme. Så når de kommer ind med en trillende bold eller basketball lige over dansegulvet, så kommer de jo også bare ind og danser. Så føler jeg bare, at vi alle sammen sådan er accepteret.” Det her med at føle sig accepteret er også et tema i Sebastians historie. Når han skal sammenligne foreningsidræt med gadeidræt, er det accepten af, at alle kan komme når de har lyst, og at der ikke er nogen træner, der dømmer én på fremmøde eller opførsel uden for træningen, som betyder noget for Sebastian. Det kræver også fairplay og ærlighed mellem spillerne på banen, der selv skal finde ud af spillereglerne, når kampene opstår selvorganiseret. Det er en demokratisk proces, der leder til indbyrdes forståelse, når der ingen dommer er på – for på asfalten falder du hårdere.

Ahmed er 21 år, kok og spiller streetbasket. Han er med på den med ærlighed og rummelighed som fremtrædende elementer i gadeidrætten. Ahmed har altid spillet basket i foreningsregi – men foreningsidrætten var ikke nok. Han ville også spille, når træningen var slut og hallen lukket. Gadeidrætten ”[…] var den eneste mulighed for at få bevæget kroppen uden for det her foreningsliv om vinteren. Og blive stimuleret på andre måder end at drikke bajere eller se tv.” siger Ahmed og uddyber med, at danskernes vaner har ændret sig. Skoletiden er blevet længere, arbejdstiderne varierer mere, og vi har brug for at være uafhængige af foreningslivets faste træningstider i kraft af samfundets krav om mere fleksibilitet. Ahmed forklarer, at et etableret gadeidrætshus som GAME København fungerer, fordi folk kender det, du kan spille på asfalten, selvom det regner, og der er åbent døgnet rundt. Her er der altid nogen at spille med, og du skal ikke være bange for at træne alene. Her er der ingen, der ikke må være med, uanset niveau.

Tilbage til Sebastian opstår der en ro omkring ham, når han fortæller, at træneren ikke dømmer ham på, hvad han laver efter træningen. Her er der plads til alle, uanset form, evner eller alder. Det rå streetmiljø, som ofte hænger sammen med gadeidrætten, er ikke kun for de unge. Der er børn på syv, der danser breakdance, udvekslingsstuderende fra Asien, der spiller streetbasket, der er hende på 67, der dyrker parkour, og ”ham fra Østerbro, der tjener kassen, skal også nok gemme sig hernede”.

Et alternativt fællesskab
Alle ved, at det er sundt at dyrke idræt, men gadeidrætten kan noget ’mere’. I undersøgelsen om brugerne i GAME, har 78 procent svaret, at de føler sig som en del af et større fællesskab, når de kommer i GAME. Men hvilket fællesskab på asfalten, taler de om?GAME_effekter

I Sebastians fortælling drejer det sig om, hvordan alle kan snakke med hinanden. Typerne af udøvere er forskellige på mange måder, men fordommene er skiftet ud med push-ups, hip-hop rytmer og basketballs. ”Det er blevet et frirum for mig at komme og snakke med mennesker og holde fri. Og så selvfølgelig at lave noget fysisk sammen med andre, så jeg igen ikke drikker for den sags skyld, der er pludselig noget mere konstruktivt jeg kan tage mig til. Det havde jeg problemer med at finde før i tiden.” Før Sebastian startede med at dyrke gadeidræt, havde han svært ved at bruge al sin overskydende energi på noget fornuftigt. Ofte endte han med at hænge ud på den lokale bodega, lave ballade eller dæmpe energien med andre rusmidler. Han var fast besøgende i det gamle ungdomshus på Jagtvej 69, hvor han nød selskabet med de lidt ’skæve’ typer og tegnede meget. Det fællesskab og den rummelighed, som stedet var kendetegnet af, havde Sebastian søgt efter, lige indtil han fandt GAME. Gadeidrætshuset bliver for ham et samlingspunkt, hvor samtalerne aldrig er de samme, han kan bruge sin energi konstruktivt, og han kan få lov til bare at hænge ud, tegne og sågar bruger han stedet til at lave lektier.

Streetdanserinden Miriam lægger også vægt på ’det her med at være sig selv’. Hun frotæller, hvordan hun gennem dansen er blevet mere åben, og hvordan det rå miljø fremkalder en anden side af hende, end den ’pæne pige’ hun fremstår som i skolen. Miriam bruger også ord som frirum, hvor alle giver plads til hinanden, og hun føler sig tryg. For streetbasket fyren betyder det noget, at ingen bliver mobbet eller ekskluderet – han taler om ’dem-og-os’-mentaliteten, som er ikke-eksisterende i gadeidrætten, da ”den gode stil er, at folk gør plads til alle”. Fællesskabet på asfalten kan rumme alle. De ambitiøse, de nye og dem der mangler et alternativt fællesskab.

Gadeidræt som social indsats
Når jeg kalder gadeidrætten et alternativ fællesskab, er det med en tro på, at gadeidrætten også kan rumme de udsatte unge, som finder dårlige fællesskaber i bandemiljøer, radikalisering og kriminalitet. Det kan også være et alternativ til misbrug. Sebastian repræsenterer den type ung, der søger fællesskabet uden for hjemmet, på det tidspunkter han kan og vil – med andre ord; han er en af dem, som ”ikke umiddelbart passer ind i foreningsidrætten”. Men gadeidrætten når ud til Sebastian. Her får han dyrket idræt og brugt sit krudt ud fra hans præmisser. Han får det fællesskab, nye venner og bekendtskaber, han førhen søgte i dårlige miljøer.

Med rummelighed som indgangsvinkel og idrætten i fokus, som en fælles referenceramme, der danner fællesskab og et trygt miljø, lever gadeidrætten op til sit hype. Når Mohammed på 12 år fra det lokale almene boligområde om GAME siger: ”Det er et sted, hvor man kommer hvornår man vil, og sådan. Hvis man keder sig, så kan man bare tage derover. Så ved man, der er nogen lige meget hvad”, så ved vi, at gadeidrætten virker. Jeg tror på, at gadeidrætten kan forebygge og fange de børn fra udsatte boligområder, der senere risikerer at blive trukket ind i fx bandemiljøer. Måske fordi de kedede sig, og ikke havde andre fællesskaber som alternativ. Når GAME arrangerer gadeidræt i Vollsmose, ser de hvordan, unge frivillige fra boligområdet kan vise de mere udsatte børn og unge et fællesskab, hvor de i kraft af at dygtiggøre sig gennem idrætten, får en kropsfornemmelse, lærer holdsport og får selvtillid og noget positivt at identificere sig med.

Idræt – også foreningsidræt – medfører positive effekter på alle individer. Men gadeidrætten er lokalt forankret ude i de udsatte boligområder, hvor også de udsatte unge befinder sig. De unge skal ikke aktivt opsøge den, og her er ingen hal der er sommerlukket. Der er ingen, der sætter krav til, hvor ofte du kommer. Måske du- ligesom Sebastian – møder mennesker du aldrig havde troet du at du havde noget tilfælles med. Eller at du – efter en kamp i Vollsmose- kan snakke med træneren, der forstår dig bedre, fordi han kender netop dit boligområde.

Jeg tror på, at gadeidrætten kan være en forebyggende indsats for udsatte børn og unge. Når politikerne sætter sig til arbejdsbordet for at fordele ressourcer og opmærksomhed, så håber jeg, at de har Sebastian, og de der ligner ham, med i deres overvejelser.

Artiklen er baseret på en brugerundersøgelse fra GAME Streetmekka København (2015), som kan læses her.

Overraskende tal for danskernes idrætsdeltagelse?

Så er der kommet dugfriske tal på danskernes idrætsdeltagelse. Denne gang fra GAME, som har fået Analyse Danmark til at kigge på hvordan idrætsbilledet ser ud blandt voksne danskere med særligt fokus på gadeidrætten. Her siger 64 procent af danskerne, at de dyrker idræt i en eller anden udstrækning, 22 procent af danskerne er aktive medlemmer af en idrætsforening og 38 procent dyrker selvorganiseret idræt (GAME, 2015).

GAME_Roskilde
Gadeidræt i Æblehaven, Roskilde. Foto: Caroline Bohn, 2015

Tallene er enten overraskende eller knapt så overraskende. Hvis udgangspunktet er Idrættens Analyseinstituts (IDAN) seneste afdækning af danskernes idrætsvaner (IDAN, 2011), så er de nye tal ganske overraskende. IDANs undersøgelse peger nemlig på, at hele 41 procent dyrker idræt i en forening. Men kigger man på Den Europæiske Kommisions undersøgelse fra 2014 (EC, 2014), er det samme tal 22 procent. Med dette perspektiv er de nye tal knapt så overraskende.

Dette afføder en række spørgsmål, hvoraf det væsentligste må være, hvilket af de to tal der er tættest på virkeligheden. Her er det værd at tage et nærmere kig på metoden – beklager at det bliver lidt nørdet, men djævelen ligger som bekendt i detaljen.

Mens EU og Analyse Danmarks undersøgelser med hhv. 1.010 og 1.052 interviews kun lige akkurat når op på det nødvendige minimum for at kunne være repræsentative for den danske befolkning, så forholder det sig anderledes med IDANs. Her har man sendt spørgeskemaer ud til hele 9.074 voksne, men trods en ihærdig indsats for at få det 20 sider lange skema retur, er svarprocenten helt nede på 43,6 procent.

Dette er sandsynligvis den væsentligste årsag til at IDANs tal for foreningsdeltagelsen er blevet 86 procent højere end både EU og Analyse Danmarks tal. Antager man lidt firkantet, at de idrætsaktive danskere er mere motiveret for at returnere et spørgeskema om deres idrætsdeltagelse, end dem, for hvem spørgeskemaet taler til deres dårlige samvittighed, så har vi måske forklaringen. Det er derfor rigtig trist, at svarprocenten for undersøgelser af danskernes idrætsdeltagelse er faldet støt siden man første gang spurgte til emnet i 1964.

Personligt krydser jeg derfor alt hvad der kan krydses for, at IDAN i deres kommende undersøgelse, som er planlagt at blive igangsat i efteråret spørger mere ind til den voksende gadeidræt samt at der benyttes interviews frem for spørgeskemaer. Det tror jeg personligt ville give et mere retvisende billede af, hvor mange danskere der er aktive hvor. Dette er selvsagt vigtigt for at kunne træffe kvalificerede beslutninger på et oplyst grundlag for hvilke indsatser der skal til, for at vi som samfund kan få flere i gang med et fysisk aktivt liv. Til glæde for samfundet, som vil kunne begrænse den fysiske inaktivitets omkostninger på sundhedsbudgetterne. Og til glæde for den enkelte, som vil kunne forvente at leve længere og få flere år med godt helbred.