Hvad er det der gadeidræt egentlig?

Af gæsteskribent Camilla Hermanni Clausen

Gadeidræt er det nye ’sort’. Ifølge organisationer som GAME samler gadeidrætten unge op, der ikke passer ind i foreningslivet. DGI har for nylige afholdt en konference om gadeidræt, og Den Nationale Platform for Gadeidræt smider penge til gadeidræt ud i hele landet. Senest har gadeidrætten fået en plads i satspuljeaftalen med det formål at få flere børn og unge til at bevæge sig og blive mere aktive – særligt udsatte børn og unge. Men hvad er gadeidræt? Og hvad er det gadeidrætten kan, som kvalificerer den til at nå ud til de unge, som ifølge satspuljeaftalen ’ikke passer ind i foreningsidrætten’?

GAME_Streetmekka_web

Jeg har brugt det sidste halve år på at nærme mig disse spørgsmål. Et af svarene er Sebastian. Sebastian er en ung mand, som ikke føler, at han passer ind i foreningslivet. Men han har fundet gadeidrætten, der nu holder ham væk fra rusmidler og dårlige bekendtskaber.

Mødet med Sebastian og andre, der dyrker gadeidræt bar præg af især to elementer, som kan være med til at kaste lys over, hvad gadeidrætten kan. Det ene drejer sig om gadeidrættens kvaliteter som idrætsform – og hvordan den er anderledes end det traditionelle foreningsliv i Danmark. Det andet drejer sig om, hvordan gadeidræt er mere end blot idræt – hvordan den i helt særlig grad indbyder til fællesskab, hvordan den fungerer som et frirum og tilhørssted, og hvordan den kan være et alternativ til mindre hensigtsmæssige fællesskaber på gaden.

Jeg fik på mit studie på Roskilde Universitet en chance for at komme i praktik i gadeidrætsorganisationen GAME i København, der gennem unge, frivillige driver gadeidræt for børn og unge i 29 udsatte boligområder i hele landet. En af mine opgaver var at lave en undersøgelse om de brugere, som er i GAME – de børn og unge, der kommer og spiller street basket, gadefodbold, danser, laver street fit, parkour eller musik i GAMEs gadeidrætshus i København. Det betød både kvantitative undersøgelser og kvalitative interviews. Det gav mig unik chance for at sætte ansigt på gadeidræt.

Ansigterne på gadeidræt
Sebastian er 24 år, arbejder som pædagogmedhjælper, samt i et tømrefirma. Men i GAME dyrker han street fit. Sebastians fortælling rummer gadeidrættens kvaliteter. For Sebastian handler gadeidrætten om at kunne træne hvor som helst, når som helst. Han beskriver en fleksibilitet, som marker sig anderledes fra foreningslivet, der ofte stiller krav om faste træningstider, kamp i weekenden og hvor talentudvikling er et hyppigere og hyppigere anvendt ord indenfor foreningsregi i dag. Fleksibiliteten vil mange sikkert sige også findes i motionscentrene, men Sebastian fortæller, at den gadeidrætsdisciplin, han ynder at dyrke mest er street fit – og ikke cross-fit i et center, da han ikke kan relatere eller identificere sig med det: ”Jeg kan sgu ikke finde et sted som her? Altså hvad skulle jeg gøre? Gå i Fitness World? Meget kan man sige, men dér passer jeg sgu ikke ind”.

Selvom Sebastian mest dyrker street fit, dukker han gerne op før trænerne, skyder street basket med basketfyrene, og svinger sig i stativerne mens han bliver præsenteret for et nyt parkour-trick eller to. Asfalten rummer det hele. Og de mange forskellige idrætsdiscipliner fungerer fint side om side. Miriam er 23 år, studerende og street danser, og hendes syn på gadeidræt har med åbenhed at gøre; ”De er meget åbne, også dem med fodbold, og det er det samme. Så når de kommer ind med en trillende bold eller basketball lige over dansegulvet, så kommer de jo også bare ind og danser. Så føler jeg bare, at vi alle sammen sådan er accepteret.” Det her med at føle sig accepteret er også et tema i Sebastians historie. Når han skal sammenligne foreningsidræt med gadeidræt, er det accepten af, at alle kan komme når de har lyst, og at der ikke er nogen træner, der dømmer én på fremmøde eller opførsel uden for træningen, som betyder noget for Sebastian. Det kræver også fairplay og ærlighed mellem spillerne på banen, der selv skal finde ud af spillereglerne, når kampene opstår selvorganiseret. Det er en demokratisk proces, der leder til indbyrdes forståelse, når der ingen dommer er på – for på asfalten falder du hårdere.

Ahmed er 21 år, kok og spiller streetbasket. Han er med på den med ærlighed og rummelighed som fremtrædende elementer i gadeidrætten. Ahmed har altid spillet basket i foreningsregi – men foreningsidrætten var ikke nok. Han ville også spille, når træningen var slut og hallen lukket. Gadeidrætten ”[…] var den eneste mulighed for at få bevæget kroppen uden for det her foreningsliv om vinteren. Og blive stimuleret på andre måder end at drikke bajere eller se tv.” siger Ahmed og uddyber med, at danskernes vaner har ændret sig. Skoletiden er blevet længere, arbejdstiderne varierer mere, og vi har brug for at være uafhængige af foreningslivets faste træningstider i kraft af samfundets krav om mere fleksibilitet. Ahmed forklarer, at et etableret gadeidrætshus som GAME København fungerer, fordi folk kender det, du kan spille på asfalten, selvom det regner, og der er åbent døgnet rundt. Her er der altid nogen at spille med, og du skal ikke være bange for at træne alene. Her er der ingen, der ikke må være med, uanset niveau.

Tilbage til Sebastian opstår der en ro omkring ham, når han fortæller, at træneren ikke dømmer ham på, hvad han laver efter træningen. Her er der plads til alle, uanset form, evner eller alder. Det rå streetmiljø, som ofte hænger sammen med gadeidrætten, er ikke kun for de unge. Der er børn på syv, der danser breakdance, udvekslingsstuderende fra Asien, der spiller streetbasket, der er hende på 67, der dyrker parkour, og ”ham fra Østerbro, der tjener kassen, skal også nok gemme sig hernede”.

Et alternativt fællesskab
Alle ved, at det er sundt at dyrke idræt, men gadeidrætten kan noget ’mere’. I undersøgelsen om brugerne i GAME, har 78 procent svaret, at de føler sig som en del af et større fællesskab, når de kommer i GAME. Men hvilket fællesskab på asfalten, taler de om?GAME_effekter

I Sebastians fortælling drejer det sig om, hvordan alle kan snakke med hinanden. Typerne af udøvere er forskellige på mange måder, men fordommene er skiftet ud med push-ups, hip-hop rytmer og basketballs. ”Det er blevet et frirum for mig at komme og snakke med mennesker og holde fri. Og så selvfølgelig at lave noget fysisk sammen med andre, så jeg igen ikke drikker for den sags skyld, der er pludselig noget mere konstruktivt jeg kan tage mig til. Det havde jeg problemer med at finde før i tiden.” Før Sebastian startede med at dyrke gadeidræt, havde han svært ved at bruge al sin overskydende energi på noget fornuftigt. Ofte endte han med at hænge ud på den lokale bodega, lave ballade eller dæmpe energien med andre rusmidler. Han var fast besøgende i det gamle ungdomshus på Jagtvej 69, hvor han nød selskabet med de lidt ’skæve’ typer og tegnede meget. Det fællesskab og den rummelighed, som stedet var kendetegnet af, havde Sebastian søgt efter, lige indtil han fandt GAME. Gadeidrætshuset bliver for ham et samlingspunkt, hvor samtalerne aldrig er de samme, han kan bruge sin energi konstruktivt, og han kan få lov til bare at hænge ud, tegne og sågar bruger han stedet til at lave lektier.

Streetdanserinden Miriam lægger også vægt på ’det her med at være sig selv’. Hun frotæller, hvordan hun gennem dansen er blevet mere åben, og hvordan det rå miljø fremkalder en anden side af hende, end den ’pæne pige’ hun fremstår som i skolen. Miriam bruger også ord som frirum, hvor alle giver plads til hinanden, og hun føler sig tryg. For streetbasket fyren betyder det noget, at ingen bliver mobbet eller ekskluderet – han taler om ’dem-og-os’-mentaliteten, som er ikke-eksisterende i gadeidrætten, da ”den gode stil er, at folk gør plads til alle”. Fællesskabet på asfalten kan rumme alle. De ambitiøse, de nye og dem der mangler et alternativt fællesskab.

Gadeidræt som social indsats
Når jeg kalder gadeidrætten et alternativ fællesskab, er det med en tro på, at gadeidrætten også kan rumme de udsatte unge, som finder dårlige fællesskaber i bandemiljøer, radikalisering og kriminalitet. Det kan også være et alternativ til misbrug. Sebastian repræsenterer den type ung, der søger fællesskabet uden for hjemmet, på det tidspunkter han kan og vil – med andre ord; han er en af dem, som ”ikke umiddelbart passer ind i foreningsidrætten”. Men gadeidrætten når ud til Sebastian. Her får han dyrket idræt og brugt sit krudt ud fra hans præmisser. Han får det fællesskab, nye venner og bekendtskaber, han førhen søgte i dårlige miljøer.

Med rummelighed som indgangsvinkel og idrætten i fokus, som en fælles referenceramme, der danner fællesskab og et trygt miljø, lever gadeidrætten op til sit hype. Når Mohammed på 12 år fra det lokale almene boligområde om GAME siger: ”Det er et sted, hvor man kommer hvornår man vil, og sådan. Hvis man keder sig, så kan man bare tage derover. Så ved man, der er nogen lige meget hvad”, så ved vi, at gadeidrætten virker. Jeg tror på, at gadeidrætten kan forebygge og fange de børn fra udsatte boligområder, der senere risikerer at blive trukket ind i fx bandemiljøer. Måske fordi de kedede sig, og ikke havde andre fællesskaber som alternativ. Når GAME arrangerer gadeidræt i Vollsmose, ser de hvordan, unge frivillige fra boligområdet kan vise de mere udsatte børn og unge et fællesskab, hvor de i kraft af at dygtiggøre sig gennem idrætten, får en kropsfornemmelse, lærer holdsport og får selvtillid og noget positivt at identificere sig med.

Idræt – også foreningsidræt – medfører positive effekter på alle individer. Men gadeidrætten er lokalt forankret ude i de udsatte boligområder, hvor også de udsatte unge befinder sig. De unge skal ikke aktivt opsøge den, og her er ingen hal der er sommerlukket. Der er ingen, der sætter krav til, hvor ofte du kommer. Måske du- ligesom Sebastian – møder mennesker du aldrig havde troet du at du havde noget tilfælles med. Eller at du – efter en kamp i Vollsmose- kan snakke med træneren, der forstår dig bedre, fordi han kender netop dit boligområde.

Jeg tror på, at gadeidrætten kan være en forebyggende indsats for udsatte børn og unge. Når politikerne sætter sig til arbejdsbordet for at fordele ressourcer og opmærksomhed, så håber jeg, at de har Sebastian, og de der ligner ham, med i deres overvejelser.

Artiklen er baseret på en brugerundersøgelse fra GAME Streetmekka København (2015), som kan læses her.

Advertisements

En hyldest til gadens sejeste piger og drenge

Image
Billedtekst: Maja Panduro, Hassan Al-Rahimy, Simon Prahm

Her kan du læse min tale til de stolte Playmakers, som fik overrakt diplomer 4. oktober 2013:

Kære Playmakers. I dag graduerer I som GAM3 Playmakers efter at have bestået de tre undervisningsmoduler og en praktik på gadeplan. Her i GAM3 HQ skal det ikke være nogen hemmelighed, at vi var meget i tvivl om hvordan det ville gå. Ville “Hold 2” blive et 2. hold sammenlignet med de Playmakers, som modtog diplomer her i StreetMekka for et år siden? Vores frygt var, at vi havde drænet asfalten for gadeidrætsensusiaster og ville få svært ved at finde 50 egnede kandidater. Heldigvis tog vi fejl.

Undervejs har der været en stor udskillelse. I alt søgte 80 ansøgere om at komme med på programmet. 64 fik en plads på uddannelsen og startede i slutningen af januar 2013. 12 røg fra før praktikken og otte har endnu ikke bestået deres praktik. Det betyder, at der i dag er 44 får diplom.

Jeg har selv haft fornøjelsen af at deltage i nogle af jeres camps og har været overrasket over hvor mangfoldig en gruppe I er – noget I også selv har fremhævet undervejs i forløbet.

Image

F.eks. Vinh Nguyen, 18, Rising (Odense):
”At møde nye mennesker. Vi er så vidt forskellige, men respekten for hinanden har været god. Jeg føler, at så underlig som jeg er, så har folk accepteret det alligevel. Åbenhed, tryghed, venskab og humor har bl.a. været central for mig.”

eller Santi Oscar Hostrup, 19, Holtbjerg (Herning):
”Det bedste har været at møde alle de inspirerende unge mennesker, der ligesom mig brænder for at hjælpe andre og gøre en forskel.”

og Farheen W. Moughal, 18, Avedøre (Hvidovre):
”Personligt kan jeg tage alt det jeg har lært under uddannelsen med mig og prøve at gøre en forskel i mit eget boligområde, så de unge herfra også kommer væk fra kriminaliteten og i stedet bruger deres tid på noget sjovt.”

Men nogle har også givet udtryk for, at det ikke alt sammen har været lige let.

”Det sværeste for mig som dansker, hvis gymnasieklasse også er pæredansk, har været at sætte mig ind i de andres sted med anden nationalitet/kultur. I starten vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige i frygt for at krænke nogen. Men jeg har lært, at mennesker er ens, lige meget hvor man kommer fra.”

Ingen tvivl, om at I på det personlige plan er vokset siden vi første gang mødtes her i huset for knapt 10 måneder siden. Men I har også hjulpet os med at vokse, ved at levere en mærkbar og konkret indsats på gadeplan for at skabe inklusion, øge sundheden og forebygge kriminalitet. Med jeres hjælp, er det lykkedes at øge indsatsen fra 17 til 32 boligområder i hele landet – fra Sønderborg i syd til Aalborg i nord. Og helt konkret har I sat jeres fingeraftryk på 217 af de i alt 1.274 træninger, som GAM3 har afholdt i udsatte boligområder i år.

Ved de træninger, har I været håndgribelige rollemodeller, som deltagerne i særlig grad har kunnet relatere til. Fordi I er tættere på målgruppen aldersmæssigt end mange af vores andre instruktører. Men også fordi mange af jer bor i de samme områder, som deltagerne og dermed er synlige på en helt anden måde, end de instruktører, som kommer ude fra.


Et nyt program

Vores vision er, at nå ud til endnu flere børn og unge, som i dag ikke er del af et aktivt fritidsliv. Det vil vi gøre, ved at øge jeres engagement og ansvarsområde de kommende år. Hvor det i dag er 20 % af træningerne, som I er involveret i, så er det målet, at det om to år vil være 80 % af træningerne, som får glæde af jeres indsats.

Den øget indsats er nødvendig, da nye tal viser, at antallet af fattige børn er steget markant gennem de sidste 10 år. Og her er det særligt børn af forældre med anden etnisk baggrund, som er hårdt ramt. Mens der i årene med økonomisk krise er sket en fordobling af antallet af fattige børn med dansk baggrund, så er der samtidig sket – og hold godt fast – en femdobling af antallet af fattige børn med anden etnisk baggrund.

Da vi ved, at økonomiske barrierer er noget af det, som spiller ind, når vi snakker om børns idrætsdeltagelse, så kræver udviklingen, at der bliver skabt flere fleksible, lettilgængelige og billige alternativer på gadeplan, hvis ikke vi skal tabe en stor gruppe fremtidige borgere på gulvet.

Udover at vi håber, at I vil være med til at styrke indsatsen i de områder, hvor vi allerede er til stede, så er det også vores håb med det nye program, at vi kan slippe jeres virkelyst fri og få samværet omkring idrætten på asfalten til at blomstre op, overalt hvor viljen og engagementet er tilstede.

Målet er, at etablere lokale GAM3 foreninger, som kan danne en lokal og bæredygtig ramme omkring aktiviteterne. Og det er særligt her vi håber, at I vil være med som instruktører og frivillige ledere. Programmet hedder GAM3 Playmaker, fordi det netop er jeres ressourcer, vi ønsker at trække på.

I dag får I diplomer, roser og kasketter. Næste skridt bliver at udbrede legen på asfalten. Uanset om I vælger at gøre det som GAM3 instruktører, frivillige, eller som gadeaktivister, som selv stamper noget op af jorden i et områder, hvor der ikke tidligere har været aktiviteter, så er vores fornemmeste rolle, at bakke jer op, så vi sammen kan nå nye højder.

Kun døde fisk svømmer med strømmen. Lad derfor kreativiteten råde, når I skal ud og sætte aktiviteter i gang i jeres lokalområde – i samarbejde med vores partnere og engagerede korps af frivillige og instruktører i GAM3

Facebook med holdning

De to iderige og energiske knægte Stefan Tholstrup Schmidt og Simon Holmgaard har efterhånden rumsteret en del med deres nye initiativ TAG DEL. I denne uge blev webportalen så lanceret og jeg må sige, at den langt overgår forventningerne.

Image

Personligt synes jeg godt om ideen med at dele udfordringer på tværs af frivillige organisationer, i en tid, hvor nettet ellers mest benyttes til selvpromovering. Det sidste kan blive lidt skingert i længden – og ja, jeg falder også selv i en gang i mellem.

TAG DEL ønsker derimod at bringe folk sammen i et online community for at skabe de bedste løsninger, hvorefter det ambitiøse mål er, at brugerne efterfølgende skal gå sammen om at realisere dem. Som Stefan udtaler til TV2.dk: Vi vil gerne gøre det lettere for den enkelte borger i Danmark at bidrage og tage et medansvar for de udfordringer vi står overfor.

Jeg var selv lidt skeptisk, for hvad nytter det at kæmpe imod Facebook, som synes at suge og samtidig udvande den meste energi ud af selv den mest ihærdige online debattør. Men udover at det på TAGDEL.dk kan være svært at finde frem til organisationerne bag udfordringerne samt minimale bugs, som at man f.eks. altid kommer ind i en tom inbox og skal klikke en ekstra gang, før svar på ens posts kommer frem, så fungerer siden intuitivt og gnidningsfrit.

GAM3 har allerede fået en del input på hvordan vi kan løse udfordringen med stort frafald af frivillige og Splinx har fået input på hvordan de kan hjælpe “folket” til selv at skabe flere sportsaktiviteter for sig selv og hinanden.

Initiativet hostes af KPH og er støttet af Velux Fonden, Villum Fonden og Det Obelske Familefond. Thumbs up og god vind derudaf!

Hvad kan man lære som frilvillig projektleder?

Så har GAM3’s seneste årsrapport ramt gaden. Læs bl.a. om hvad man som frivillig projektleder kan få ud af arbejdet på gadeplan og om hvordan KeyPlayers fremover vil holde StreetMekka åbent … døgnet rundt!

I en uge med reformer fra regeringen, som sætter velfærdsstaten på skrump, er det godt, at der er frivillige til at træde til – med deres helt eget tvist.

Læs årsrapporten online her

Det sociale enzym og vejen ud af krisen

Billede
Er det alene markedet og erhvervslivet, som skal redde os ud af den økonomiske krise, eller har civilsamfundet også noget at byde på? Jeg faldt over et spændende kronik fra Jesper Nygård (adm. direktør, KAB), som har gjort sig nogle interessante tanker omkring hvad der skal til for at bære vores velfærdsstat videre i de kommende år, hvor presset på den vil blive øget af globalisering, pres på skatterne, økonomisk krise, etc. I et debatindlæg på danskekommuner.dk siger Nygård:

“Jeg tror, at løsningen ligger i en stærk kobling mellem de tre sektorer – staten, markedet og civilsamfundet. En vision om, at vi skal have frivilligheden og engagementet fra civilsamfundet, virketrangen fra markedet og den faglige tyngde fra den offentlige sektor til i meget større omfang at arbejde sammen og understøtte hinanden. Mit bud er, at der ligger en fantastisk mulighed i denne kobling. Der gemmer sig potentielt et socialt enzym, der kan frigøre vilde mængder energi.”

Andreas Hjort Frederiksen og hans team hos Social+ er inde på noget af det samme. De foreslår f.eks., at man på jobcentret bliver mødt med muligheden for at lave frivilligt arbejde den første måned i stedet for de knapt så meningsfulde CV-kurser.

Alt sammen er interessante tanker og netop det vi i GAM3 også forsøger at arbejde med. Kan man f.eks. frigøre den energi og det kreative potentiale, som de unge PlayMakers og KeyPlayers rummer, så vinder vi alle på det – både individ og samfund.

Hvis du vil mere i dybden med temaet, så hent hele publikationen “Det sociale enzym – essensen af tanker om et velfærdssamfund” (pdf).